Den polske venstrefløj og parlamentsvalget, svære dilemmaer

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Ved Europaparlamentsvalget optrådte næsten alle de partier, der er i opposition til Polens regerende Lov og Retfærdighedspartiet i en fælles blok kaldt Europæisk Koalition, som opnåede 38 pct. af stemmerne. Kun Biedron’s nye parti ”Forår” (”Wiosna”) var uden for.

Det største parti i koalitionen er Grzegorz Schetyna’s Borgerplatformen. Kunststykket, at samle oppositionen i én blok, bliver med sikkerhed ikke gentaget ved parlamentsvalget her i oktober. Borgerplatformen og Bondepartiet (PSL) har begge valgt at gå til valg selvstændigt i forventning om selv at klare spærregrænsen på 5 pct.

Centrum-venstre partierne er i et anderledes svært dilemma, for uden et opstille i fællesskab er der ikke udsigt til repræsentation i Sejmen. Måske venstresammenslutningen SLD har en chance for at klare de 5 pct., værst er udsigterne for partierne ”Forår” (”Wiosna”) og ”Razem” (Sammen”). De tre venstrepartier er kort sagt bragt i et ”alt eller intet dilemma”. Bliver stemmerne spildt vinder Lov og Retfærdighedspartiet endnu flere pladser i parlamentet, måske det 2/3 flertal som gør det muligt at ændre grundloven.

En del vælgere i opposition til Lov og Retfærdighedspartiet vil måske helt fravælge venstrefløjen. Ved sidste valg i 2015 vandt Lov og Retfærdighedspartiet flertallet netop takket være stemmespild. Der er i de tre partier stemning for at optræde samlet, også andre små centrum-venstre formationer kan komme med, men inden da skal der tages stilling til  meget svære problemer.

Én ikke uvæsentlig forhindring, skriver Ryszard Luczun og Joanna Sawicka i ”Polityka”, er de ideologiske og personmæssige uoverensstemmelser. SLD er et socialdemokratisk ”kommunistisk efterfølgerparti” med rødder tilbage til den kommunistiske periode, ”Razem” og partiets leder Adrian Zandberg derimod har fra start raset mod ”postkommunisterne” i SLD.

Robert Biedron’s parti ”Wiosna” (”Forår”) ser sig selv som et alternativt, progressivt” parti, som et alternativ til alle de ”gamle” partier. Indtil nu har partiet optrådt selvstændigt ved valgene, også ved Europaparlamentsvalget. Men gejsten og vælgerfremgangen er stoppet, så faren for ikke at klare spærregrænsen ved at optræde alene er vokset, derfor interessen for at skabe en indgå en alliance med ”Razem” og SLD.

SLD ville egentlig helst igen optræde fælles med Borgerplatformen, men det er ikke muligt. Ud af Europæisk Koalitions 22 pladser i Europaparlamentet fik SLD de 5, hvilket er en overrepræsentation. De tre venstrepartier er langt fra enige i alle politiske spørgsmål, også det er en hæmsko. Det gælder fx energipolitikken, Razem” går ind for atomkraft, og i spørgsmålet om at yde tilskud til privat sundhedspleje, det går Biedron’s ”Forår” ind for.

Den politiske kultur er i det hele taget meget forskellig i de tre venstrepartier. ”Wiosna” har engageret sig særlig stærkt i kampen for bøssers og lesbiskes (LGBT) rettigheder, men de tre venstrepartier kunne optræde fælles under de demonstrationer, der protesterede mod brutale overfald i forbindelse med LGBT marcherne.

Et stort og kontroversielt spørgsmål er, hvordan de tre partier skal stille op ved valget. ”Razem” og ”Wiosna” går i princippet ind for en partikoalition, hvor hvert parti optræder selvstændigt. Men her er spærregrænsen højere, 8 pct., og det øger risikoen for stemmespild.

Ved forrige valg i 2015 indgik SLD i en centrum-venstre koalition, men den fik 7.5 pct. af stemmerne, ikke nok til at komme i parlamentet. Kort sagt, koalitioner er blevet et traume for partiet. Vælger de tre partier at optræde som et parti og ikke som koalition, må ”Wiosna” og ”Razem” til gengæld opstille deres kandidater på SLDs lister, men hvordan det skal ske konkret er et stort problem.

SLD er pengemæssigt og organisatorisk klart det stærkeste parti med godt 20.000 medlemmer, markant mere end de to andre partiers. SLD er også klart bedst repræsenteret lokalt, i kommuner og regioner.