Dansk virksomhed kritiseres for at udnytte russisk succes, virksomhedens direktør afviser kritikken

Illustrationsbillde: Pixabay

Den danske virksomhed 3D Printhuset iværksatte i september et projekt, hvor virksomheden efter eget udsagn 3D printer “Europas første 3D printede hus”. Det sker til trods for, at to russiske virksomheder har 3D printet et hus længe før Printhusets. Men Rusland er ikke en del af Europa, mener 3D Printhusets direktør

Af Ota Tiefenböck

Danmark/Rusland: I september i år meddelte den danske virksomhed 3D Printhuset, at den havde igangsat printning af ”Europas første 3D printede bygning.” Det skete med en særlig 3D printer, som virksomheden efter eget udsagn selv har udviklet. De danske medier og en del fine gæster, var til stede i Nordhavn i København, da projektet den 11. september blev sat i gang. Begivenheden fik en stor medieomtale. DR, TV2, mange større danske dagblade og flere udenlandske medier beskrev projektet.

Der er blot et problem: 3D Printhusets initiativ og den pressemeddelelse, medierne tog for at være baseret på fakta, indeholder upræcise oplysninger. 3D Printhuset er ikke i gang med at opføre Europas første 3D printede hus. Der blev nemlig 3D printet to huse i Rusland længe før 3D Printhusets hus i København.

Er Rusland Europa?

Michael Andersen er ingeniør og følger udviklingen i 3D printning nøje. Han har selv konstrueret og udviklet flere 3D plast-printere på hobby basis. Han forstår russisk og følger de russiske teknologimedier ugentligt. Han afviser, at 3D Printhusets kontorbygning i Nordhavn er det første hus i Europa, opført ved hjælp af 3D print.

“Den russiske virksomhed Apis-Cor printede allerede sidste vinter en lille 50m2 kontorbygning i løbet af 48 timer, i byen Stupino nær Moskva. Virksomhedens video gik viralt, og fik meget stor mediebevågenhed verden over. Tilbage i december måned 2015, blev ydervæggene på en 165m2 stor villa printet af virksomheden Spetsavia i byen Jaroslavl. En familie er allerede være flyttet ind i den nu fulgt beboelige 3D printede villa. Begge huse befinder sig i den europæiske del af Rusland. Huset i København kan derfor selv med en rigtig god vilje ikke betegnes som det første i Europa, siger Michael Andersen.

De to russisk-printede huse er heller ikke ukendte for 3D Printhuset, men Rusland er ikke en del af Europa, mener 3D Printhusets administrerende direktør Henrik Lund-Nielsen. Virksomhedens 3D printede hus er derfor “det første 3D printede hus i Europa”, holder fast Henrik Lund-Nielsen.

“I internationale sammenhænge regner man ikke Rusland for en del af Europa. I en snæver geografisk betegnelse er Rusland en del af Europa, men rent politisk er Rusland ikke en del af Europa. Vi gør som alle andre, bruger den internationalt anerkendte betegnelse af Europa, fortæller Henrik Lund-Nielsen.

Henrik Lund-Nielsen peger endvidere på russiske standarder for byggeri, som efter hans opfattelse ikke kan måles med de europæiske. Disse giver ifølge Henrik Lund-Nielsen endnu mere berettigelse til at bruge udtrykket “det første 3D printede hus i Europa”.

Michael Andersen er uenig. Europæiske standarder burde ikke være vigtige i denne sammenhæng. Han nedtoner endvidere, at forskellene mellem europæiske og russiske standarder er så store, at de har en betydning for byggeriet.

“Russerne har ikke så skrappe krav til eksempelvis isolering som vi har. Men det russiske byggekodeks GOST-SNiP, er ikke så slapt igen, i hvert fald ikke på papiret. Men der kan jo være stor forskel på teori og praksis i Rusland, og byggesektoren er gennemsyret af korruption.” mener Michael Andersen.

En printer købt i Rusland

Michael Andersen sætter ligeledes spørgsmålstegn ved, hvorvidt virksomheden har udviklet den printer, der bliver brugt ved opførelsen af huset.

