”Cyber hysteri”? En analyse fra Tjekkiet

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Det er ingen hemmelighed, at Rusland er god til ”hacking”. Ironisk nok er den evne udtryk for tilbageståenhed (”backwardness”). For hacking er en ret billig metode og derfor tillokkende for svage stater og egnet til at føre hybridkrig. Det skriver Mark Galeotti, forsker ved Institut for Internationale Relationer (IIR) i Prag i en interessant og interessevækkende analyse.

Går vi tilbage til 1980erne, 1990erne og endda 00`erne var russerne gode til matematik, men ikke til at udnytte den moderne IT teknik. Det er anderledes nu, i hvert fald har russiske hackere udviklet deres egen subkultur.

Galeotti konstatrer, at hackerne er gode til at skaffe sig et forspring over for andre og udnytte andres sårbarhed. Russiske hackeres aktiviteter siger derfor mere om vestlige landes sårbarhed end om Rusland styrke. Russerne bruges for ofte som ”scapegoats”, til at dække over egne fejl. Russerne har ikke været i stand til at bryde noget, der reelt ikke allerede er blevet brudt. Men de er blevet gode til at udnytte de muligheder, der opstår.

Rusland stræber, som USA under Trump, efter at blive ”great again”. Landets økonomiske styrke rækker ikke ret langt, Ruslands samlede økonomi er således ikke større end New Yorks, og landets ”soft power” er næsten ikke-eksisterende. Under den ny ”kolde krig” er det logisk at flytte kamppladsen derover, hvor fjenden er mest sårbar. Målt efter ”cyber capabilities” og evne til at hacke er amerikanerne russerne klart overlegne, men fremgangsmåden benyttes ikke så ofte, da andre metoder lige så gode eller måske bedre. Rusland, siges det også, ved at Vesten, EU og USA, gennemløber en legitimitetskrise, og at EU’s fremtid er usikker.

Hvor meget Rusland reelt var involveret og i stand til at påvirke det amerikanske præsidentvalg er usikkert, under alle omstændigheder havde indblandingen en marginal betydning. Rusland ville gerne svække Hillary Clinton og demokraterne, men den russiske ledelse gik ud fra, at det amerikanske demokrati var (og er) så styret (”managed”), at det at vælte Clinton slet ikke lod sig gøre.

Der er også stor usikkerhed om omfanget af russisk indblanding i den britiske EU-afstemning og det franske og det tyske valg, men alene påstandene om russisk indblanding har gjort de vestlige ledere endnu mere antirussiske. Rusland risikerer derfor et ”strategic defeat”.

Putin har i de vestlige hovedstæder fået en betydning, han ikke fortjener, siges det også i rapporten, det at tro at den gode Putin via hacking kan vælte regeringer og præsidenter blot ved at trykke på en mus på en computer, er naivt. Men det passer måske Putin meget godt, at nogle i Vesten tror det. Putin ved i hvert fald udmærket, at bruges hacking til at ødelægge kraftværker og elforsyning i vestlige lande kan det betyde rigtig krig. Men der kan være pariah-regimer og terrorgrupper, der ikke viger tilbage for den slags angreb.

Cyber-sikkerhed er en vigtig del af et lands forsvar. Udgifterne hertil burde tælles med, når landes bidrag til forsvar skal tælles, fx i de 2 pct. af BNP, som NATO kræver af medlemslandene. Svaret på dokumenterede cyberangreb, slutter rapporten fra IIR, bør ikke være symmetrisk, ”hacking” bør ikke besvares med ”mod-hacking” men med målrettede sanktionere de personer og institutioner der står bag.