Delstatsvalg i NRW – fortsat nedtur for SPD

Søndag går vælgerne til stemmeurnerne i Tysklands største delstat Nordrhein-Westfalen med ca. 18 millioner indbyggere. Valget regnes for den vigtigste indikator for udfaldet af valget til Forbundsdagen i september

Af Michael Skovgaard

Tyskland: En ting står allerede fast. Den siddende rød-grønne koalition anført af Hannelore Kraft (SPD) kan ikke mønstre et flertal efter valget. Seneste målinger tyder på dødt løb mellem SPD og CDU – ca. 32 procent til begge. En voldsom tilbagegang for SPD, som opnåede 39 procent ved valget i 2012.

De Grønne går tilbage til omkring 6-7 procent og nærmer sig i faretruende grad spærregrænsen på 5 procent. Valgets højdespringer ser ud til at blive FDP, som går frem til ca. 13 procent. Partichef Christian Lindner er opstillet her i NRW og kan gå hen og blive den helt store overraskelse. AfD står til omkring 7 procent, men her er det værd at bemærke, at meningsmålinger i forbindelse med valg i andre delstater har været totalt misvisende for AfD, så der kan lure en overraskelse her.

Det giver følgende samarbejdsmuligheder efter valget: Meget afhænger af, om De Grønne bevarer pladsen i Landdagen i Düsseldorf. Hvis de gør, er der i teorien flertal for en Jamaica-koalition sammen med CDU og FDP, men den mulighed har De Grønne afvist på forhånd – dog ikke helt kategorisk.

En anden mulighed er en Ampel-regering bestående af SPD, FDP og De Grønne, men her har FDP-chefen kategorisk afvist at være tredje hjul for at redde den siddende regering.

Ifølge nyhedsmediet RP-online peger flere politiske kommentatorer på en ”groko” – en koalition med SPD og CDU – som det mest sandsynlige udfald. Dog kan kortene blive blandet godt og grundigt, hvis et eller flere af de små partier falder for spærregrænsen på 5 procent. I så fald er der banet vej for en ren koalition med FDP og CDU – de to partichefers foretrukne løsning – eller et samarbejde mellem SPD og FDP. Uanset hvad ser FDP ud til at få en meget afgørende rolle.     

Share This