Den kolde krig i fortid og nutid

 For at forstå baggrunden for konflikten mellem Vesten og Rusland er det nødvendigt at undersøge omstændighederne omkring afslutningen på Den kolde krig.

 Af Thomas Lie Eriksen

Lige siden begyndelsen af den politiske krise mellem Vesten og Rusland i slutningen af 2013 med urolighederne i Ukraine og den efterfølgende russiske annektering af Krim-halvøen er betegnelsen en “ny kold krig” blevet stadig mere udbredt. Det erkendes dog samtidig, at der en verden til forskel mellem dengang Berlin-muren delte kontinentet, og så situation som den foreligger i dag. Alligevel hviler Den kolde krig som en mørk skygge over den nuværende krise i relationen mellem den vestlige verden og Moskva. Det hænger sammen med, at der ikke er enighed om, hvordan perioden 1945-1991 skal fortolkes, og ikke mindst hvad konsekvensen af afslutningen på den storpolitiske kappestrid kom til at betyde.

Historiens afslutning?

Spørgsmålet om hvem der “vandt Den kolde krig” har siden Sovjetunionens opløsning været et centralt, men egentlig ikke særligt omstridt punkt i fortællingen om kampen mellem øst og vest. Kan der overhovedet herske tvivl om svaret? Francis Fukuyamas idepolitiske traktater om Historiens afslutning og det sidste menneske fra 1989/91 efterlader i hvert fald ingen tvivl. Bag sit spændende filosofiske design med udgangspunkt i Hegel og ideen om en fremadskridende udvikling gennem historien, hvor de liberale frihedsprincipper og den kapitalistiske markedsøkonomi står som absolutte vinder, er skrifterne om Historiens afslutning i realiteten en prægnant sejrserklæring. USA og mere generelt den vestlige verden stod som vinder af Den kolde krig, og en meget klar sejr var der tale om. Vesten vandt nemlig ikke kampen mod Sovjetunionen pga. af overlegen teknologi, militær styrke eller et bedre økonomisk system. Grundlæggende vandt Vesten Den kolde krig, fordi vi stod på den “rigtig side af Historien.” Efter en århundreder lang kamp stod et samfundssystem tilbage som sejrherre, og en ny universelhistorisk epoke kunne tage sin begyndelse. Den vestlige verden beherskede Historiens tidehverv, og netop derfor blev sejren over kommunismen af en så overlegen karakter, at man ikke kunne forestille sig, at der ville komme noget efter, og at Historien derfor måtte have nået sit logiske slutpunkt- uden et alternativ til den liberal-demokratiske orden. Fukuyamas tekst er på mange måder indbegrebet af den amerikanske kulturs fiksering på “vindermentalitet.” Kun sejren kan bruges, og nederlag er nærmest skammeligt. Fukuyama opløfter denne kulturforståelse til sit mest potente punkt: Ikke alene er Vesten vinder, men selve verdensånden er på vores side.

I bogen Bag den kolde krigs tåger behandler journalist og Ruslandsekspert Samuel Rachlin spørgsmålet om, hvem der “vandt” Den kolde krig. Det er ifølge Rachlin ikke et enkelt spørgsmål, men når alt skal gøres op, må det erkendes, at det i sidste ende var strukturelle svagheder internt i det sovjetiske system, der førte til det kommunistiske imperiums fald, mere end cowboyhelten Ronald Reagans stærke retorik og Star Wars-våbenprojekt.

Heri er Rachlin på linje med en af Den kolde krigs allerstørste skikkelser, diplomaten, strategen og historikeren George F. Kennan (1904-2005), der i konfliktens tidligere fase var selve inkanationen af styrkeprøven mellem øst og vest. Kennans position blev grundlagt med udgangspunkt i to berømte tekster fra hhv. 1946 og 1947: Det lange telegram og X-artiklen hvori det fastslås, at det er nødvendigt at skabe en politisk og militær inddæmning af Sovjetunionens ekspansive tendenser. Denne teori lagde en betydelig del af fundamentet for amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i begyndelsen af Den kolde krig. Kennan selv fik dog hurtigt kolde fødder og udviklede i 50erne og 60erne en stærkt kritisk tilgang til, hvordan Washington håndterede internationale relationer og mere generelt bedrev diplomati. Kennan understregede, at det primært var ved hjælp af politiske og ikke militære midler, at den sovjetiske trussel bedst kunne håndteres. Samtidig fremgår det af de ovenfor nævnte tekster, at det kun var et spørgsmål om tid, førend interne problemer og selvmodsigelser i det sovjetiske system ville føre til imperiets kollaps.

