Eduard Streltsov – drengen fra vidundernes land

Graffitihyldest til Eduard Streltsov ved Torpedos Eduard Streltsov Stadion i Moskva. Foto: Toke Møller Theilade

Graffitihyldest til Eduard Streltsov ved Torpedos Eduard Streltsov Stadion i Moskva. Foto: Toke Møller Theilade

Eduard Streltsov kunne have blevet en af de allerstørste fodboldspillere nogensinde, havde det ikke været for en langvarig fængselsdom på et tyndt grundlag. 

Af Toke Møller Theilade

Det er ingen hemmelighed, at store turneringer skaber store spillere og legendariske fortællinger. Den dag i dag snakker fodboldverdenen stadig om de vidundere den blot 17-årige Pelé skabte under VM slutrunden i 1958, der blev afholdt i Sverige. Havde skæbnen, og de sovjetiske myndigheder, villet det anderledes, så kunne det dog meget vel have været en anden mand, der fortryllede fodboldverden og stjal overskrifterne under sommeren i 1958.

Moskva-fødte Eduard Streltsov var en af de mest talentfulde sovjetiske spillere nogensinde, men på trods af hans enorme talent og perlerække af sovjetiske titler, så nåede han aldrig at konkurrere på den største scene, hvorfor han aldrig fik den plads i historiebøgerne, som han fortjente.

Streltsov var blot 16 år, da han fik sin debut for storholdet Torpedo Moskva i 1954, og det tog ham ikke længe at opnå stjernestatus. I en alder af blot 16 år, otte måneder og 27 dage blev han den yngste målscorer i den sovjetiske liga nogensinde.

Da 1955 sæsonen startede havde Torpedos lokalrivaler fra Spartak Moskva store ambitioner om at udskifte den forrige sæsons sølvmedaljer med et sæt af guld, og de kom også perfekt fra start med fire sejre og en uafgjort på udebane imod storklubben Dinamo Kiev. Det var først, da de rød-hvide i sjette spillerunde mødte Torpedo, at de blev udfordret. Torpedo blev anført af den legendariske angriber Valentin Ivanov samt den unge Streltsov, og foran 60,000 tilskuere på Dinamo Stadion vandt Torpedo med 2-0. Da sæsonen var slut, havde Spartak sikret mesterskabet og i alt blot tabt tre kampe. Streltsov vandt titlen som den højest scorende spiller i Sovjetunionen.

En måned før sin 18-års fødselsdag debuterede Streltsov på det sovjetiske landshold med et hattrick imod Sverige. Dette nummer gentog han imod Indien i hans anden kamp, før han måtte nøjes med et enkelt mål imod Danmark. Han havde på rekordtid etableret sig som en profil på det sovjetiske landshold, der var i gang med at blive genopbygget efter en skuffende OL-turnering i 1952, hvor man tabte til ærkerivalerne fra Jugoslavien.

Da sommer OL startede i Melbourne i 1956, var Streltsov naturligvis at finde i den sovjetiske trup. Han scorede endda det afgørende mål, da Sbornaya slog Vesttyskland i den første runde. Herefter slog de Indonesien, inden Bulgarien ventede i semifinalen.

Da de første 90 minutter var spillet i semifinalen var stillingen stadig 0-0, men Sovjetunionen var to mand i undertal på grund af skader. Derfor var det ingen overraskelse, da Bulgarien kom foran fem minutter inde i den forlængede spilletid. Det lignede dermed endnu en skuffelse for det sovjetiske landshold. Fire år forinden havde Josef Stalin straffet det det skuffende 1952 landshold hårdt ved at fratage flere spillere deres hædersbevisninger, imens CDKA Moskva, det nuværende CSKA, som havde bidraget med rygraden såvel som træneren til holdet, blev lukket i en periode.

Syv minutter inde i anden halvleg af den forlængede spilletid fik Streltsov dog udlignet, og fire minutter senere lagde han op til Boris Tatushins vindende mål. Sovjetunionen var i finalen.

På trods af hans fremragende præstationer var han dog ikke i startopstillingen ved finalen imod Jugoslavien. Sovjetunionen vandt 1-0, men Streltsov fik intet bevis for sejren, da kun de elleve spillere i startopstillingen fik medaljer. Da truppen efter en lang rejse endelig vendte hjem til Vladivostok var det af samme grund også kun de 11 spillere med medaljer, der blev fejret og fotograferet.

