En ny tendens i politik er at indgå ”handler” 

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Med Donald Trump ved roret er blevet lanceret et nyt begreb i politik: politik via ”handler” (”deals”). Men sammenhængen mellem økonomiske interesser og politik er ikke af ny dato. Allerede Karl Marx understregede materielle interessers (den økonomiske basis) dominans over politik (overbygningen), og det grundsynspunkt førte Leninismen videre i imperialisme og center-periferi-teorier.

Sammenhængen mellem enkeltvirksomheder og politik er bestemt heller ikke nyt. Tilbage i 1950erne sagde chefen for General Motors, Charles Wilson den berømte sætning hvad der er godt for General Motors også er godt for USA. For USA’s nye udenrigsminister Rex Tillerson gælder vel det samme, at hvad der er godt for Exxon Mobile også er godt for USA.

Som beskrevet udmærket af Lukasz Wojcik i det polske ”Politika” er fænomenet bestemt ikke ukendt i Central- og Østeuropa og i SNG-landene i dag. Sammenhængen mellem økonomi og business (”deals”) er, siger han, udtryk for ”transactional” politik, hvorefter politik skal styres ud fra ”gode sunde forretningsinteresser” og ikke ideologi.

Særlig tydeligt ser vi det hos Tjekkiets stærke mand, finansministeren og rigmanden Andrej Babis og hans parti ANO, som helt åbent har sagt, i overensstemmelse med Charles Wilson, at, ”hvad der er godt for Agrofert (hans virksomhed) også er godt for tjekkiske landmænd … og hvad der er godt for mine ansatte er godt for alle ansatte i mit land”.

Vaclav Klaus, Tjekkiets tidligere præsident og finansminister, har også understreget økonomien som den afgørende faktor, men Klaus er dog ikke – og har ikke, som Babis, været oligark og mangemilliardær.

ANO er slet ikke det eneste ”forretningsparti” i Øst- og Centraleuropa og i Europa som helhed, men ANO er nok det parti, der har størst politisk magt. Tilgangen er klart ikke-ideologisk. Traditionel udenrigspolitik forsøger at forene økonomiske interesser med udbredelse af vestlige værdier om liberalt demokrati og fri markedsøkonomi, i fagterminologien kaldt ”policy of promotion”. Det har vi set i amerikansk udenrigspolitik under tidligere præsidenter og i europæiske lande.

I skarp modsætning hertil opfatter ”transaction ” (”deal”) politik som en ikke-ideologisk cost-benefit affære, i udgangspunktet som et nulsum-spil. Menneskerettigheder og fremme af vestlige værdier er et forstyrrende fremmedelement, vi må tage verden som den er, siges det, autoritære regimer må vi leve med og få de størst mulige fordele ud af.

Efter opnåelse af den politiske magt ophører rigmændene (oligarkerne) bestemt ikke med at være forretningsfolk. Ikke kun udenrigspolitik, også forholdet til befolkningen opfattes en ”deal” ud fra princippet om, at vi (lederne) skaffer jer (befolkningen) materielle goder og sikkerhed (fx fra indvandring), til gengæld går vi ud fra, at I (befolkningen) efter valget af ”os” trækker jer tilbage fra politik og agerer som almindelige forbrugere.

Den tankegang er i øvrigt ikke ukendt tidligere historien. Den blev brugt i fx Tjekkiet og Ungarn før 1989 ud fra devisen: vi (kommunisterne) giver jer (befolkningen) større velstand, til gengæld giver I (befolkningen) os (kommunisterne) ret til at styre. Kort sagt en særlig social pagt mellem styre og befolkning, der ikke holdt i længden.

Denne type ”deal” benyttes i Polen og Ungarn i dag, hvor Kaczynski og Orbán styrer efter princippet: Vi giver jer sikkerhed og materielle goder, til gengæld accepterer I vores illiberale demokrati og de følger, det får for fx mediefriheden og domstolenes uafhængighed.

Den nære sammenhæng mellem business og politik kendes i mange lande i øst, men i forskellig form. Lande som Moldova, Ukraine, Georgien og Rusland, er som sådan kaldt ”oligarkiske”. I Ukraine oplever vi det i form af udbredt ”state capture”, at oligarker ”erobrer” hele staten, præsident Porosjenko er selv oligark.

Økonomiske interesser spiller en vigtig rolle også i Rusland efter princippet om, at ”hvad der er godt for Gazprom er også godt for Rusland”. I et land som Tjekkiet (og også Slovakiet) er selve systemet derimod ikke oligarkisk. Godt nok er Babis stenrig, men hans parti er dog enestående, og et flertal i det tjekkiske parlament har indført lovgivning, der skal forebygge interessekonflikter mellem business og politik.