Dybt splittet Polen fuld af had fejrer landets uafhængighed

Af Ota Tiefenböck

Polen: Polen, som i dag fejrer 100 år for landets uafhængighed er ikke mindre end Europas mest splittede land. To sider, to politiske overbevisninger, sviner konstant hinanden til i sådan en grad, at det eneste vi efterhånden mangler er, at de også begynder at slå hinanden ihjel. Det lyder umiddelbart voldsomt, men det er desværre ikke umuligt, at vi også kommer til at opleve det. Had og vrede er alle vegne i det politiske liv i Polen og har nået højder, at det på et tidspunkt kan tage overhånd.

Hvor kommer alt det had fra? Hvorfor kalder eksempelvis en dannet mand, som Det Europæiske Råds formand Donald Tusk, den nuværende, vel at mærke demokratisk valgte regering, for bolsjevikker? Hvorfor sviner regeringspartiet konstant Polens tidligere præsident Lech Walesa til? Hvorfor kan de polske politikere ikke opføre sig som civiliserede mennesker, som taler pænt til hinanden og ikke bare tromler deres holdninger i gennem uden at tage hensyn til modparten?

Konflikten mellem de liberale og konservative kræfter i Polen er ikke noget nyt og går mange år tilbage. Helt tilbage til de rundbordssamtaler, som var et startskud for politiske ændringer i landet. Her var der to forskellige syn på Polens fremtid og disse syn har overlevet til i dag. Slaget står forenklet sagt mellem de liberale og de konservative, mellem den konservative katolske befolkning på landet og den veluddannede befolkning i storbyerne, mellem den globaliserede verden og den nære verden. En konflikt, som på en eller anden måde eksisterer i de fleste lande, men som i Polen har taget overhånd.

Hvad er værdierne i det polske samfund? Er det det moderne liberale, pluralistiske, proeuropæiske Polen, eller er det national identitet, traditionelle værdinormer, katolicisme? Problemet er ikke, at hver side fører en politik udfra sin politiske og samfundsmæssige overbevisning. Problemet er, at ingen af siderne, hvad enten det er de liberale eller de konservative kræfter, respekterer modpartens syn på problematikken.

Den seneste udvikling i Polen bliver ofte fremstillet, som et problem skabt af det regerende Lov og Retfærdighedsparti. Europæiske politikere, kommentatorer og medier står i kø for at fordømme den nuværende polske ledelse. Det sker ofte med rette, men at lægge alt ansvar på Lov og Retfærdighedspartiets skuldre, er en stor forenkling af problematikken. Den nuværende politiske udvikling i Polen har dybere rødder og skyldes et indgroet fjendskab og had. Det er dette fjendskab der er konfliktens kilde, og skal Polen på et tidspunkt komme over problemerne og blive et veludviklet demokrati, er en forsoning af konfliktens to sider nødvendig.

Det er farligt for en kommentator at gå mod strømmen og ikke blot gøre Lov og Retfærdighedspartiet til syndebuk og grunden til alt det onde, der sker i Polen, sådan som det sker i de fleste medier og i nogle af disse endda har en propagandistisk karakter. I den sort-hvide verden Europa befinder sig i øjeblikket, kan man risikere at blive stemplet, som sympatisør af den polske nationalkonservatisme. Men de medier og politiske kommentatorer, som ikke tilstrækkeligt belyser problemerne i Polen og forenkler problematikken i Polen, spiller et farligt spil. De er nemlig selv med til polarisere det polske samfund yderligere og lægge mere brænde på bålet.

Dagens Uafhængighedsmarch i flere polske byer bringer med alt sansynlighed ikke noget godt med sig og vil utvivlsomt blive brugt som et bevis for det regerende partis uduelighed og overdrevet nationalisme. Et bevis på, hvor usympatisk, det polske regime, som nogle kalder det demokratisk valgte regering, er. Når du senere i dag og i morgen læser om alt det negative, der nok sker under dagens uafhængighedsmarch, så husk at en sag, som regel har to sider. Husk at en usund form for nationalisme i Polen også har eksisteret under den liberale regering og at livet dengang heller ikke kun var lutter lagkage.