Ad

Det russisk-kinesiske partnerskab. Hvor stærkt er det, og hvad betyder det for Europa?

Illustrationsfoto: Министерство обороны Российской Федерации

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland/Kina: Tilnærmelsen mellem Kina og Rusland har fået en stigende betydning både for Europa og det transatlantiske forhold. Det fastslår Alexander Gabuev i en interessant analyse for ”Carnegie Endowment” (19.3.2021).  

Den 10. februar i år holdt den tyske udenrigsminister Heiko Maas tale i Forbundsdagen, hvor han advarede mod at ”brænde alle broer” til Rusland efter fængslingen Alexander Navalnyj. At kaste Rusland i armene på Kina vil kunne skabe den største militære og økonomiske alliance i verden, fortsatte han. Lige efter 2014 troede de fleste, at en tæt russisk-kinesisk akse ikke lod sig etablere, dertil er Rusland for afhængig af Vesten.

Frankrigs Emmanuel Macron vakte opsigt, da han i 2019 i et interview i ”Economist” sagde, at det ikke bør være Vestens interesse at gøre Rusland til ”China´s vassal”. Maas’ udtalelser i Bundestag tyder på, at den tyske regering deler de synspunkter, Macron fremførte i 2019. Men Europa under pres fra Washington og Biden øget presset mod Kina. 

Kinas andel af den russiske udenrigshandel er vokset fra 10.5 pct. i 2013 til næsten 20 pct. Samtidig har EU’s markedsandel været støt faldende. EU stod i 2013 for 49.4 pct. af den samlede russiske udenrigshandel. I 2020 var tallet faldet til 38.5 pct. EU’s andel er stadig højere end Kinas, men tendensen til mindre handel med EU og mere med Kina fortsætter.

Tidligere så vestlige iagttagere ikke de store muligheder i et tæt energisamarbejdet mellem Rusland og Kina. Det synspunkt er på retur. Skulle Nord Stream 2 projektet blive standset, vil Rusland et langt stykke kunne blive gjort skadesløs via øget energieksport til Kina. EU og især Tyskland vil lide milliardtab, dersom projektet skrottes.

Den russisk-sibiriske pipeline er tæt må målet om en kapacitet på 38 mia. m3, hvortil kommer pipeline 2 via Mongoliet til Kina. De kinesiske investeringer i Rusland er stigende, men fra et ret lavt niveau. Det kinesiske selskab Sinopec har købt en 40 pct. andel i Amur gas-forarbejdning for et beløb på 250 mio. dollar. Det militære samarbejde mellem Rusland og Kina er også blevet styrket markant over de seneste år, fortsætter Alexander Gabuev.

For første gang har Rusland solgt de nyeste våbensystemer, Su-35 kampfly og S-400 missilsystemer til Kina og hjælper kineserne med at udvikle et system for advarsel om missilangreb. Flere projekter er i støbeskeen. Kina og Rusland afholder flere fælles militærøvelser. I 2018 tog et kinesisk troppekontingent del i ”Vostok” (Øst), og de to lande har gennemført fælles patruljeringer i 2019 og fortsat hermed i 2020. Rusland og Kina har også holdt fælles øvelser i Middelhavet og i Østersøen. Vi har ikke at gøre med en regulær militæralliance i stil med NATO men Putin har ikke helt udelukket muligheden. 

Før den nye ”krig” mellem USA/Europa og Kina blev Kina betragtet som en handelspartner og kilde til økonomisk vækst i Europa. I dag ses Kina primært som konkurrent og systemisk rival. Ruslands partnerskab med Kina har et stykke ad vejen reduceret betydningen af de vestlige sanktioner rettet mod den russiske økonomi. Kineserne har således bistået Rusland med opbygningen af en ”energibro” til Krim gennem anlæg af el-kabler på bunden af Sortehavet og derved reduceret virkningen af Ukraines energiblokade af Krim.

Kinesisk teknologi har og vil i stigende grad erstatte europæisk, og russiske virksomheder ejet af oligarker, der er på den sorte liste i Vesten, bliver holdt oppe via indskud og lån fra Kina. Dette har gjort det muligt for Rusland at fortsætte som aktiv aktør på den internationale scene, fx i Mellemøsten og Afrika og fx Venezuela, samt øge de økonomiske reservefonde i Rusland selv.

Det teknologiske samarbejde mellem Kina og Rusland har styrket Kina, gjort kinesiske virksomheder mere konkurrencedygtige. Teknologigiganten Huawei har øget det videnskabelige personel, som er udstationeret i Rusland. Hertil kommer et udvidet samarbejde i cyberspace og omkring kontraspionage (”counterintelligence”) og brug af ”blød magt”. Også samarbejdet omkring bekæmpelse af COVID-19 pandemien har betydning.

I 2016 sendte Tyskland mest industrielt udstyr til Rusland, førstepladsen er nu overtaget af Kina. Den russiske forretningsverden gør sig mere uafhængig af Vesten, det gælder også finansiering. Fremtiden vil afhænge af, hvor langt Kina når med hensyn til reformer i finanssektoren. Rusland holder nu 12.2 pct. af reserverne i udenlandsk valuta i yuan, den kinesiske valuta. Samarbejdet med Rusland styrker Kinas muligheder for at modstå den voksende militære og økonomiske pres og den stigende amerikanske tilstedeværelse i Sydøstasien.

”Pax Sinica” skal gerne erstatte ”pax americana”. De britiske (og amerikanske) planer om en vestlig ”teknologialliance” mod Kina er blevet vanskeliggjort. For Rusland er prisen en større afhængighed af Kina. En væsentlig del af eksportindtægter vil flyde via olie- og gasrør. Rusland er gjort mere sårbart, for Kina satser på over de kommende årtier at reducere forbruget af fossile brændsler. Det er et meget langt stykke i Kina, der bestemmer priserne på olie og gas importen, når de alternative eksportmuligheder bliver mindre for Rusland.

Ruslands bedste modvåben er Kinas afhængighed af våben importeret fra Rusland og russisk forståelse for Kinas politik i Sydøstasien. Både Rusland og Kina ser gerne, at deres indbyrdes afhængighed ikke bliver alt for stærk. Men Biden-administrationens offensiv er rettet mod Kina og Rusland på samme tid gør det svært.

Signalerne fra Washington har været noget modsatrettede, men det ændrer ikke ved, at USA under Biden, modsat Donald Trump, vil satse på at få Europa med i en global offensiv for ”liberal governance”. Heiko Maas’ ønske om at fastholde dialogen med Moskva vil kræve opbakning fra andre i EU. Om EU vil kunne skabe enighed om forholdet Rusland og Kina er mildt sagt tvivlsomt.