Decentralisering på ukrainsk

Den østukrainske by Kharkiv Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Decentraliseringsreformen og sammenlægningen af kommuner har været særdeles kaotisk i Ukraine, og kan føre til ulighed mellem kommunerne finansielt og få alvorlige konsekvenser for borgerne. Det konkluderer både Oleksander Kramar (i ”Ukrainian Week”) og Juri Hanuschtscak, Oleksij Syderschuk og Anreas Umland i det tyske ”Ukraine-Analysen”.

Decentralisering har i flere år stået højt på dagsordenen, men har været særlig meget omtalt i vestlige medier, uanset at adskille vestlige institutioner, fx U-LEAD” og DOBRE har støttet reformbestræbelserne.

Allerede i 2009 og senere, i april 2014 blev der udarbejdet koncepter og retningslinjer for større decentralisering. I marts 2017 underskrev præsidenten lov No5520 om ”detaljer for frivillige sammenlægninger af territoriale fællesskaber”.

Problemet har været (og er), at decentralisering har været koblet til ændringer i forfatningen og til indførelse af en særlig status for Donbas-regionen som vedtaget i Minsk II aftalen, der blev indgået af Rusland, Ukraine, Frankrig og Tyskland og som er stadig bindende også for regeringen i Kijev.

Det altoverskyggende problem er den stadig alt for store koncentration af magten centralt og på regions (oblast)-niveau. Det system er nedarvet fra tzar-tiden og fra sovjet-perioden og er ikke let at få ændret, men det er gået hårdt ud over vejbyggeri, sundhed og uddannelse.

Indtil nu er det lykkedes at få gennemført en hel del kommunesammenlægninger gennem frivillige aftaler, i 2017 skal iflg. den nye lov over 60 pct. af de planlagte sammenlægninger være gennemført.

Sammenlægningerne tog for alvor fart fra begyndelsen af 2016. De vil muliggøre lokale valg og fremme oprettelse af nye større enheder. Før det skete havde mere end 6.000 lokale enheder efter planen hver mindre end 3.000 indbyggere, langt fra nok til at finansiere sundhed og skolevæsen og vejbyggeri.

De nye ”sammenlagte territoriale fællesskaber” (ATG) skal efter hensigten have et bedre ressourcegrundlag og frem for alt en større grad af selvfinansiering, men det har været svært at få ført igennem i parlamentet.

Koblingen til selvstyre i Donbas besværliggør yderligere færdiggørelse af reformen, for Minsk II aftalen indeholder bestemmelser om oprettelse af en egen bevæbnet milits og oprettelse af egne forvaltningsenheder, og det er flere partier i parlamentet stærkt skeptiske over for.

Der har også været rettet kritik mod forslaget om at udnævne ”præfekter”, der skal kontrollere at nye lokale myndigheder ikke går for langt. Flere decentraliseringsforslag fra regeringen og præsidenten har derfor ikke kunnet mønstre flertal i parlamentet.

Trods de stadig mange uløste problemer lokalt rangerer befolkningens tillid iflg. flere meningsmålinger til de lokale myndigheder klart højere end til de centrale. En undersøgelse gennemført i 2017 og omtalt i ”Ukraine-analysen” viser således, at 35 pct. har tillid til byrådet og 49 til borgmesteren, men tilliden til regeringen er på 13 pct., til parlamentet 10 pct. og præsidenten 18 pct.

Share This