Den vanskelige proces af en historisk aftale

Af Xhelal Neziri

Makedonien: I januar i år besluttede den makedonske premierminister Zoran Zaev og den græske udenrigsminister, Alexis Tsipras, at afholde et møde og forsøge at løse navneproblemet mellem de to lande, en tvist, der går helt tilbage til det tidligere Jugoslaviens uafhængighed i 1991. Mødestedet var Davos i Schweiz, hvor de to statsmænd fra Balkan var inviteret til at deltage i World Economic Forum. Det var ikke første gang, statsministre fra de to lande mødtes. Flere møder blev afholdt tidligere i de 27 år, denne uoverensstemmelse har eksisteret, men altid uden resultater. I Athen og Skopje forventede derfor kun ganske få, at Zaev og Tsipras kunne klare problemet og opnå en historisk aftale.

Zaev og Tsipras slips

I en af ​​hotelhallerne i Davos, hvor de fleste af verdens ledere diskuterede globale politiske og økonomiske udfordringer, begyndte de to regeringschefer diskussioner om navnet “Makedonien” et møde præget af håb om det store fremskridt. Pludselig gjorde Zaev en gestus, som ingen forventede – han havde løsnede sin krave, tog slipset af og lagde det på bordet.

“Jeg gjorde den første tilnærmelse. Nu er det din tur at gøre det samme, sagde han til sin græske modpart.

Tsipras er kendt som en politiker, der aldrig bærer slips. Som en radikal venstreorienteret ser han slipset som et symbol af det græske politiske establishment, som han vandt over ved valget og som bærer skylden for den finansielle krise, Grækenland står over for de seneste år. Etableret i 2004 havde SYRIZA i 2012 formået at vinde parlamentsvalg mod traditionelle rivaler Nea Demokratia og PASOK.

Efter at have dannet regeringen, sagde Tsipras at ”regeringen ikke vil give op, før Grækenland har overstået denne alvorlige finanskrise”.

Davos endte uventet – Zaev og Tzipras blev enige om at finde løsning blandt fem forslag: Republikken Vardar Macedonien; Nord; Ny; Øvre og Republik Makedonien (Skopje). For at intensivere processen blev to udenrigsministre – Nikola Dimitrov og Nikos Koxias – pålagt at arbejde med deres fulde kapacitet på at udarbejde et udkast til en aftale. Siden det første møde har Koxias bedt om om at tage forslaget “Republik Makedonien (Skopje)” af bordet, da det ikke passede sammen med den konsekvente græske holdning, at den geografiske betegnelse ikke må henvise til betegnelsen “Makedonien”. Fra makedonsk side har Dimitrov foreslået at fjerne forslaget “Ny Makedonien”, da dette ville lyde som om en ny stat ville blive skabt, hvilket ikke var en velset løsning. På den måde blev forslaget reduceret til tre forslag – Republikken Nord Makedonien; Vardar og Republikken Øvre Makedonien. I løbet af hyppige møder i februar-maj i år havde de to udenrigsministre udarbejdet et udkast til aftale, der foreslog et af disse tre navne, men uden at specificere bredden af ​​dens anvendelse.

Grækenland har et krav fra tilbage i 1992, som insisterer på et navn med et geografisk design og en generel anvendelse, eller som det hedder “erga omnes”. En del af den græske offentlighed insisterer på, at navnet ikke på nogen måde indeholder navnet “Makedonien”, som det hævder at udelukkende tilhører den hellenske historie. Desuden er en nordøstlig region i Grækenland med hovedstaden Thessaloniki navngivet efter samme navn som Makedonien.

