Ad

Det post-sovjetiske rum søger efter alternativer

Georgiens hovedstad Tbilisi Foto: Ota Tiefenböck

 Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine/Georgien/Armenien/Moldova/Rusland: Staterne i SNG, det ”post-sovjetiske rum”, søger aktivt alternativer til russisk og vestlig indflydelse. Det skriver Nicu Popescu og Stalinslav Secrieru i en analyse for ”Carnegie Enddowment”.

Sagt med andre ord er politikken blevet multi-vektoral. Vi har i stigende grad oplevet et engagement i regionen fra Kina, Tyrkiet, Iran og arabiske stater i lande som Hviderusland, Ukraine, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan.

Ukraines samhandel med EU er godt nok steget til at udgøre en andel på 40 pct., men det skyldes det store fald i samhandelen med Rusland (ned til 12 pct. i 2016). Mere interessant er, at Ukraines samhandel med tredjelande er steget op til 30 pct., Ukraines samhandel med Egypten, Irak, Saudiarabien og Tunesien er under ét blevet større end samhandelen med Rusland.

Moldovas eksport af vin til Kina voksede i 2016 med ikke mindre end 66 pct., og er nu større end eksporten til Rusland. Selv Armenien, der er med i den russisk-ledede Eurasiske Økonomisk Union eksporterer mere til tredjelande end til Rusland.

De fleste post-sovjetiske lande, siges det i analysen, er mere end lykkelige over at undgå de krav (konditionaliteter) politisk og økonomisk, der bliver stillet fra Moskva, Washington og Bruxelles. Georgien har indgået frihandelsaftaler (FTA) med Tyrkiet og Kina, Moldova går samme vej som Georgien.

Kinas import af gødning fra Hviderusland er steget med 20 pct. Til dette komme et stærkt stigende samarbejde omkring transport, bl.a. flyruter, og turisme. I 2017 besøgte 1.7 mio. turister fra ikke-vestlige og ikke-russiske lande Georgien. Kinas investeringer i Georgien steg fra 10 mio. dollar i 2011 til over 200 mio. i 2014 og er vokset siden. Kina har investeret 3 mio. i ukrainsk landbrug, og Saudiarabien har samme planer. Georgien og Ukraine har forøget våbeneksporten til Kina, og Kina har eksporteret flere våben til Armenien. Og Israels andel af Aserbajdsjans våbenimport voksede i 2017 til 29 pct.