Det var dog ikke en tilfreds Kennan, der efter opløsningen af Sovjetunionen i 1991 kunne se tilbage på forløbet af Den kolde krig. I et indlæg i The New York Times fra oktober 1992 vendte han sig stærkt mod den opfattelse, at USA og særligt det republikanske parti anført af Reagan vandt den storpolitiske tvekamp, der havde pågået gennem et halvt århundrede. Tanken betegnes faktisk som latterlig. At forestiller sig, at nogen amerikansk administration havde magt til grundlæggende at påvirke den indrepolitiske udvikling i en kæmpestat på den anden side af kloden, er ganske simpelt barnligt. Derimod er der grund til at fokusere på alt det, der blev tabt gennem det 20. århundredes anden halvdel: “Nobody — no country, no party, no person — “won” the cold war. It was a long and costly political rivalry, fueled on both sides by unreal and exaggerated estimates of the intentions and strength of the other party.” Den kolde krigs ophør efterlod Rusland såvel som USA med betydelige sociale, økonomiske og særlig i russernes tilfælde politiske problemer, der udløste det totale kaos i det post-sovjetiske rum op gennem 90erne, og som tillige dannede en væsentlig del af baggrunden for den nuværende konflikt. Der var imidlertid ikke den store interesse for Kennans synspunkter. I slutningen af 90erne advarede den nu stærkt aldrende statsmand mod konsekvenserne af den omfattende udvidelse af NATO, men blev mødt med tavshed.

Historiens spor

Konsekvenserne af, at Rusland i 90erne efter egen opfattelse, men vel også reelt, blev behandlet som tabernation af Vesten i kombination med det statslige sammenbrud, der fandt sted, som betød at store dele af befolkningen kom til at leve i armod, skulle få vidtrækkende implikationer for den videre udvikling af forholdet mellem Moskva og den vestlige verden. Det er blevet hævdet, at Vesten overhovedet ikke behandlede det genopståede Rusland som taber, men nok var mere fokuseret på det øvrige Central- og Østeuropa, hvorfor russiske bekymringer om NATO-udvidelser blev afvist. Hvis det forholder sig sådan, var det i hvert fald ikke en strategisk gennemtænkt plan. Hvis målet igen var at inddæmme Moskva og sikre, at Rusland ikke på ny ville udvikle sig til et sikkerhedspolitisk problem for det øvrige Europa, er strategien i dag fejlet totalt.

Østeuropa og Balkan er på ny i opbrud, og nogle iagttagere er ligefrem af den opfattelse, at det kun er et spørgsmål om tid, førend Rusland for alvor forsøger at genskabe det sovjetiske imperium og den tidligere indflydelsessfære. Dette er nok en hysterisk opfattelse af virkeligheden, men når panikken er så udbredt i flere vestlige hovedstæder, fortæller det en del om, at der næppe eksisterede en samlet og overordnet strategi for udviklingen i den tidligere østblok efter murens fald. Sandsynligvis var der tale om, at ingen havde fantasi til at forestille sig, at Rusland ville genvinde sin styrke med den hast, som tilfældet blev. Derudover forekommer det ikke usandsynligt, at den generelle holdning var, at da Rusland havde “tabt” Den kolde krig, var det ganske enkelt ikke nødvendigt at tage hensyn til Kremls indvendinger. Man kunne havde medlidenhed med russerne og forsøge at hjælpe dem på fode igen, men grundlæggende fortjener taberen ikke respekt, men må som Tyskland efter Anden Verdenskrig affinde sig med rollen som besejret nation og få det bedste ud af situation.

