Danmark mellem øst og vest

Den eskalerende krise i det transatlantiske forhold og ikke mindst relationen mellem Berlin og Washington risikerer at placere småstater som Danmark i skudlinjen

 Af Thomas Lie Eriksen

Krisen mellem Tyskland og USA synes kun at forværres for hver dag uden nogen umiddelbar løsning i sigte. Konkret er problemet i øjeblikket russernes angivelige indblanding i præsidentvalget, som har udløst et forslag om nye og strammere sanktioner mod Rusland. Senatet vedtog lovforslaget, mens det i første omgang blev afvist i Repræsentanternes hus. En ny og modificeret udgave af sanktionsforslaget er imidlertid blevet vedtaget i Huset og godkendt i Senatet. Trump har underskrevet lovkomplekset og dermed undladt muligheden for at nedlægge veto, men med de mange anklager om samarbejde mellem Trumps inderkreds og russerne er det ikke overraskende. Præsidenten ville næppe politisk kunne holde til at blokere lovforslaget, selv om det højst sandsynlig vil forhindre den tilnærmelse mellem Moskva og Washington, som er Trumps erklærede mål.

De videre konsekvenser af nye sanktioner mod Rusland risikerer imidlertid at blive meget omfattende. Sanktionspakken tager sigte på at angribe den russiske energisektor ved at ramme virksomheder, herunder europæiske, der samarbejder med Moskva om forskellige projekter. Mest prominent er det såkaldte Nord Stream 2 projekt, som er en gasledning, der skal gå fra Rusland til Tyskland via Østersøen og dermed passere gennem dansk og svensk farvand. Tyske virksomheder har investeret ganske meget i ledningen, der skal sikre stabil og billig gas til den tyske industri. Hele dette erhvervskompleks risikerer nu at blive ramt af de amerikanske sanktioner, hvilket har fået tyske toppolitikere op i det røde felt.

Musen i klemme

Officielt er en del af begrundelsen for det amerikanske tiltag over for Nord Stream 2 projektet at beskytte central- og østeuropæiske stater som Polen, Ukraine og de Baltiske lande mod at blive afhængige af russisk energieksport, som Moskva derefter vil kunne udnytte i politisk øjemed. Tyskerne køber dog ikke denne forklaring fuldt ud og ser tydeligt et forsøg på at fremme amerikanske erhvervsinteresser på bekostning af tysk og europæisk energisikkerhed, en opfattelse der deles af EU-kommissionen, der nu truer Washington med økonomiske modforholdsregler, såfremt sanktionspakken får den endelige godkendelse af Trump. Om kommissionen så for alvor vil kunne foretage sig det store med tanke på modstanden i Polen og Baltikum, er et åbent spørgsmål.

For Danmark er situationen ganske kritisk. En konflikt mellem vores primære sikkerhedspolitiske allierede og den vigtigste økonomiske samhandelspartner er et udenrigspolitisk mareridt, som man skal tilbage til tiden før 1945 for at finde tilsvarende eksempler på. Formelt skal regeringen godkende en russisk ansøgning om at føre gasledningen gennem Østersøen, men eftersom man problemfrit godkendte Nord Stream 1 projektet i 2011, vil det være mærkeligt at bremse det nuværende projekt. Det er selvsagt heller ikke en beslutning, som regeringen ønsker at stå alene med, hvorfor Danmark og Sverige i fællesskab ønsker, at EU-kommissionen skal kunne forhandle med Moskva på vegne af hele unionen. Denne tilgang modsætter Berlin sig imidlertid, den tyske regering forbeholder sig ret til at agere bilateralt i forhold til Rusland. Hermed sidder Danmark fortsat med aben, placeret i skudlinjen fra både Washington og Berlin. Den luksusposition, som dansk udenrigspolitik har befundet sig i siden 1989, hvor vores sikkerheds- og udenrigspolitiske orientering kunne vendes entydigt mod USA, forsvinder nu for øjnene af os, og en grum virkelighed står tilbage.

Efter murens fald er dansk udenrigspolitik blevet stadig mere aktivistisk. Fra neutralitetspolitikken i årtierne op til Første Verdenskrig og frem til 1945 og en stadig stærkere, men dog fortsat forsigtig klart vestorienteret sikkerhedspolitik under Den kolde krig, er udenrigs- og sikkerhedspolitikken især efter at Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, blevet langt mere handlingspræget og ikke mindst langt mere militaristisk, end hvad man havde oplevet i et århundrede. Fogh Rasmussens kongstanke var netop at gøre op med, hvad han opfattede som Danmarks sikkerhedspolitiske svigt i tidligere tider. Der gik således angiveligt en lige linje fra neutralitets- og tilpasningspolitikken efter 1864 over samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrigen og frem til fodnoteperioden under Den kolde krig. I dette tidsrum havde skriftende regeringer klart svigtet i forhold til at stå vagt om demokratiske værdier og normer samt menneskerettighederne og dermed i perioder placeret landet på, hvad man i amerikansk sammenhæng vil kalde “den forkert side af historien”.

