Den polske venstre-sammenslutning (SLD ) godt repræsenteret i EU parlamentet

Leszek Miller er blevet valgt til EU Parlamentet Foto: Wikimedia Commons

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Venstrefløjen i Polen, repræsenteret ved SLD, har klaret sig skidt i Polen over de sidste år.det nuværende parlament, Sejmen, er partiet end ikke repræsenteret. Ganske som Socialistpartiet (MSZP) i Ungarn begyndte nedturen efter årtusindeskiftet, hvor partiet havde regeringsmagten, men blev ramt hårdt af flere skandalesager.

Både SLD og MSZP er efterfølgerpartier for de kommunistiske partier, kaldt ”postkommunistiske”, efter 1989 blev omdannet til socialdemokratiske og anerkendt som sådanne i EU-systemet. Den daværende partiformand Leszek Miller måtte trække sig fra formandsposten i kølvandet på medieskandalerne.

Partiformand i dag er Wlodzimierz Czarzasty. Partiet har forsøgt at opnå repræsentation via partikoalitioner, og det skete også ved det seneste valg til Europaparlamentet, hvor SLD var en del af Europæisk Koalition (KE), anført af det centrumsøgende Borgerforum, det største af de fire partier i koalitionen.

Det andet venstrefløjsparti ”Sammen” (”Razem”) har ikke ønsket at indgå valgalliance med SLD. Ved Europaparlamentsvalget indgik partiet en koalition med Arbejdets Union (”Unia Praca”), men koaltionen fik blot 1.65 pct. af stemmerne, ikke engang nok til at opnå partitilskud fra staten, det kræver en vælgerandel på mindst 3 pct.

SLD blev i forhold til sit stemmetal godt repræsenteret i Europaparlamentet, fik fem pladser, det samme tal som for fem år tidligere. Blandt de valgte var den forhv. Partiformand Leszek Miller og den forhv. udenrigsminister Wlodzimierz Cimoszewicz. Cimosewicz er blevet kritiseret for sit meget lave personlige engagement i valgkampen i sin valgkreds i Warszawa.

Samlet fik Europæisk Koalition noget skuffende 38 pct. af stemmerne, 7 pct. færre end Lov og Retfærdighedspartiet. Spørgsmålet er, om de andre partier i koalitionen, Borgerplatformen, de Grønne, Bondepartiet PSL og ”Moderne” (”Nowoczesna”) mistede stemmer pga. samarbejdet med ”postkommunisterne”, dvs. SLD.

Borgerplatformen fik to færre valgt ind i Europaparlamentet i forhold til for fem år siden. SLD vil indgå i den socialistiske gruppe i Europaparlamentet, Borgerplatformen og PSL i den kristelig-demokratiske gruppe (EPP), der trods nedgang stadig er den største gruppe.

Partiformanden (Czarzasty) har tilkendegivet, at han personligt ønsker koalitionen mellem anti-PiS partierne fastholdt også ved det kommende parlamentsvalg. Om det ønske bliver indfriet er ikke sikkert. Både det liberale ”Moderne” (”Nowoczesna”) og Bondepartiet (PSL) vakler, helt fra start var der skepsis over for Europæisk Koalition.

Problemet er, at vinderen af en opsplittet opposition vil gavne det regerende Lov og Retfærdighedspartiet, ikke alene på grund af stemmespild, også fordi den eksisterende valgordning favoriserer store partier, der kort sagt får deres mandater billigere, dvs. med færre stemmer end de mindre.

Share This