“Jeg har længe fulgt udviklingen i Rusland. Russiske virksomheder er formentlig verdensførende inden for den nye 3D bygnings-print teknologi, så da 3D Printhuset præsenterede deres printer, tænkte jeg, “Det var satans, har vi virkelig overhalet russerne inden om? Jeg kendte kun virksomheden 3D Printhuset, som en forhandler af almindelige 3D printere, så jeg var ganske overrasket,” fortæller Michael Andersen og fortsætter:

“Jeg begyndte at nærstudere 3D Printhusets videoer og pludselig slog det mig! Printeren mindede mig om et eller andet jeg havde set før. Jeg kontaktede min ingeniør-ven, Alexander i Rusland, som også interesserer sig for 3D print og spurgte, om han kendte noget til det. Naturligvis. Printhusets printer var udviklet og produceret hos virksomheden Spetsavia, i byen Jaroslavl, fortæller Michael Andersen.

Michael Andersens opdagelse bekræfter pressemeddelelser udsendt af Spetsavia den 13. og 14. september.  Her omtaler virksomheden Printhusets projekt og blandt andet skriver, at “den danske virksomhed 3D Printhuset printer huset ved hjælp af 3D printer, produceret af den russiske virksomhed Spetsavia fra Jaroslavl. Spetsavia skriver endvidere et andet sted på sin hjemmeside, at printeren, model ”S-6044 Long”, er blevet specielt tilpasset ud fra danskernes ønsker, og forsynet med et helt nyt udviklet printhoved, som printer med en bedre kvalitet. Spetsavia oplyser ligeledes, at et team af virksomhedens specialister har endda været med til at installere og idriftsætte printeren i Danmark, tilbage i august måned.

Spetsavia konkluderer således: “Danskerne har købt en god printer, som Spetsavia har lavet specielt til dem. Vi er glade for, at den første russiske printer har fået et nyt hjem hos vores danske partnere og er begyndt sit arbejde.”

Dansk udviklet printer, købt i Rusland

Michael Andersen undrer sig endvidere over den medieomtale 3D Printhusets projekt har fået i Danmark og peger på en general undervurdering af russernes tekniske formåen i Vesteuropa.

“Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har et helt ekstremt ambivalent forhold til Rusland. Jeg har på den ene side sympati for russerne og på den anden side så kan jeg bedst beskrive mit forhold til regimet i Moskva, som noget der minder om et decideret had. Jeg forstår sådan set godt, at et firma som 3D Printhuset ikke vil associeres med et land som Rusland. På den anden side er ethvert samarbejde med Rusland positivt, kulturelt såvel som teknisk, da Rusland under Kreml bliver til stadighed mere og mere sært og ekstremt. Det er bestemt muligt, at 3D Printhuset og deres partnere har arbejdet meget med eksempelvis udvikling af nye betonblandinger og avancerede statiske beregninger af bygningen, men selve printeren tror jeg ikke rigtig på, at de selv har udviklet, som virksomheden hævder i sin pressemeddelelse. Virksomheden hævder, at den selv har udviklet en printer, og har printet Europas første hus, og de fleste danske aviser og DR bare bringer historien uden at undersøge den, siger Michael Andersen.

3D Printhusets pressemeddelelse står i skarp kontrast med oplysningerne fra Spetsavias hjemmeside, som betegner printeren som russiskudviklet og en standard printer tilpasset 3D Printhusets behov, men det afviser Henrik Lund-Nielsen.

“Det er rigtigt, at vi har købt enkelte komponenter hos Spetsavia og vi har da også et udmærket samarbejde med Spetsavia, men vi har videreudviklet deres printer. Det er kun under 25 procent af komponenterne i vores printer, der stammer fra Spetsavia, resten kommer fra Danmark og Tyskland. Deres printer kunne ikke bruges sådan som den var, siger han.

Henrik Lund-Nielsen understreger, at formålet med 3D Printhusets projekt er ikke at sætte fokus på selve printeren, men derimod på selve teknologien ved 3D printede huse. Derfor mener han, at printeren ikke er vigtig i denne sammenhæng.

Hvorvidt Rusland er en del af Europa eller ikke er en del af Europa, kommer formentlig end på, hvem man spørger. Ifølge Gyldendals Den Store Leksikon er der dog ingen tvivl: Rusland ligger delvis i Europa og delvis i Asien, og Europa strækker sig fra Uralbjergene i øst til Atlanterhavet i vest.

Share This