Demokratiets ulidelige lethed: “Læg dig fladt ned”, så er alt glemt

Illustration: Nguyen1310

Af Ota Tiefenböck

Debat: Jeg har i sidste uge skrevet et debatindlæg om internetmediet Zetland. Det har frembragt en del læserreaktioner. Blandt andet fra en læser, som mener, at jeg kunnet have skrevet det samme debatindlæg om eksempelvis partiet Alternativet. Det er jeg enig i. Partiet prædiker også for os andre om at holde ferie hjemme i Danmark, men hvad sker der så? Partiets politiske ordfører Carolina Magdalene Maier bliver snuppet i selv at tage på jævnlige udlandsrejser i hele verden. Der er desværre et utal af eksempler på dobbeltmoral og hykleri i Danmark. Og hvad sker der så, hvis man bliver fanget i dobbeltmoral eller hykleri?

Der er to muligheder, enten forsvarer man selv det umulige. Sådan som eksempelvis Zetlands direktør Jakob Moll gjorde. Jo, Zetlands samarbejde med Norwegian er selvopofrelse af egne holdinger og en adel kamp for et godt miljø. Zetlands initiativ er nemlig, som han siger til Journalisten, for ”at brede klimadiskussionen ud til andre end dem, der spiser hirse og holder cykelferie”.

Den anden mulighed er, at man indrømmer dobbeltmoral eller hykleri. Man bliver muligvis hængt ud i medierne og i løbet af nogle få dage er alt glemt. I værste fald så “lægger man sig fladt ned” (et meget moderne udtryk i dagens Danmark). I begge tilfælde fortsætter man om nogen tid ofte bare videre i samme stil.

Det får mig til at tænke på den tjekkiske forfatter Ivan Klima, som jeg flere gange har talt med om disse emner. Ivan Klima behandler moralske dilemmaer i flere af sine bøger (flere udkommet på dansk) og har kæmpet for individets frihed i gennem hele sit liv. Han mener, at totalitære samfund, som i det tidligere kommunistiske Tjekkoslovakiet, alligevel havde en værdi i forhold til frie samfund. Et totalitært samfund tvang nemlig mennesker til at træffe moralske valg og træde i karakter. Vise hvem de er som mennesker og hvilke moralske værdier de står for. At træffe valg under et totalitært styre har nemlig konsekvenser. I et demokratisk samfund, hvor alt er tilladt, har de valg man træffer ofte ikke de store konsekvenser. Alle kan proklamere hvad som helst og pudse sin egen glorie, men ofte gøre noget helt andet, end de siger. I værste fald, så “lægger man sig fladt ned”.

Det er ikke fordi, jeg forsvarer totalitære regimer. Nej, totalitære samfund er modbydelige, men vi skal passe på, at vores frie samfund til sidst ikke bliver så overfladisk, at det helt bliver ligegyldigt, hvad man siger og gør.

Apropos Ivan Klima. Han måtte i løbet af sit liv træffe mange valg. Heriblandt i 1968, da russerne indvaderede Tjekkoslovakiet, hvor han var gæsteprofessor på et amerikansk universitet og med hele sin familie var i USA.  I USA fik han tilbudt en fast stilling på det amerikanske universitet, hvor han var gæsteprofessor, men valgte at rejse hjem til Prag. Velvidende at han vil få problemer med landets kommende styre og blive arbejdsmæssigt degraderet.  Ivan Klima blev degraderet og ernærede sig i flere år som gadefejer i Prags gader og ved andet ufaglært arbejde og måtte frem til 1989 ikke publicere sine bøger.

Share This