På den anden side betød udelukkelse af ​​navnet Makedonien for Skopje at nå til enighed, som ikke ville have nogen chance for at blive accepteret. Det kompromis, som Koxias og Dimitrov opnåede, synes at tilfredsstille begge sider: Skopje vil beholde “Makedonien”, men med geografisk betegnelse og overordnet brug – i internationale institutioner, i bilaterale relationer og i landets interne politik. Athen har ligeledes accepteret, at det sprog, der tales af etniske makedonere, stadig hedder “makedonsk”, men med fodnoten, at dette sprog tilhører den slaviske sproggruppe. Dette anerkender også de etniske makedonere som en del af de sydlige slavere. Det giver en stor forskel mellem det Makedonien skabt efter opløsningen af ​​det tidligere Jugoslavien og det gamle Makedonien, som grækerne opfatter som en eksklusiv græsk historie.

Efter at Dimitrov og Koxias var færdige med deres arbejde, var det Zaev og Tzipras tur. De mødtes i slutningen af ​​maj på EU-topmødet for Balkan i Sofia, hvor de kom med et overraskelsesforslag, som ikke var en del af de tre velkendte forslag i striden om Republikken Makedonien. Dette navn, som faktisk indeholdt en tidsbetegnelse, blev i stilhed accepteret af den største oppositionspart VMRO-DPMNE og partiets leder Kristijan Mickovski. Årsagen var, at timingen drejede sig om Ilindens oprør i 1903, hvor VMRO-organisationen i Republikken Krusevo fik uafhængighed fra det osmanniske imperium. Mickovskis parti er efterfølgeren til den daværende VMRO, som var en politisk-militær organisation rettet mod uafhængighed fra det osmanniske imperium. Mens der i Skopje blev skabt en stiltiende konsensus, afviste dog Athen dette forslag. Lederen af ​​det græske oppositionsparti Nea Demokratia, Kirijakos Micotakis, mente at dette navn ville være farligt for Grækenland, da Ilindens oprør havde det formål at danne en stat, der omfattede Thessaloniki. Dette førte til, at Tsipras trak sig tilbage fra Sofia-aftalen og krævede en tilbagevenden til de fem forslag, som var blevet dannet af FN-mægler Mathew Nimitz.

Her kom Dimitrov og Koxias igen på banen. Begge diplomater mødtes igen i Bruxelles i slutningen af ​​maj. I mellemtiden var amerikansk diplomati involveret i processen. Et opkald fra den amerikanske vicepræsident Mike Pence til den græske premierminister Tsipras havde genoplivet håbet om en aftale. Embedsmænd fra Bruxelles og Berlin øgede også deres indsats. Således resulterede Bruxelles-mødet i en konkret aftale – Republikken Nord Makedonien til fuld brug, der garanterede Macedoniens etniske og kulturelle identitet, og en tilbagetrækning af græsk veto over for Makedoniens NATO-integration. Derudover en begyndelse af ​​forhandlingerne om Makedoniens medlemskab af EU samt et strategisk venskab mellem Skopje og Athen.

Når Skopje ratificerer aftalen i Parlamentet, skal den afholde en folkeafstemning for at ændre forfatningen for at sikre den interne brug af det nye navn. Efter denne proces er gennemført i Skopje, vil aftalen blive ratificeret i Athen alene i Parlamentet, da den ikke betyder nogen ændringer af forfatningen. Først når aftalen træder i kraft i begge lande, vil Athen trække landets veto mod Macedoniens NATO- og EU-medlemskab.

Søndag den 17. juni fjernede Zaev igen sit slips og donerede den til Tzipras. Men denne gang efter havde han underskrevet navneaftalen. Det var ikke en gestus for at blødgøre Tsipras, men for at vise ham sit venskab. Han gav Tsipras slipset som en gave, og ønskede ham at Grækenland hurtigst muligt at klare den økonomiske og finansielle krise i landet. Det samme gjorde kommissær for EU udvidelse Johannes Hahn, der deltog ved ceremonien sammen med sin chef Frederica Mogherini.

To sider af aftalen

Det er ikke typisk at se to Balkan-politikere fra fjendtlige og had forurenede samfund at nå frem til en sådan aftale. Aldrig har Balkan løst sine problemer på denne måde. Aftaler har altid kostet tusindvis af døde.

