Den diplomatiske hårknude

Med fornyede kamphandlinger i Østukraine er det storpolitiske problem, der har martret den vestlige verden siden slutningen af 2013, på ny rykket frem i forreste række

 Af Thomas Lie Eriksen

Den internationale situation er dog fundamentalt anderledes end ved konfliktens udbrud. Det “ukrainske spørgsmål” er langt fra det mest presserende på den internationale dagsorden, hvilket måske er baggrunden for konfliktens genopblussen.

Samtidig er krisen betydningsfuld nok til at forhindre en egentlig tilnærmelse mellem Vesten og Rusland, og dermed bidrager den til at afspore en vigtig dialog om globale konflikter, som på afgørende vis kan præge den nye verdensorden, som i øjeblikket er under fuld udvikling.

Alt i mens fortsætter debatten om skyld og ansvar for den ukrainske tragedie. Senest har Flemming Rose i Weekendavisen og Politiken plæderet for et mere nuanceret syn på Rusland og understreget behovet for en dybere forståelse af baggrunden for Moskvas handlinger. Man kan ikke se bort fra Ruslands historiske erfaringer og landets følelse af at være blevet ydmyget af den vestlige verden. 90ernes kaotiske tilstand i russisk politik spiller også en rolle.

Ruslandseksperterne Samuel Rachlin og Mette Skak argumenterer for, at der ikke er nogen undskyldning for Kremls aggressive fremfærd mod nabostaterne eller forsøg på at underminere de demokratiske processer i flere vestlige lande. Hverken historiske oplevelser eller selvskabte fjendebilleder efter Sovjetunionens opløsning kan retfærdiggøre en militant stormagtspolitik.

Såfremt dialogen med Moskva skal genoptages, hvilket er meget ønskeligt, skal den såkaldte Minsk-aftale fuldt ud implementeres, og Krim skal genoverdrages til Kijevs kontrol. Kontroversen om Rusland som genopstående stormagt og om nyere tids mest alvorlige sikkerhedspolitiske situation i Europa er fascinerende og vil utvivlsomt holde historikere beskæftigede med at urede de komplicerede omstændigheder mange år frem, men i den nuværende meget alvorlige situation, hvor konflikten fortsat pågår for fuld styrke, er det måske på tide at flytte fokus fra den ophedede debat om forbrydelse og straf og i stedet betragte situation, som den foreligger.

De faktiske forhold

Det er stærkt opmuntrende, at selv meget Ruslands-kritiske røster ønsker at indgå i en dialog med Moskva i et forsøg på at finde løsninger på de alvorlige sikkerhedsproblemer, der nu konfronterer Vesten såvel som Rusland. Desværre er præmissen for den ønskede dialog falsk. Som omtalt ovenfor kan en dialog først påbegyndes, når Moskva opgiver kontrollen over Krim samt standser støtten til separatisterne i Østukraine. Det står imidlertid klart, at man så ikke ønsker hverken dialog eller forhandling.

Det må anses for endog meget usandsynligt, at Rusland vil tilbagelevere Krim til Ukraine, man fristes til at sige: før helvede fryser til. Ligeledes forekommer det heller ikke videre plausibelt, at Moskva pludselig vil stoppe med at understøtte det østukrainske oprør. Om russerne agerer defensivt, eller om Kreml på ny er i færd med imperieopbygning, eller hvilke andre motiver man vil lægge til grund, står det klart, at i Ukraine står Rusland fast.

Ved således at opstille som betingelse, at Moskva fuldstændig skal opgive, hvad der i russisk optik opfattes som en vital national interesse, vælger man aktivt konflikten til. Den nytiltrådte amerikanske administration har ligeledes udtalt, at før der kan komme fremdrift i Ukraine-konflikten, skal Krim genoverdrages. Hermed kan den af nogle frygtede normalisering af den russisk-amerikanske relation synes langt væk.

Her vil en del sikkert indvende, at det er Moskva, der aktivt vælger konflikten med Vesten, og at de modforholdsregler, der er taget, er nødvendige for at beskytte Ukraine og det øvrige Østeuropa. Endvidere kan der peges på, at Rusland klart har forbrudt sig mod det Budapest-memorandum fra 1994, der garanterede Ukraines territoriale integritet, mod at Kijev overdrog sine atomvåben til Rusland.

