Det tjekkiske kommunistparti (KSCM) har valgt ny leder
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Tjekkiet: Det tjekkiske kommunistiske parti (KSCM) har i alle årene siden 1989 været fast repræsenteret i det tjekkiske parlament. Det til trods for at ”kommunistisk” indgår i partinavnet. Det kommunistiske parti var tilladt i mellemkrigsperioden og skaffede sig en solid magtbase efter magtovertagelsen i 1948. Noget skyldtes Tjekkoslovakiets højre industrialisering. I andre central- og østeuropæiske lande valgte de kommunistiske partier at skifte navn. Men ved sidste valg i oktober i år faldt kommunisternes vælgeropbakning fra 7.76 pct. ned til 3.6 pct., dvs. under spærregrænsen på 5 pct.
Det er gået hårdt ud over partiet, også finansielt. Partier med over 1.5 pct. af stemmerne ved valg kan få andel i statsstøtte. Med over 3 pct. kan KSCM således opnå ekstra statstilskud, men klart under niveauet for økonomisk støtte, partiet fik før valget. Efter valget vil partiet over de næste fire år modtage 49 mio. koruna i støtte mod 133 mio. de foregående fire år. Partiet må derfor igennem en større sparerunde.
Med både KSCM og Socialdemokratiet (CSSD) ude af parlamentet blev Andrej Babis’ og hans parti ANOs chance for at generobre regeringsmagten forpurret. CSSD og KSCM havde i forrige valgperiode været støttepartier for Babis og ANO. Som konsekvens af valgnederlaget trak den mangeårige partileder Vojtech Filip sig fra formandsposten, også de andre i partiledelsen trak sig.
Filip’s efterfølger blev valgt på en ekstraordinær partikongres i weekenden (23.10.21). I alt otte kandidater stillede op. Medlem af Europaparlamentet Katerina Konecná blev valgt allerede i første runde fulgt af Josef Skala og Hana Aulická. Konecná ønsker, at KSCM skal være et ”radikalt venstreorienteret parti” og appellere bredt på venstrefløjen, det være sig hos partier eller NGOere. Der har været talt om, at socialdemokrater og kommunister vil forene kræfterne og stille op i fællesskab ved det følgende valg, men det forslag ser ikke ud til at få den store opbakning.