Spartak angriberen Nikita Simonyan, den nuværende ærespræsident i det russiske fodboldforbund, der startede i stedet for Streltsov har senere fortalt, hvordan han på vejen hjem tilbød Streltsov sin medalje. Den unge Streltsov afslog dog tilbuddet med svaret: ”Nikita, jeg kommer til at vinde mange flere trofæer.” Streltsov gik dog ikke helt tomhændet fra sejren i Melbourne, da han sammen med resten af blev tildelt en fortjenstmedalje for præstationen ved legene.

Som Simonyan fortalte, så gik den manglende medalje dog ikke Streltsov på, og han fortsatte med at score efter behag for Torpedo, der i den følgende 1957 sæson sluttede som nummer to efter Dinamo Moskva. Både Streltsov og holdkammeraten Ivanov var at finde i toppen af topscorerlisten.

Det var desværre også i 1957, at Streltsovs nedtur langsomt begyndte. Ifølge holdkammeraten Ivanov skyldtes den i høj grad hans enorme popularitet. ”Det var fansene, der dræbte ham,” fortalte han sidenhen, ”Alle ville drikke med ham, og han fik flere og flere fans.” Som om det ikke var slemt nok, så begyndte Streltsov samtidig også at ryge. I sidste ende var det dog snarere hans flotte udseende og charme, der for alvor fik ham i problemer. På trods af, at han var gift, så var han også en skørtejæger, og på et tidspunkt indledte han et forhold til Politbureau medlemmet Ekatarina Furtsevas 16-årige datter, som han efterfølgende afviste at gifte sig med. Der er endda dem, der hævder, at Furtseva overhørte ham kalde hende en abe under fejringen af den olympiske sejr.

Streltsov spillede naturligvis også en nøglerolle, da Sovjetunionen kvalificerede sig til VM i 1958, hvor førnævnte Pelé også bragede ind på verdensscenen, da han gjorde Brasilien til verdensmestre. I løbet af kvalifikationen havde han dog flere gange gjort sig uheldigt bemærket udenfor banen. For eksempel missede han, sammen med Ivanov, i 1957 toget til en VM-kvalifikationskamp i Polen, hvorfor toget måtte stoppes i udkanten af Moskva for at vente på de to Torpedo spillere. Få måneder senere, i januar 1958, blev han anholdt for at have været i karambolage med politiet på en metrostation i landets hovedstad.

Under de afgørende forberedelser til turneringen, der blev afholdt i Sverige, tog han til fest i nærheden af landsholdets træningslejr. Her mødte han militærdatteren Marina Lebedeva, som han tog med hjem. Hvad der skete efterfølgende er aldrig blevet definitivt opklaret, men de fleste er enige om, at hun forførte ham, hvorefter hun hævdede, at han havde voldtaget hende. I hvert fald sendte hun dagen efter et brev til Moskvas offentlige anklager, hvori hun skrev: ”Den 25. maj 1958 i en datja tæt på skolen i landsbyen Pravda blev jeg voldtaget af Streltsov Eduard Anatoliyevich. Jeg beder om, at han bliver straffet.”

Hans holdkammerter, Mikhail Ogonkov og Boris Tatushin, der også havde været med til festen, blev senere anholdt på samme grundlag, men de blev begge løsladt og slap med en tre-årig udelukkelse fra fodbold som den eneste straf. Streltsov derimod blev idømt 12 års fængsel.

Den dag i dag er der ingen, der tror, at Streltsov rent faktisk voldtog Lebedeva på trods af, at hans tidligere holdkammerater er sikre på, at de havde sex. I stedet er mange overbeviste om, at der ligger en større konspiration bag Streltsovs anholdelse. Nogle hævder, at han blev straffet for at have takket nej til et tilbud fra Dinamo, hvilket skete for Simonyan inden han skiftede til Spartak, men den mest populære, og sandsynlige, teori er, at hans anholdelse skyldtes hans hårde ord om Ekaterina Furtsevas datter. Furtseva var en tæt allieret af generalsekretær Nikita Khrushchev, og ifølge den daværende landstræner Gavriil Kachalin, så havde politiet fortalt ham, at Krushchev personligt var blevet informeret om sagen.

I Aleksandr Nilins bog Streltsov fra 2002 hævder han derudover, at angriberen blev lovet, at han kunne deltage i VM, hvis blot han indrømmede sin forbrydelse, hvilket han efterfølgende gjorde.

