Ad

Dollaren som Trumps kampvåben og omverdenens reaktioner

Illustrationsfoto: Revisorweb

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

USA/EU/Kina/Rusland: I dagens nye fagre verden giver kontrollen over ny teknologi som Google+ og Facebook stor magt. Og den magt kan som bekendt misbruges. Det gælder i højeste grad også, når det gælder kontrollen over de internationale betalinger. Og her indtager den amerikanske dollar den helt centrale position som reservevaluta.

Som godt beskrevet af Lukasz Wojcik i det polske ”Polityka” giver mange forbrugere, mange kontakter og i enkelthed Facebook, Google og dollaren en nøgleposition, og uanset alle ønsker om det modsatte er de svære at klare sig med uden dem.

Dollaren har igennem flere årtier været et magtmiddel. Og USA har over årene netop takket være dollaren klaret finansieringen af sit kæmpestore statsunderskud gennem at trykke endnu flere dollar, det kan andre lande af gode grunde ikke gøre.

I 1970erne havde vi petrodollaren, dollaren brugt som betalingsmiddel for olie. Brugen af dollaren og kontrollen over de finansielle betalinger blev for alvor gjort politisk og brugt som at aktivt våben efter 1990, kunne erstatte eller supplere regulær krigsførelse, det skønt USA’s økonomi kun udgør omkring 20 pct. af den globale økonomi.

Brugen af dollar-våbnet tog yderligere til efter 11. september 2001 og under kampen mod terror, herunder i høj grad mod Nordkorea. Som sagt af Jack Lew, Obamas statssekretær, så er finansielle sanktioner med brug af dollarvåbnet en enkel og yderst effektiv måde at øve indflydelse på og afpresse andre stater, men med fare for misbrug.

Med Donald Trump i Det Hvide Hus er våbnet blevet brugt med stærkt øget intensitet. I 2017 blev dollar-våbnet brugt og misbrugt over for 944 enheder verden over, stater, firmaer og enkeltpersoner i uskøn forening. I 2018 vil antallet uden tvivl nå godt op over de 1.000.

Blandt de ramte lande finder vi eksempelvis Hviderusland, Venezuela, Burundi, Zimbabwe og, ikke at forglemme, Rusland og Kina. Mange andre kunne nævnes. Begrundelserne kan være påstande om brud på menneskerettigheder (fx Kina) og annekteringen af Krim og krigen i Donbas (Rusland).

Trumps fremgangsmåde går igen og igen: først at råbe op, derefter afskrække andre og til sidst at straffe. Og de finansielle straffeaktioner rammer også allierede. De virksomheder der fortsætter med at handle med Iran pålægges straffe på store millionbeløb, og banker i udlandet der iflg. amerikanske domstole ulovligt har praktiseret hvidvask kan pålægges milliardbeløb alene fordi, der i den forbindelse er brugt dollar.

Sanktioner kan også ramme de europæiske virksomheder, der engagerer sig i Northstream II. Ikke alene, skriver Wojcik, trues vestlige virksomheder, skytset er også blevet rettet mod embedsfolk i EU-systemet, mod bankchefer og folk der arbejder i SWIFT, det internationale betalingssystem. Flere har fået indrejseforbud til USA.

I forbindelse med de amerikanske trusler har tyskere og franskmænd bedt om støtte fra Den Europæiske Investeringsbank, men uden resultat. Ledelsen her lader sig afskrække af de amerikanske trusler. Der har været planer om at oprette en helt ny særlig finansiel enhed for at finansiere samhandelen med Iran, men både Bundesbank og Banque de France trak sig. Luxembourg og Østrig har også været inde i overvejelserne, men begge lande har ikke turdet af frygt for de amerikanske reaktioner.

Mange europæiske virksomheder har på grund af truslerne om sanktioner fra USA valgt at trække sig fra Iran, fx Renault, Peugeot, Total og det danske Mærsk. Det er naturligvis for EU-lande dybt provokerende, at USA i Iran-spørgsmålet kører den benhårde linje over for Europa, mens flere lande uden for Europa har fået dispensation og kan eksportere til Iran.

Kina og Rusland er naturligvis særlige opmærksomme på problemet og kæmper for at oprette et alternativ til dollaren som internationalt betalingsmiddel. Deres indbyrdes handel føres da også i videst muligt omfang helt uden brug af dollar. De finansielle sanktioner rammer Rusland hårdere end handelssanktionerne og sanktionerne mod enkeltpersoner.

Kina kan jo sælge sit store forråd af amerikanske statsobligationer og gældsbeviser, men det vil ramme Kina selv. Eller sagt med den kendte amerikanske forsker Stephen Walts ord, en regulær økonomisk krig mellem Kina og USA vil godt nok føre til alvorlig recession i USA, men måske til en revolution i Kina!

Den tyske udenrigsminister Haiko Hass og den franske finansminister Bruno Le Maire har ytret ønske om at finde et (europæisk) alternativ til dollaren som betalingsmiddel. Kina har størrelsen, men lever ikke op til kravet om stabilitet og sikre retsforhold, set fra brugerne, for at være et bæredygtigt alternativ til dollaren.

Euro-området har størrelsen, stabiliteten og bevægeligheden, men ikke en egentlig statsdannelse som ”back up” for euroen. Så længe euroområdet ikke fungerer økonomisk som én stat, er det ikke muligt for alvor at udfordre den amerikanske dominans. Men måske Trumps finansielle aktivisme ikke alene vil sætte gang en styrkelse af det europæiske forsvarssamarbejde, også i bestræbelserne for at styrke eurosamarbejdet og ad den vej løsrive sig også fra afhængigheden af dollaren som betalingsmiddel.