Coronavirus: Kroatien vil åbne grænsen for turister

Dubrovniks idyliske havn Foto: Ota Tiefenböck

Af Michael Skovgaard

Kroatien: Indtil videre er grænsen til Kroatien lukket, men landet forventer at åbne for turister i løbet af sommeren. I første omgang bliver der tale om feriegæster fra Tjekkiet, skriver den tyske portal Reisereporter.

Den 19. marts indførte landet indrejseforbud i første omgang frem til 18. maj. Hoteller og restauranter forbliver lukkede indtil da, og den videre færd med hensyn til restriktioner er uklar på nuværende tidspunkt.

Men alligevel satser Kroatien på at gøre landet tilgængeligt for tjekkiske turister i løbet af sommeren, og man har planer om en såkaldt „turisme-korridor“ mellem de to lande. Ifølge turismeminister Gari Cappelli har man allerede drøftet en mulig plan med Tjekkiet.

Den går ud på, at tjekker kun må rejse ind mod forevisning af en attest på, at de ikke er smittet med corona-virus. I så fald vil de få lov til at rejse ind i Kroatien med fly eller bil.

Måske er der også håb for folk fra andre lande, som gerne vil holde sommerferie i Kroatien. Premierminister Andrej Plenkovic meddelte via Twitter, at han har drøftet planer for åbning med kansler Merkel, Østrigs Kanzler Kurz, den slovenske premierminister Janez Jansa og Victor Orbán fra Ungarn.

Kroatien får næppe et nyt rekordår inden for turisme, men da Italien og Spanien næppe når at lukke op i den kommende sæson, kan landet med al sandsynlighed vente heftig aktivitet, hvis den planlagte åbning bliver til virkelighed.

Share This