Ad

Dayton-aftalen 25 år efter

Fortiden spøger fortsat i Bosnien-Herzegovinas hovedstad Sarajevo Illustratinsfoto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Bosnien-Herzegovina: For 25 år siden blev Dayton-aftalen, fredsaftalen for Bosnien underskrevet på en militærbase i Ohio,. Det skete på amerikansk initiativ. Som sagt af Nedim Dervisbegovic i ”Balkan Insight” (2.11.20), med Dayton-aftalen hørte krigen i Bosnien op, men efterlod et splittet og opdelt land. De mange forsøg på at overvinde de interne problemer løb ud i sandet.

Jubilæet bliver også markeret i Danmark, hvor der i december afholdes en konference med deltagelse af den danske og bosniske udenrigsminister og med en debat om, hvordan det nuværende dødvande kan brydes.

Det helt grundlæggende problem var – og er stadig-, at de centrale institutioner er for svage. Bosnien har et roterende præsidentskab med en tredeling af magten, mellem bosniakker, serbere og kroater. Det har fx ikke været muligt at få oprettet et fælles militær. Det har heller ikke været muligt at få vedtaget en ny forfatning, måske det heller ikke er nødvendigt. Altafgørende er, om den politiske vilje er til stede, og det har den ikke været indtil nu.

Kritikerne siger, ikke med urette, at Dayton aftalen er blevet udnyttet af nationalister, og at den derfor skal justeres og ændres, hvis Bosnien inden for overskuelig tid skal have udsigt til medlemskab af EU og NATO.

Bosnien har allerede ansøgt om EU-medlemskab. Over årene har tre partier, Partiet for Demokratisk Aktion (SDA), Den Kroatiske Demokratiske Union (HDZ) og Alliancen af Uafhængige Socialdemokrater (SNSD) domineret bosnisk politik. SNDS’s leder Milorad Dodik, serbisk nationalist, har ført sin egen linje og talt om løsrivelse. Serbien indtager en nøgleposition, men er fanget i et dilemma, ganske som i tilfældet Kosovo.

Støtte til Republika Srpska, sådan som ønsket af Dodik, vil gøre en tilnærmelse til og medlemskab af EU helt umulig. Men helt at bryde med Dodik er også svært. Hertil kommer, at de bosniske kroater også har deres helt egne ambitioner. De deler magten med bosniakkerne i det der kaldes en ”føderation”, men ønsker at udgøre en særlig enhed. Bosniakkerne og ikke-nationalistiske partier ønsker ikke Bosnien opbygget efter etniske, men ”civic” kriterier.

I starten af 1990erne var bosniakkerne skeptiske over for opløsningen af Jugoslavien. De frygtede med god grund at blive fanget mellem serbiske og kroatiske nationalister. Som sagt af EU’s udsending, slovakken Miroslav Lajcak, må Bosnien nødvendigvis opbygges ”civic”, dvs. efter ikke-etniske kriterier, hvis staten skal fungere, og Bosnien inden for overskuelig tid skal have udsigt til medlemskab af EU.

EU har været aktivt til stede i Bosnien, men har ikke evnet at låse den fastlåste situationen op. EU’s økonomiske støtte er i virkeligheden i meget høj grad blevet brugt til at understøtte den herskende elite og politisk status quo. Som meget rigtigt sagt af Balkan-eksperterne, Kurt Bassuener og Senata Sabic er den bosniske befolkning reelt EU’s eneste partner. Forandring og nationsopbygning og etablering af funktionelle institutioner skal nødvendigvis ske nede fra. Om det kan ske, er usikkert.