Ad

De polske fagforeningers tunge arv fra 1989

En kulmine ved Katowice Foto: Chancellery of the President of the Republic of Poland

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: De polske fagforeninger er alvorligt udfordret. Mange af årsager hertil går årtier tilbage, til årene før og efter kommunismens fald. Det skriver Bastian Sendhardt i en analyse for det Bremen-baserede Polen-Analysen (nr.263, 2020). Vi finder adskillige indbyrdes stridende fagforeninger i Polen, en form for ”kompetitiv pluralisme”.

Tre fagforeninger har klart flest medlemmer. Organisationsprocenten er helt nede på blot 13 og alt for få ansatte aflønnes efter overenskomst. Omkring 1.7 mio. er medlemmer af fagforeninger.

Solidaritet har mellem 600 og 800.000 medlemmer. OPZZ blev i 1980erne oprettet af myndighederne som modvægt til Solidaritet og fik opbakning fra myndighederne. I en ret lang periode i 1980erne var Solidaritet forbudt. Efter 1989 havde Solidaritet af forståelige årsager problemer med at acceptere OPZZ’s eksistens, men i 1996 opgav Solidaritet modstanden mod, at OPZZ kunne opnå medlemskab af europæiske sammenslutninger af fagforeninger.

OPZZ har i højere grad end Solidaritet fremstået som en fagforening i traditionel betydning. Politisk har OPZZ efter 1989 været politisk tær på post-kommunistiske venstresammenslutning SLD. OPZZ skønnes at have omkring 440.000 medlemmer. Den tredje større fagforening, Fagforeningsforum, som menes at have 290.000 medlemmer, blev oprettet i 2002 som reaktion på konflikten mellem Solidaritet og OPZZ, forsøger over for befolkningen at fremstå politisk neutralt. Derudover findes der på virksomheder, eksempelvis i kulindustrien, talrige fagforeninger, alene på virksomheden ”Kompania Weglowa” ikke mindre end 177 af slagsen. 

De tre vigtigste fagforeninger

Solidaritet (”Niezalezny Samorzadny Zwiazek Zawodowy ”Solidarnosc”-NSZZ Solidarnosc”)

OPZZ (””Ogolnopolski Zwiazek Zawodowy – OPZZ”)

Fagforeningsforum (”Forum Zwiazków Zawodowych”)

Det skal understreges, at det nøjagtige medlemstal er usikkert. Tallene har skiftet over tid. Fagforeningerne selv er ikke meget for at oplyse om medlemstallet. Der har fra myndighedernes side været stillet krav om mindst 10 ansatte for at oprette fagforeningsmedlemskab på en virksomhed, hvilket uundgåeligt har sænket organisationsprocenten. Kravet om de 10 ansatte er dog blevet afvist via en kendelse fra Forfatningsdomstolen. Men kendelsen har ikke fået organisationsprocenten til at vokse.

Det er klart sværest at få ansatte på små virksomheder til at organisere sig. Arbejdsgiverne er ofte imod det. 40 pct. af alle beskæftigede arbejder på små virksomheder. Kun en fjerdel af dem har aftaler om faste løntariffer. De fleste arbejder under de såkaldte ”skraldespandsoverenskomster”, uden nedskreven ret til ferie og ordnede lønforhold. Organisationsprocenten er klart den største på store virksomheder og gennemsnit den højeste på de offentlige, dvs. statslige og kommunale arbejdspladser.

At dømme efter meningsmålingerne er mange polakker slet ikke klar over, at der findes en fagforening på deres arbejdsplads og forstår ikke deres betydning for dem selv. Tilliden til fagforeningerne har på intet tidspunkt siden 1989 været høj. 

Under regeringerne ledet af Donald Tusk og Borgerplatformen (frem til 2015) blev oprettet en trilateral kommission, et korporativ system for dialog mellem stat, fagforeninger og arbejdsgivere. Regeringerne ledet af Donald Tusk gjorde sig imidlertid grundigt upopulær bl.a. ved (gradvist) at hæve pensionsalderen og indføre mere ”fleksibilitet” på det polske arbejdsmarked. I 2013 ophørte den arbejdsmarkedspolitiske dialog via den trilaterale kommission endegyldigt. De tre store fagforeninger optrådte sammen i kampen mod forslagene om liberalisering af arbejdsmarkedet. Trods lav organisationsprocent har Polen haft talrige strejker, i den henseende minder Polen om Frankrig.

Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) valgsejr i 2015 blev noget af et vendepunkt. Den ny regering indførte en række arbejdsmarkedspolitiske samt sociale tiltag med fx større støtte til børnefamilier (”500+”), lavere pensionsalder og højere mindsteløn. Alt sammen passede fagforeningerne og især Solidaritet godt. Solidaritet er politisk tæt på Lov og Retfærdighedspartiet, stik mod Lech Walesa’s, Solidaritets grundlæggers ønske.

Den nuværende polske regering, ledet af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) har haft særlig store problemer med ansatte i den offentlige sektor, hvor der gentagne gange er udbrudt proteststrejker. Under lærerstrejkerne har de store fagforeninger ikke evnet at optræde fælles, Solidaritet har været mest indstillet på at følge regeringens forhandlingslinje.

Et nyt råd for dialog (RDS) blev oprettet af PiS-regeringen, men det fik ikke den store betydning og blev også kritiseret af Solidaritet. Regeringens forslag om minimumsløn, pensionsalder og støtte til børnefamilier blev lanceret uden forudgående dialog med fagforeningerne. Den stærkt kriseramte kulsektor udgør et helt særligt problem. Lagre af dyrt og usælgeligt kul tårner sig op. Trods indrømmelser fra regeringen side har minearbejderne aktioneret og igangsat talrige protestaktioner og ikke uden held. Oven i det har vi fået COVID-19 pandemien med dybt alvorlige følger for den polske økonomi og i særlig grad for det ellers i forvejen hårdt ramte sundhedsvæsen.