Ad

Den nationale kulturs genfødsel

Af Peter Tudvad

Debat: Jeg tror, det var hos J.L. Heiberg, jeg engang læste, at Danmark anno dengang ikke havde nogen “national kultur”. Hvad han helt præcist mente med det, gik ikke op for mig, men det indprentede sig i knolden på mig, da jeg havde vænnet denne til netop ikke at tænke nationalt – og derfor til heller ikke at forstå kultur som national. Nogen metropolit eller globetrotter var jeg dog langt fra, da jeg i årevis – fra 1992 til 2005 – ikke overskred det danske kongeriges hellige grænser, men allerhelst blev på den rigtige side af Valby Bakke, da Dronningens København for mig rummede al den kultur, jeg kunne ønske mig: polske, amerikanske, franske film i Grand eller Vester Vov Vov, russiske, tyske og danske skuespil på Gamle, Nye og mange andre scener, italienske operaer, hollandske balletter, ungarske symfonier, spanske malerier osv. Hvor kulturen kom fra, var mig som sådan ligegyldigt, bare den var vedkommende, interessant, gribende, oplysende, meningsfuld, stor, smuk, voldsom, tirrende, pirrende, sublim.

Da jeg kom mig over min fobiske uvilje til at sætte over de danske grænser, flyttede til Tyskland og igen begyndte at rejse, slog det mig, at jeg satte allermest pris på central- og østeuropæiske lande som Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, altså lande, som en liberal og globaliseret vesteuropæer må have det særlig svært med, da de jo er – meget nationale. Det er deres kulturer også, ja, de har netop en national kultur, der gør, at det er til at skelne landene fra alle de andre, der er kommet ind under globaliseringens nådesløse passat. Men Visegrád-landene, som de også kaldes, får dårlig presse i Danmark, Tyskland og andre vesteuropæiske lande, der tilsyneladende har glemt kulturen over politikken. For dem er Ungarn Orban, Polen Kaczyński, Tjekkiet Zeman og Slovakiet Fico. Dem er jeg heller ikke selv begejstret for, men så meget desto mere for de nationale kulturer, de uheldigvis har fået held til at mobilisere i kampen for deres politiske magt.

Her i det tyske forbundsland Sachsen, hvor jeg bor, får jeg ofte af danskere stillet spørgsmålet, hvordan det går til, at også dette land hjemsøges af nationalpopulisme i alle afskygninger: AfD, Pegida, die Identitären, Reichsbürger, Heimatschutz für Meißen og jeg skal komme efter dig. Svaret, jeg giver, er som regel lidt grødet, fordi jeg på den ene side ikke bryder mig om disse bevægelser, men på den anden side også har fået færten af, hvad der giver dem vind i sejlene blandt såkaldt almindelige mennesker. Og det er netop i vid udstrækning en hjemløshed i en globaliseret pseudokultur, hvor man mere eller mindre bevidst længes efter en national kultur. Derfor tror jeg, at man bedre imødegår de nævnte tendenser ved at give de nationale kulturer, hvad der tilkommer dem, end ved omtrent at skandalisere enhver trang til dem som den pureste nazisme.

Selvfølgelig kan en national kultur rumme masser af modsætninger – og har alle dage gjort det, sådan som man eksempelvis så det i tusind års bøhmisk historie, hvor tyskere og tjekker levede side om side i Bøhmen, inden nationalismen blev gjort til en ideologisk strategi. Men det nytter ikke noget at give køb på den nationale kultur for i den globale liberalismes navn at lade markedskræfterne råde uhæmmet over, hvad vi skal bedøves med i den eksistentielle krise, vi er gerådet i. Og derfor tror jeg, at Ulla Terkelsen har ret i sin diagnosticering af “det identitetstab, som globalisering kan medføre, og som nationalstaten kan være med til at bevare.” Måske er det på tide, at andre end populister genopdager nationen og gentænker nationaliteten.

Kommentarer