Dugfrisk meningsmåling i Polen- Duda tæt på at vinde allerede i 1. valgrunde
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: Der er først præsidentvalg i Polen i maj måned, men valgkampen er som alle ved i fuld gang. Vi har længe vidst, at Andrzej Duda, den siddende præsident genopstiller. Oppositionen derimod har brugt måneder på at finde frem til deres kandidater. Det betyder, at Andrzej Duda på den måde har en fordel. Han har kunnet føre valgkamp længe.
De fleste meningsmålinger har givet Duda omkring de 44-45 pct. af stemmerne i en første runde. En frisk meningsmåling her fra sidst i januar viser imidlertid, at han kan være tæt på et flertal allerede i 1. runde.
I så fald vil han gentage Aleksander Kwasniewskis triumf ved præsidentvalget i 2000. At dette sker, er dog tvivlsomt. Det er først nu oppositionens kandidater kan føre valgkamp. De fleste mener derfor, at Duda’s vælgerandel vil falde noget, i takt med at oppositionspartierne får markedsført deres kandidater.
Som fremgår af målingen, er Malgorzata Kidawa-Blónska fra det største oppositionsparti, Borgerplatformen den, der efter al sandsynlighed udfordrer Duda i en anden valgrunde. De andre oppositionspartier må håbe på en stemmeandel, der matcher vælgeropbakningen ved parlamentsvalget i oktober.
Om de vil bakke op om Kidawa-Blónska i anden valgrunder, får vi at se. Det er i hvert fald en betingelse for at slå Duda. Derfor tales der om nødvendigheden af en ”anden-runde pagt” alle oppositionspartier imellem.
Opbakning til kandidaterne, en meningsmåling gennemført 23.-24.januar, 2020, pct.
Andrzej Duda, nuværende præsident 47,1
Malgorzata Kidawa-Blónska, (Borgerplatformen (PO) 24.1
Wladyslaw Kosiniak-Kamysz, Bondepartiet (PSL) 9.3
Robert Biedron , Venstrefløjens kandidat 8.9
Szymon Holownia, uafhængig 5.6
Krzysztof Bosak, Konføderationen 4.6
Kilde: Instituttet Estymator