Nu var Budapest-memorandummet ikke en formel traktat, men en diplomatisk aftale. Ikke desto mindre er det klart, at russernes handlinger er et alvorligt brud mod aftalens ånd. Imidlertid synes løsningen enkel: aftalens øvrige garantimagter – USA og Storbritannien – må naturligvis håndhæve aftalens bestemmelser, og det vil i sidste ende kunne betyde åben krig mod Moskva, men det er der vist så alligevel ikke den store lyst til.  Igen uanset Ruslands motiver, hvilken tolkning man vil lægge ned over konflikten, er ” The facts on the ground” som de nu engang er. Det er udgangspunktet, og herudfra må løsningsforslag formuleres.

Vejen frem      

I stedet for at bruge alt det retoriske krudt på en spændende, men uhyre vanskelig debat om skyld og ansvar, forekommer det mere konstruktivt, at energien bliver brugt på at formulere løsningsforslag, der tager udgangspunkt i den konkrete virkelighed. Her står det klart, at der er behov for en ny “østpolitik” med inspiration fra Willy Brandts (1913-1992) og Egon Bahrs (1922-2015) banebrydende åbning mod østblokken fra slutningen af 1960erne.

Først og fremmest er der behov for at adskille konfliktens forskellige elementer fra hinanden. Spørgsmålet om Krim må behandles ud fra samme vinkel, som Vesttyskland behandlede DDR efter Willy Brandts magtovertagelse. Det vil sige en de facto, men ikke de jure, anerkendelse af, at Krim er under russisk kontrol, og at denne situation næppe vil ændre sig foreløbig, hvis nogensinde. Symbolske sanktioner skal fortsat opretholdes for at markere Vestens principielle syn på halvøens politiske status. Derudover skal vi fra vestligt hold forsøge at skabe en dialog med Moskva med henblik på beskyttelse af Krim-tatarerne, hvis situation i øjeblikket fremstår meget vanskelig.

I forhold til det øvrige Østukraine er situationen meget fastlåst. Målet må være, at Kijev får formel kontrol over hele sit territorium, minus Krim, men samtidig må det sikres, at de oprørskontrollerede områder i Donbass får udstrakt selvstyre, således at de kan bevare tætte økonomiske, politiske og kulturelle bånd til Moskva.

I det hele taget bør der måske ske en yderligere regionalisering af den ukrainske stat og skabes en ordning, enten gennem forfatningen eller på anden vis, der sikrer, at beslutninger, der vedrører medlemskab af alliancer og internationale organisationer, ikke uden videre kan finde sted. En form for veto-ordning er muligvis nødvendig. Dette ikke kun af hensyn til Rusland, men i lige så høj grad af hensyn til den ukrainske stat for at forhindre en dyb og ødelæggende polarisering i dele af befolkningen og en permanent ustabilitet i samfundet, der vil blokere for den nødvendige politiske udvikling.

Mange vil sikkert indvende, at ovenstående løsning (som efterhånden er foreslået mange gange) er håbløs og et forræderi mod Ukraine, fordi Rusland så på mange områder vil havde “vundet konflikten,” og den vestlige demokrati-model vil blive påført endnu et nederlag. Hertil må det bemærkes, at konflikten om Ukraine har udviklet sig til en bekostelig affære for Moskva økonomisk, politisk og menneskeligt. Sanktionspolitikken vil aldrig blive det middel, der knækker russerne og dermed løser konflikten, men det har påført den skrøbelig russiske økonomi yderligere slag.

Ruslands politiske image, som Putin og den øvrige topledelse arbejdede hårdt på at forbedre i årene op til konfliktens udbrud, led som følge heraf et alvorligt knæk, i hvert fald i den vestlige verden og betød, at det stort anlagte Vinter-OL i Sotji blev en PR-mæssig fiasko. Endelig må det formodes, at det russiske militær har lidt tab i forbindelse med dets støtte til oprørerne i Donbass.

Ovenstående taget i betragtning kan det være svært at se, præcis hvordan Moskva vil fremstå som vinder af konflikten. Det er nok mere et spørgsmål om, at russerne er villige til at betale en væsentlig højere pris for at beskytte deres interesser i Ukraine end den vestlige verden.

Problemet med at fortsætte den hidtidige politik med sanktioner over for Kreml er, at det ikke kun er russerne, der bliver straffet. Russiske modforanstaltninger betyder, at også Vesten og især Europa bliver ramt økonomisk, og med tanke på den europæiske, særligt sydeuropæiske økonomis tilstand, er det ikke ganske ukritisk for Europa som helhed at undvære de økonomiske relationer med Moskva.

