Ad

Edvard Beneš, Beneš-broen og Beneš-dekreterne

Edvard Benes

Af Peter Tudvad

Tjekkiet: I dag, den 28. maj, fejrer man i Tjekkiet, at en af nationens store sønner på samme dato i det Herrens år 1884 kom til verden i den bøhmiske by Kožlany, nemlig Edvard Beneš. Som udenrigsminister (1919-1935) i den første tjekkoslaviske republik indlagde han sig stor fortjeneste, mens han efterfølgende som ministerpræsident (1935-1938) måtte give fortabt over for Det Tyske Rige, der med Englands, Frankrigs og Italiens accept efter München-konferencen i september 1938 annekterede store dele af Tjekkoslovakiet, det såkaldte Sudeterland. Beneš trak sig og ledte siden den tjekkoslovakiske eksilregering i London, hvor han under 2. verdenskrig bl.a. udtænkte planerne for at løse problemet med de 3½ million tyskere, der levede i det Tjekkoslovakiet, der efter det forventede tyske krigsnederlag skulle genoprettes inden for grænserne fra før München-aftalen. 

Tyskerne i Tjekkoslovakiet, sudetertyskerne, havde levet dér i generationer, gennem ikke færre end 700 år, og som regel havde de været Prags loyale undersåtter. Men efter 1. verdenskrig ønskede de fleste med henvisning til Woodrow Wilsons princip om national selvbestemmelse at høre til Østrig. Det fik de ikke lov til, så her var der ingen jubel i stil med den, det danske flertal i Nordslesvig oplevede, da de i 1920 stemte sig hjem. “Heim ins Reich!” Også i Sudeterlandet, hvor den overvældende majoritet var tyskere, blev dette parolen. Men det rige, de efter 1933 ville hjem til, var ikke længere Østrig, derimod Tyskland – så meget desto mere som østrigerne også ville være en del af Tyskland og som bekendt blev det i marts 1938. Sudetertyskerne koblede sig på den nationalsocialistiske bølge i Tyskland, og således endte de i Det Tyske Rige i 1938 – og som bødler og medløbere i dette frem til krigsnederlaget i 1945. Dog var der selvfølgelig undtagelser, da jøder, socialdemokrater, kommunister og ganske mange andre aldeles ikke brød sig om ledtoget med Hitler.

Efter krigen var Beneš’ plan nu, at tyskerne skulle deporteres fra Tjekkoslovakiet. De “vilde fordrivelser” begyndte og kulminerede den 31. juli 1945 i en hidtil tysk domineret by ved Elben i det nordlige Bøhmen, Aussig an der Elbe eller – på tjekkisk – Ústí nad Labem. En eksplosion i et våbenlager midt på dagen blev prompte tolket som foranstaltet af “Wehrwölfe”, tyske terrorister, der ikke respekterede den tyske kapitulation. Og lige så prompte begyndte tjekker i byen at skyde på tyskerne, gennembanke dem eller kaste dem i floden fra broen over Elben, der havde og har navn efter Edvard Beneš: Most Dr. E. Beneše. Bl.a. blev en mor med sit barn i en barnevogn kylet i floden, ligesom mange andre endte dér, hvor tjekkerne skød efter dem, så de ikke kunne komme op. Hvor mange der døde under massakren er fortsat uvist, men 80-100 er sandsynligt. Tjekkerne har tenderet mod lavere tal, sudetertyskerne mod langt højere, for man står sig ikke godt som bødler, men derimod som ofre.

Benesbroen i Usti nad Labem Foto: Peter Tudvad

Massakren i Ústí nad Labem blev straks af regeringen i Prag brugt som argument for, at sudetertyskerne hurtigst muligt skulle deporteres, så freden kunne sikres i Tjekkoslovakiet. Et par dage efter, den 2. august 1945, fik tjekkoslovakerne da også de allieredes sanktion af de såkaldte Beneš-dekreter, som udgjorde det retlige grundlag for deportationerne. Derfor har man spekuleret over, om eksplosionen i Ústí nad Labem kunne være arrangeret af tjekkerne selv for at give et påskud til massakren, der bekvemt kunne instrumentaliseres politisk. Om dette faktisk var tilfældet, kan hverken på- eller afvises. Faktum er, at århundreders overvejende fredelig sameksistens mellem tjekker og tyskere i Bøhmen og Mæhren i løbet af 1945 og 1946 endte med over 3 millioner tyskeres deportation – og med et etnisk, nationalt og sprogligt meget homogent Tjekkoslovakiet. 

Forleden dag, i torsdags, var jeg selv i Ústí nad Labem, hvor jeg har været mange gange før, mest på gennemrejse. Byen er mildt sagt ikke nogen attraktion i sig selv, en industriby af de værre, selvom den ligger i de smukkest tænkelige omgivelser med de tjekkiske Mittelgebirge omkring sig og Elben flydende igennem. Men det gør altid indtryk på mig at være der, især at stå og se på Most Dr. E. Beneše. Jeg forestiller mig uvægerligt de ulykkelige og rædselsslagne tyskere, der blev trængt sammen på broen og smidt i floden. Nogle af ligene endte et par dage senere nede i Meißen, hvor jeg selv bor. I torsdags gik jeg for første gang over broen, bl.a. fordi jeg gerne ville se den mindeplade, der endelig i 2005 blev sat op på den, til minde om massakren 60 år før. Den er ikke just iøjnefaldende, og teksten er heller ikke akkurat informationsrig eller bodfærdig: “Til minde om ofrene for volden den 31. juli 1945”. Det er det hele.

Skiltet på broen i Usti nad Labem Foto: Peter Tudvad

Hvad skal man mene? At tjekkerne skulle skamme sig? At de burde gå bodsgang over for tyskerne? Nej, selvfølgelig ikke, for tyskerne gav notorisk selv den fornødne anledning til, at Edvard Beneš & Co. ikke så anden udvej end at skille sig af med dem. Dette betyder lige så selvfølgeligt ikke, at det var moralsk i orden at gøre det, ej heller at det var folkeretligt korrekt. Derfor må man i dag – ikke i bagklogskabens skærende klare lys eller på bekvem afstand af den umulige situation – medgive, at der skete sudetertyskerne en lige så notorisk uret. Sådan er krig, sådan er nationalisme, sådan er ufordragelighed! Der er i den sidste ende ingen vindere og ingen venner, kun tabere og fjender. Og det burde europæerne – ikke bare tyskerne og tjekkerne, men alle europæere – efterhånden have lært. Tør man tro, at de har?

Kommentarer