I dagene efter anholdelsen planlagde op imod 100.000 arbejdere fra ZIL fabrikken, der ejede Torpedo, at protestere, men dette blev lagt på hylden, da de hørte, at Streltsov havde indrømmet voldtægten.

Få dage efter skrev Lebedeva endnu et brev til Moskvas anklager. Denne gang bad hun om, at sagen imod Streltsov blev droppet, da hun havde ’tilgivet ham’, ligesom hun også tilbagetrak anklagerne imod holdkammeraterne.

Uden Streltsov, Tatushin og Ogonkov røg Sovjetunionen ud allerede i kvartfinale. Imens var den smædekampagne imod Streltsov, der langsomt var startet et par år tidligere, for alvor intensiveret indtil, at hans navn helt blev slettet fra historiebøgerne.

Streltsov fik en hård start på livet i fængsel, og ifølge Nilin blev næsten dræbt af en anden fange, hvorefter han tilbragte fire måneder på hospitalet.

Efter fem år i fængsel blev han løsladt i 1963. Den på det tidspunkt 26-årige Streltsov var dog stadig udelukket fra at spille fodbold på højeste niveau, hvorfor han måtte nøjes med at spille amatørfodbold på ZIL fabrikkens firmahold. Rygtet om den fortabte søns hjemkomst spredtes dog hurtigt, og det var tydeligt, at arbejderne ikke havde glemt deres faldne helt. Tusindvis af arbejdere tiggede efter løsladelsen sekretæren i kommunistpartiet Leonid Brezhnev om at fjerne Streltsovs udelukkelse, men på råd fra Khrushchev blev dette i første omgang afvist. Det var først, da Brezhnev selv blev den kommunistiske verdens leder det følgende år, at Streltsov endelig fik lov til at vende tilbage til topfodbolden.

Indtil da havde han ofte besøgt Torpedo, og endda ulovligt spillet for deres andethold, hvorfor han hurtigt fandt tilbage til sit gamle niveau på trods af, at han havde mistet meget styrke og fart under hans år i fængsel. I hans comeback sæson scorede han 12 mål i 26 kampe, og han spillede dermed en betydelig rolle, da Torpedo vandt mesterskabet. Han blev samtidig kåret som den næstbedste sovjetiske fodboldspiller, og året efter vendte han tilbage til landsholdet.

I 1968 vandt Torpedo den sovjetiske pokalturnering, men det blev også året, hvor Streltsov fik sin sidste optræden på landsholdet. Han var ikke en del af truppen, der deltog i EM det år, da han havde skuffet i et kvalifikationsnederlag til Ungarn.

Statue af Eduard Streltsov udenfor Eduard Streltsov Stadion. Foto: Toke Møller Theilade

Statue af Eduard Streltsov udenfor Eduard Streltsov Stadion. Foto: Toke Møller Theilade

To år senere, i 1970, gik han på pension, hvorefter han begyndte at uddanne sig som fodboldtræner. I mellemtiden spillede han på Sovjetunionens veteranhold, hvor hans tilstedeværelse stadig tiltrak store menneskemængder. Da han blev færdig med sin træneruddannelse vendte han hjem til Torpedo, hvor han med undtagelsen af en kort tid som førsteholdstræner var beskæftiget med at uddanne klubbens unge spillere.

Streltsov døde af strubekræft i 1990, og med ham døde også sandheden om, hvad der præcis skete den skæbnesvangre forårsaften i 1958. Han nåede blot 38 landskampe, men blot fem russiske og sovjetiske spillere nåede flere end de 25 mål han lavede i mellem sin debut imod Sverige og afskedskampen imod Ungarn. I 1996 opkaldte Torpedo deres stadion efter ham, og ved indgangen til komplekset, der stadig ligger lige ved siden af ZIL fabrikken, bliver man i dag mødt af en stor statue af Streltsov.

Streltsov blev berøvet nogle af de bedste år af hans fodboldkarriere, og han nåede aldrig at deltage i en EM eller VM slutrunde. På trods af dette er der ingen tvivl om, at han var en af de største spillere, der nogensinde har spillet i Rusland, og var han ikke blevet fængslet i 1958, så kan det være, at historien om VM samme år havde handlet om den sovjetiske vidunderdreng og ikke den brasilianske. Streltsov var i sandhed ’drengen fra vidundernes land’, som Nilin perfekt beskrev ham i sin bog.

 

Share This