DDR i minder: Os, der blev

Resterne af Berlinmuren Foto: Jurek Durczak

Resterne af Berlinmuren Foto: Jurek Durczak

 

Af Annette Herzog

Annette H.DDR: Jeg blev flov over at se og høre mine flygtede landsmænd på TV dengang i september 1989, når de blev interviewet af ARD eller ZDF. At “fjernskamme” sig, kaldte min ven Helmut det for nyligt. Han havde det på samme måde, sagde han, og jeg er lettet over, at det ikke kun var mig.
Ja, det var vildt. Det var vildt, at der skete noget, det var vildt, at muren havde fået en første revne, og de flygtedes glæde var smittende. De fortalte om detaljerne af deres flugt: enten via en af de vesttyske ambassader i Polen, Ungarn eller Tjekkiet eller over den ungarsk-østriske grænse og så videre til Vesttyskland.

Jeg kunne godt forstå deres eufori over at være fri, over pludselig at være på den anden side. Det, der kom bag på mig, var grundene, de nævnte for deres flugt. Hvorfor snakkede de næsten alle kun om materielle ting? Endelig kunne de købe en rigtig bil, endelig et fornuftigt stereoanlæg, endelig kunne de få de bananer, som man skulle stå i kø efter i DDR. Endelig var de frie, ja, men deres frihed handlede først og fremmest om at få have adgang til de vestlige varer.

Helmstedt grænseåbning Foto: Günter Mach

Helmstedt grænseåbning Foto: Günter Mach

Var det med vilje, at de vesttyske medier interviewede netop den slags flygtninge? Ville de manipulere det indtryk, vesttyskerne fik af os fra DDR? Eller var de overrepræsenteret? Ja, der var mangel på en masse varer,  ja, det var irriterende ikke at kunne få fat i vigtige byggematerialer og reservedele, at skulle bruge en masse tid på og at skulle have kontakter for at skaffe smukke og ofte nødvendige ting. Men det var da ikke det vigtigste, vi var utilfredse med. Eller var det? Var vi fra DDR virkelig sådan?

Jeg spurgte Helmut, og han bekræftede min hypotese. Vi, alle dem, der havde lyst til at forandre noget i DDR, blev, fordi vi kunne mærke, at noget var ved at ske. Og jeg er glad for det, for det halve år, der fulgte, var den vildeste tid i mit liv.

Jeg er glad for at have oplevet, hvilken magt masserne kan have, når de holder sammen. Alt var pludselig muligt. Befolkningen var ikke tilfreds med DDR-regeringens første spæde reformforsøg – og tvang den til at komme med bedre forslag. Vi holdt op med at sende vores børn i skole om lørdagen – og lørdage blev skolefrie.

Vores gruppe i protestorganisationen Neues Forum krævede penge og lokaler af byrådet for at starte Østberlins første private børnehave – og vi fik dem. Efter Berlinmurens fald blev Det Runde Bord oprettet for at drøfte reformer og DDR’s fremtid –  og – helt uhørt! – pludselig havde de små, nye protestorganisationer lige så meget indflydelse som de gamle, store partier.

Hverken før eller siden har jeg oplevet sådan en styrke, sådan en vilje og tillid til at kunne forandre noget, sådan en opbrudsstemning. Og sådan en angst, myndigheder kan have. Vi krævede og fik, fordi de var bange. De frygtede at miste deres magt og deres stillinger. Det var befolkningen, der bestemte. Os, der blev.

Kommentarer