Da Danmark spillede landskampe mod besættelsesmagten
Af sociolog Knud Larsen
Danmark: I disse dage kan man i medierne se og læse om hvordan Rusland i kølvandet på invasionen af Ukraine med rette udelukkes af flere og flere sportsorganisationer fra sportsligt samkvem med andre landes sportsudøvere – ikke mindst indenfor topfolden. Der er således bred konsensus om at politik og fodbold og slet ikke krigsførelse og fodbold bare kan adskilles og betragtes som helt isolerede og selvstændige områder uden indbyrdes sammenhæng og konsekvens. For langt de fleste såkaldt ”almindelige” mennesker og for selv de ellers ret politisk/etisk resistente og enerådige fodboldorganisationer som DBU, UEFA og FIFA er det således indlysende, at der i 2022 trods alt er grænser for hvor neutralt verdens ”fodboldfamilie” kan forholde sig til krig og menneskelig lidelse.
Sådan har det imidlertid langtfra altid været. Selv i et land som Danmark – der i dag er kendt for at holde den moralske fane højt – skal man bare gå tilbage til 2. verdenskrig og en nu næsten glemt historie vi bestemt ikke kan være særlig stolte af, for at finde et eksempel på det stik modsatte.
Danmark blev som bekendt besat af Nazityskland den 9. april 1940, en militær besættelse der kom til at vare hele fem lange år. Spørgsmålet var så om et besat land kunne spille landsholdsfodbold? Og – endnu mere penibelt – om man kunne spille officielle landskampe imod selveste besættelsesmagten? Jo, det kunne man godt, mente DBU dengang. Fodbolden var at betragte som en verden for sig – et rent menneskeligt frirum – og den skulle endelig ikke blandes sammen med nationalstaternes og stormagternes ageren på den politiske og militære scene.
Derfor fandt man det både opportunt og naturligt at man allerede den 17. november 1940, altså godt 7 måneder efter invasionen – som trods alt kostede et mindre antal danske soldater og søfolk livet – stillede op i Hamburg til en såkaldt venskabskamp mod det tyske landshold, hvor 28.000 feststemte tilskuere så tyskerne vinde 1:0 over det danske landshold.
Med som højre wing for Danmark var den senere så velkendte fodboldmæcen, B1903-eren Alex Friedmann, der i årene fra 1937 og frem til 1942 spillede i alt ni landskampe. Han blev dog sat af holdet i den næste kamp imod Nazityskland, der blev spillet i Dresden året efter, da man fra DBU’s side for alt i verden ville undgår at provokere tyskerne eftersom Friedmann var af jødisk afstamning. Af samme grund måtte han i oktober 1943 flygte til Sverige i forbindelse med ”jødeaktionen”, hvor den tyske besættelsesmagt forsøgte at arrestere de danske jøder og deportere dem til en grusom skæbne i de tyske KZ-lejre.
Alex Friedmann blev senere en økonomisk velgører i sværvægtsklassen for Gentofteklubben B1903, da udviklingen af den professionelle divisionsfodbold i Danmark for alvor tog fart i slutningen af 1980-erne og begyndelsen af 1990-erne. Han bidrog også med betydelige beløb da fusionsklubben FCK i 1992 blev dannet som en professionel overbygning på boldklubberne KB og B1903. I et interview i forbindelse hermed, begrundende han sine store donationer til B1903 med, at klubben siden han som dreng begyndte at spille dér, havde været som en anden familie for ham og især fremhævede han det faktum at en række af klubbens medlemmer aktivt havde hjulpet ham og hans familie med at flygte til Sverige og dermed undgå at falde i kløerne på nazisterne.
Selvom det altså endte godt for Alex Friedmann, vil historien om Danmarks fodboldkampe mod den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig for altid været nedfældet i annalerne, og minde sportens øverste organer om hvor nemt det er at komme til at stå på den forkerte side af historiens kridtstreger, hvis man er følgagtig og svigter sit moralske ansvar når det virkelig gælder.