Hvis ovenstående tolkning virkelig repræsenterer en udbredt holdning i den vestlige verden i 90erne, var der i bedste fald tale om en meget naiv tilgang til den realpolitiske virkelighed og Ruslands historiske situation. Set fra Moskva kunne hele forløbet nemlig opfattes ganske anderledes. Igennem sin lange og tumultariske historie er den russiske stat og det russiske imperium kollapset med en regelmæssighed, der får fortællingen om det russiske folk til at fremstå nærmest cyklisk i sin struktur. Det hele begyndte med Kijev-riget, som var den første større slaviske statsdannelse, der opstod i løbet af 800-tallet, og som udviklede sig til et stort handels-imperium. I midten af 1200-tallet blev Kijev-imperiet imidlertid overløbet af Djengis Khans stormtropper, og en mongolsk besættelse af det russiske sprogområde blev indledt og varede frem til slutningen af 1300-tallet, hvor Moskva, efter et kort mellemspil, trak sig sejrrig ud af kampen mod de øvrige russiske fyrstendømmer og grundlagde den første samlede russiske stat. Denne første russiske statsdannelse bestod indtil slutningen af 1500-tallet, hvor den såkaldte “urolighedstid” tog sin begyndelse. Denne krisetid fandt sin afslutning med Mikhail Romanovs tronbestigelse i 1613, og Romanov-dynastiet, som blev skaberne af det egentlige russiske imperium, bevarede magten frem til revolutionen i 1917, hvorefter det kommunistiske imperium blev grundlagt og bestod frem til 1991. Denne konstante cyklus af opståede og kollapsede statsdannelser og imperier skaber en kontinuitet i russisk historie, der i kombination med de grundlæggende geopolitiske udfordringer betegner en form for rytme gennem historien, hvilket fik Henry Kissinger til i sit seneste værk: World Order at konstatere: “From Peter the Great to Vladimir Putin circumstances have changed, but the rhythm has remained extraordinarily consistent.”

Historiens cirkler

Denne konstante rytme eller cyklus medfører, at for russerne må nederlaget i Den kolde krig tage sig anderledes ud end for den vestlige bevidsthed. Enhver russer med en udviklet historisk sans, og en sådan er Vladimir Vladimirovitj Putin fuldt ud i besiddelse af, kan i hvert fald nemt forfalde til at betragte Den kolde krigs afslutning og Sovjetunionens opløsning som blot endnu en etape i den evige fortælling om de russiske rigers storhed og fald. Hermed er der heller ikke grund til at betragte “nederlaget” i Den kolde krig som definitivt og endegyldigt. Anskuet på denne måde nærmer vi os måske en mere grundlæggende forklaring på den evige uenighed og mistænksomhed mellem Moskva og Vesten.

Befinder vi os igen i en ny udgave af Den kolde krig? For så vidt som der består en alvorlig politisk konflikt mellem Vesten og Rusland, og så længe denne ikke udvikler sig til en egentlig militær konfrontation, er det naturligvis ikke forkert at benytte betegnelsen en “kold krig”. Den nye runde i det evige opgør mellem Moskva og Vesten kan dog ikke uden videre sammenlignes med den første kolde krig og ikke kun pga. af den manglende ideologiske dimension ved det nuværende opgør. Og dog er der klare sammenhænge mellem Den kolde krig og konflikten, som den udspiller sig nu, men sådan forholdt det sig også i tiden før 1945. De foregående århundreders konflikter mellem Rusland og Vesten dannede et naturligt udgangspunkt for opgøret mellem 1945-1991. Fra begyndelsen af Ruslands statslige eksistens herskede der konflikt og mistænksomhed i relationen til den vestlige verden, en mistænksomhed der går begge veje, og som aldrig er forsvundet. I perioder har Moskva fungeret som et stabiliserende politisk element i den europæiske orden og har indtaget sin plads blandt de øvrige stormagter, men forskelligheden bestod, og russerne synes for bestandigt dømt til at spille rollen som Europas “anden” – barberen i spejlet, som det er blevet formuleret. Historien vil aldrig finde sin afslutning, eller den vil i hvert fald altid konstant begynde forfra. Det storpolitiske spil slutter aldrig, men nye aktører kommer til. Men hvis Historien ikke slutter, kan den så overvindes? Imellem Vesten og Rusland løber en voldsom og omskiftelig historie, der synes umulig at forsone, og vi synes netop dømt til evig konflikt. Historiske oplevelser og fordomme er dybt rodfæstet i mennesker og stater, og er ikke noget, der kan overkommes fra den ene dag til den anden. Selv ikke med kapaciteter som Kennan, der kunne analysere og forklare russernes adfærd, kunne Den kolde krigs forløb og udvikling undgås. Måske er kold krig og en nogenlunde stabil politisk relation (helst mere stabil end i øjeblikket) det bedste, vi kan håbe på i vores forhold til Rusland. Venner bliver vi nok aldrig, men netop derfor må opgaven bestå i at begrænse fjendskabet og mindske skadevirkningerne heraf.