På et mere grundlæggende niveau lider civilbefolkningen i Donbass naturligvis voldsomt under de fortsatte krigshandlinger, som ikke definitivt vil ophøre, før end en politisk løsning er fundet. Men også Ukraine som helhed lider under konflikten, som umuliggør reelle politiske og økonomiske reformer, samt et opgør med den omfattende korruption.

Undertiden forekommer det, som om nogle iagttagere er af den opfattelse, at vi blot skal vente tålmodigt på, at Rusland med stor sandsynlighed i en ikke alt for fjern fremtid vil kollapse pga. af demografiske og økonomiske problemer, der vil underminere den statslige struktur. At formulere en langsigtet politik ud fra den form for spekulative forudsigelser forekommer ikke videre holdbart, og et forhold synes i hvert fald sikkert: Den ukrainske stat vil kollapse længe før den russiske, såfremt der ikke findes en diplomatisk løsning, hvorved Kijev kan koncentrere sig om indrepolitiske anliggender. Endelig betyder konflikten i Ukraine, at hele den sikkerhedspolitiske orden i Østeuropa og på Balkan er ved at bryde definitivt sammen, hvilket på ingen måde kan være i Washingtons eller Bruxelles interesse. Men så længe konflikten med Rusland pågår, kan den sikkerhedspolitiske orden ikke genoprettes.

Et ofte fremført argument mod en forhandlingsløsning, hvor Moskvas interesser bliver imødekommet, er at ethvert land har ret til at vælge sin egen vej og træffe de beslutninger, det finder mest hensigtsmæssige for statens velfærd, helt uafhængig af, hvad aggressive nabostater eller øvrige stormagter måtte mene herom.

Det er en meget nobel verdensopfattelse, men desværre også en opfattelse af virkeligheden, der kun fungerer i teoriernes og princippernes rene verden. Den konkrete virkelighed er altid meget mudret og besværlig. Politik er det muliges kunst, og det indebærer, at der må indgås smertefulde kompromiser, som tjener en større sag, og i tilfældet Ukraine kunne det meget vel være verdensfreden.

Hvis man absolut ikke kan acceptere nogle former for forhandlinger, der kan opbløde de fornyede uroligheder i Østeuropa, må man drage konsekvensen og i yderste konsekvens anvende magt over for Rusland i forsøget på at bringe konflikten til ophør. Personligt vil jeg anse dette for katastrofalt, men det er dog at foretrække frem for den søvngængeragtige tilgang til konflikten, der foregår i øjeblikket, og som risikerer at kaste Europa ud i ødelæggelse ved et uheld. Her vil det være bedre at konfrontere krisen med åbne øjne.

Den legendariske amerikanske diplomat og Ruslands-ekspert George F. Kennan (1904-2005), der i begyndelsen af Den kolde krig formulerede inddæmningspolitikken over for Sovjetunionen, bliver i dag hyldet fra alle side og fremholdt som et eksempel på, hvorledes man kan håndtere Moskva og standse russernes aggressive udenrigspolitik.

Mindre kendt er det, at Kennan endte med at lægge afstand til sine egne politiske forslag og udviklede en ganske hård kritik af den amerikanske udenrigspolitik. I begyndelsen af 1950erne holdt Kennan således en forelæsningsrække, der blev udgivet i bogform under titlen: American Diplomacy.

Heri advarede han mod en bestemt tendens i amerikanernes tilgang til international politik, som han betegnede: juridisk – moralistisk, det vil sige den holdning, at de fleste konflikter i det internationale system kan løses gennem nogle bredt accepterede moralske og juridiske standarder, der medfører, at traditionelle stormagts-konflikter er noget, der hører fortiden til. Kennan så i denne tilgang den særligt amerikanske oplevelse – historisk, kulturelt og geopolitisk, men betvivlede samtidig, at denne filosofi kunne have relevans for mange andre stater.

I stedet må det erkendes, at internationale relationer grundlæggende består i evige og allestedsnærværende forandringer. Intet i det internationale system, herunder landegrænser, er uforanderligt. Den store statsmand er den, der på den mest nænsomme måde er i stand til at forhindre, at forandringerne kommer ud af kontrol og resulterer i ødelæggende katastrofer. Efter 1945 overtog Europa den ovenfor beskrevne tilgang til international politik, men i en tid, hvor forandringerne i det internationale system for alvor slår igennem med jordskælvsagtig effekt, er det måske på tide at ændre vores perspektiv og her kunne konflikten i Ukraine være en god begyndelse.