Efter mordet på Adamowicz, en ny debattone i Polen?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Mordet på Gdansk præsident Pawel Admamowicz har rystet polsk politik og sat ekstra gang i debatten om ”tonen” i polsk politik. Det er ingen hemmelighed, at debatformen i Polen er (og har været) brutal, polariseret og emotionel og har bidraget til den politiske radikalisering. Anklagerne har især været rettet mod det regerende Lov og Retfærdighedspartiet.

Umiddelbart er alle, også regeringen, enige om problemet og at få dæmpet den ”moralske panik”, der havde ramt landet. Ministerpræsident Mateusz Morawiecki inviterede efter mordet på Adamowicz de politiske partier til samtale om, hvordan den politiske atmosfære kunne blive mindre brutal. Regeringen frygter ikke uden grund, at mordet vil kunne skade regeringen ved valget til parlamentet senere på året.

Alle partier tog del i mødet hos Morawiecki. Som sagt af Slawomir Neuman, leder at Borgerplatformens parlamentsgruppe, førte det ikke til noget gennembrud, men der var dog enighed om at udforme et regelsæt, der bedre kan ”beskytte polakkerne”.

Et problem for Jaroslaw Kaczynski og hans parti, skriver Mariusz Janicki og Wieslaw Wladyka i ”Polityka”, at en mildere tone i debatten ikke behager den hårde kerne blandt partiets tilhængere, der dyrker den hårde tone og derfor kunne finde på at stemme på mere ekstreme højreradikale partier.

Både præsident Duda og ministerpræsident Morawiecki stillede op ved begravelsen af Adamowicz, og Lov og Retfærdighedspartiet har også valgt at undlade at stille med en kandidat ved valget af den ny præsident for Gdansk den 3. marts. At Lov og Retfærdighedspartiet har valgt at føre en moderat tone i EU-spørgsmål skyldes, at det store flertal støtter medlemskabet af EU og frygter et ”polexit”. En for brutal tone i EU-valgkampen vil kunne skræmme vælgere væk.

Et mindre forsonende træk er, at flere fra Lov og Retfærdighedspartiet, bl.a. Jaroslaw Kaczynski, slet ikke tog del i mindehøjtideligheden i parlamentet og repræsentanter for partiet også var fraværende også i byrådssalen i Gdansk, samt at Jacek Kurski stadig er chef for den kontroversielle TV-kanal ”TVP”.

Da der skulle vælges ny præsident i 2010 lige efter fly-katastrofen i Smolensk var valgkampen tydeligt mindre konfrontatorisk end tidligere.  Det kan gentage sig ved det kommende parlamentsvalg. Spørgsmålet er om, den mildere tone i debatten kan fastholdes. Det er mere tvivlsomt.  ”Smolensk 2010 ” blev i hvert fald i årene derefter i høj grad brugt og misbrugt politisk af Lov og Retfærdighedspartiet. 

Share This