Det evige tyske problem

Forudsætningerne for Anders Fogh Rasmussens kritik af en lang og kompliceret periode i dansk udenrigspolitisk historie forekommer imidlertid noget letkøbt. Hvis man ser bort fra Fogh Rasmussens noget primitive historiesyn, er det største problem med angrebet på fortidens toppolitikere og regeringer, at den tidligere statsminister end ikke forsøger at forstå fortiden på dens egne præmisser. Fogh Rasmussen er godt klar over, at man ikke entydigt kan holde rettergang over folk ved Historiens domstol, men da hele kritikken har et klart historisk-politisk formål, nemlig at retfærdiggøre Danmarks deltagelse i Irak-krigen og siden hen den fortsatte aktivistiske udenrigspolitik, står det klart, at den tidligere NATO-generalsekretær ikke har blik for de betydelige forskelle mellem hans egen periode som regeringschef og så tidligere statsministres vanskelige sikkerhedspolitiske position.

I perioden 1864 frem til 1945 var der et problemkompleks, der var totalt styrende for udviklingen af dansk forsvars- og udenrigspolitik: Tyskland og nødvendigheden af konstant at tage hensyn til den store nabo i syd efterlod meget lidt manøvrerum for skiftende regeringer i modsætningen til Fogh Rasmussens periode som statschef, hvor der ikke forelå nogen eksistentiel trussel mod Danmarks sikkerhed, hvorfor det var muligt entydigt at vende opmærksomheden mod Washington og i øvrigt ignorere større nabostater, uanset hvilken politik de måtte vælge at forfølge. I dag synes det tyske problem at være genopstået, dels pga. af Berlins dominerende position inden for EU, dels og langt mere alvorligt, er den stadig voksende konflikt mellem Tyskland og USA med til at underminere hele grundlaget for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Når elefanterne danser  

Der er i dag almindelig enighed om, at den største trussel mod dansk sikkerhed og territorium udgår fra Rusland og Moskvas militarisering af sit nærområde, herunder Østersøen. En langt større trussel kan vise sig at bestå i den stadige splittelse mellem dele af Europa og USA. Danmark forekommer at være dårligt forberedt, hvis en større konfrontation mellem Berlin og Washington skulle opstå. Vi er fanget mellem vores sikkerhedspolitiske orientering og økonomiske interesser. Men værre er den tilsyneladende mangel på en samlet strategi over for Østeuropa, der endnu engang synes at udvikle sig til et højspændingsområde. Taktikken har foreløbig bestået i håbet om en samlet vestlig front over for Moskva, men hvad hvis denne ikke kan opretholdes? Hvordan skal vores relation være til Polen, Baltikum, Rusland og Tyskland? Regeringen ønsker naturligvis ikke at stå alene i et så intenst internationalt miljø, hvorfor man måske vil undersøge mulighederne for et tættere samarbejde med de øvrige skandinaviske lande, men de historiske erfaringer på området er dårlige, og der er nok trods alt for meget, der skiller landende til, at det kan udvikle sig til et reelt alternativ.

Man kan naturligvis håbe på, at konflikten går i sig selv, og det bliver muligt at finde en måde, hvorpå de amerikanske sanktioner kan opretholdes, men hvor man samtidig kan friholde europæiske virksomheder. Dette forekommer imidlertid ikke politisk realistisk, men selv hvis den nuværende konflikt kan løses, er den blot et symptom på nogle grundlæggende strukturelle forhold, som vil fortsætte med at påvirke relation mellem Tyskland og USA i negativ retning.

En ny sikkerhedspolitisk virkelighed er opstået, en virkelighed der i et dansk perspektiv kan forekomme sært velkendt, og hvor der kan blive god brug for at læse op på historien, som forberedelse til morgendagens udfordringer. Man må i hvert fald håbe, at embedsmænd og rådgivere i stats- og udenrigsministeriet gør sig alvorlige overvejelser over Danmarks interesser og placering i en verden, der for hver dag synes at blive stadig farligere. For når elefanterne begynder at danse, risikerer musene at blive trampet ned.