Det yderste højre vinder frem i Ungarn

Laszlo Toroczkai ved det ungarske grænsehegn Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: Det yderste højre er måske igen på vej frem, hedder det i en analyse fra ”Hungarian Spectrum”. Interessen er især rettet mod Lászlo Toroczkai, grundlæggeren af det nye ekstreme højreparti ”Vort Hjemland” (”Mi Hazzánk”).

Toroczkai forlod sammen med meningsfæller Jobbik pga. partiets bevægelse mod den politiske midte. Toroczkai har været forment indrejse til Serbien, Slovakiet, Slovakiet og Rumænien anklaget for via politisk propaganda at opfordre til separatisme og løsrivelse. Toroczkai blev i sin tid i Jobbik betragtet som hørende til partiets anti-semitiske og stærkt anti-roma fraktion, der også har krævet forbud mod homoseksualitet (LBGT) og været stærkt imod Islam, som betragtes som en trussel mod Ungarn. Toroczkai betragter sig selv som en ”national radikal”.

”Mørke internationale sataniske kræfter forsøger at ruinere Ungarn” bedyrer han, i dag sker det i form af venstre-liberalisme. Noget af det samme er hørt fra Fidesz, dog mindre brutalt.  

Toroczkai’s parti ”Vort Hjemland” fik en dårlig start, men partiets stemmetal steg ved kommunalvalget her for nylig. Fortsætter det, kan partiet måske klare 5 pct. spærregrænsen ved et kommende parlamentsvalg, siges det.

Nogle analytikere mistænker Fidesz for at understøtte ”Vort Hjemland” alene for at få reducere opbakningen til Jobbik, som ved flere borgmestervalg, fx i Budapest, optrådte i alliancer sammen med liberale og socialistiske partier til skade for Fidesz.

Toroczkai’s er ikke eneste nye parti på den yderste højrefløj i Ungarn. Også en ny gruppering, ”Légió Hungária” dukkede op og demonstrerede i Budapests gader tidligere i år. I februar deltog medlemmer af ”Légió Hungária” i ”Tag der Ehre” (”Bescület napja”) til minde om den dag, tyske og ungarske tropper forsøgte at bryde gennem den sovjetiske militære ring omkring Budapest. Nogle måneder dukkede gruppen op i Uzhgorod (Ungvár) i Ukraine, hvor Légió-medlemmer demonstrerede sammen med folk fra den ekstremistiske ukrainske organisation ”Karpatska Sich”.

Under Pride Paraden i juli i Budapest dukkede de op i sorte uniformer under sloganet ”Oprør mod den moderne verden, bliv normal”. Også folk fra ”Vort Hjemland” var med under demonstrationen. Légió’s næste mål var det jødisk-ejede ”Aura Community Center”, som gav hjemsted for flere uafhængige NGOere, herunder LBGT organisationer.

Centret bliver fra det yderste højre betragtet som ”fjende af staten”. Politiet er blevet beskyldt for at forholde sig alt for passivt over for Légió. Den ungarske Helsinki-komité taler ikke uden grund om en alarmerende eskalering af volden mod minoriteter og civilsamfundsgrupper i Ungarn.

Share This