Tsipras og Zaev blev enige i at vælge den 17. juni som en dag for at underskrive denne historiske aftale. De planlagde nemlig også at lykønske den amerikanske mediator Niemetz på hans 79-års års fødselsdag. En overraskelse for diplomaten, der havde brugt næsten tre årtier på navnsproblemet mellem Skopje og Athen.

Men overraskelserne kan ende her. Gennemførelsesprocessen indebærer handling, især i Makedonien, hvor forfatningen skal ændres. De seneste indholdsmæssige ændringer af forfatningen fandt sted i 2001 efter en interetnisk seks måneders konflikt, da Parlamentet vedtog disse ændringer, hvorefter Ohrid-aftalen blev en del af forfatningen.

Den kommende periode, især slutningen af året, kan bringe en skrøbelig situation i Makedonien. VMRO-DPMNE af den tidligere premierminister Nikola Gruevski fra 2006 til 2016 har fortsat en del magt i Skopje. Efter protester og farlige turbulenser dannede Zaevs i 2017 en ny regering. Det er dog endnu ikke lykkedes helt at udbrede denne positive udvikling og skabe et positivt syn på den nåede aftale.

Derfor er den første hindring for denne historiske aftale en mulig fiasko i folkeafstemningen. Lovgivningen i Makedonien siger, at en folkeafstemning kun er gældende, hvis mere end 50% af vælgerne deltager ved afstemningen. Af disse skal flertallet stemme for. Der er planer om at demotivere vælgerne og boykotte folkeafstemningen som ses som en mere effektiv måde at hindre aftalen på. Yanko Bachevs “Forenede Makedonien” parti, der blev dannet med hjælp fra den russiske præsidents strateger, vil forsøge at styrke de etniske makedoners modstand mod landets vestligt orienterede regering og mod aftalen.

Udover protester bruges “falske nyheder” også intensivt, hvilket gør situationen endnu mere skrøbelig og farligere. I den henseende er disse også målrettede mod etniske albanere, der formelt udgør en fjerdedel af befolkningen. De er interesserede i at løse spørgsmålet om navnet så hurtigt som muligt for at landet kan blive medlem af NATO og EU. Men der er ingen garanti for, at de ikke bliver påvirket af østdagsordenen, hvis formål er at skabe problemer for Vesten ved at fremkalde konflikter på Balkan.

En anden hindring er imidlertid et stabilt flertal i Grækenland, som ved årets udgang skal ratificere aftalen og i sidste ende føre dette mellemstatslige problem ind i historien. Det græske parlament tæller 300 deputerede, hvoraf Tzipras SYRIZA kun har 145. Parlamentsflertallet sikrer otte medlemmer fra partiet “Uafhængige grækere” af forsvarsminister Panos Kamenos, der dog er imod aftalen efter at det er blevet tilladt Skopje at benytte betegnelsen “Makedonien” . Som et alternativ til at yde det nødvendige flertal har Tsipras Kommunistpartiet med 15 deputerede eller det pro-europæiske parti “The River” med seks deputerede, begge i opposition.

Det der er sikkert nu, at Bruxelles og Washingtons embedsmænd vil fortsætte med at være involveret i denne proces og gøre hvad de kan for at aftalen ikke mislykkes. Hvis denne proces fejler, vil også Europa-Kommissionens strategi for Balkan svigte. Hvis løsningen af ​​navnetkvisten mellem Skopje og Athen vil ende som planlagt, vil dette derimod tjene som en succeshistorie for mange strid mellem andre stater på Balkan. Den vil blive præsenteret som en model til løsning af alvorlige problemer mellem Beograd og Pristina eller mellem etniske grupper i Bosnien-Hercegovina. Den kan blive en kilde til en tiltrængt positiv ånd på Balkan.

Xhelal Neziri er journalist og kommentator af politiske forhold på Balkan i radio og tv samt direktør for Centret for undersøgende journalistik i Makedonien SCOOP.