Cirkus Walesa er overstået

Af Ota Tiefenböck

Debat: Nogle danske medier, langtfra alle, bragte i sidste uge historier om den polske “frihedshelt” Lech Walesa, som besøgte Danmark i forbindelse med åbningen af festivalen Golden Days. Lech Walesa, “den store demokrati helt” mødtes i forbindelse med besøget med blandt andre kronprinsesse Mary, med tidligere udenrigsminister Uffe-Ellemann Jensen og flere andre betydningsfulde personer. Flere danske medier valgte at dække besøget og fejre Walesa, som den store helt og billeder af Lech Walesa, iført sin kostitucja sweatshirt og Bono solbriller, har floreret rundt især på sociale medier. Men hvor stor en helt er Lech Walesa egentlig?  Det kommer naturligvis an på øjnene der ser, og nogles øjne ser tilsyneladende ikke ret meget. Eller ikke ønsker at se ret meget.

Lech Walesa har utvivlsomt haft en vigtig rolle i jerntæppets og murens fald og har af den grund skrevet sig ind i historien. Men skal et menneskes liv og betydning kun bedømmes udfra noget, personen har gjort for mange år siden? Eller handler de menneskelige kvaliteter og værdier mere om, hvordan man opfører sig og hvad man gør hele livet i gennem? Jeg vil mene, at det handler om det sidste. Hvad har Lech Walesa gjort efter de politiske omvæltninger i Polen og hvilken rolle har han på den politiske scene i Polen i dag? Det er straks et spørgsmål, hvis svar er mindre heroisk end Walesas indsats i 1980`erne.

Lech Walesa blev valgt til Polens præsident i 1990 og var på posten indtil 1995. Perioden under Walesas præsidentskab var kendetegnet med jævnlige regeringsudskiftninger, mens præsidenten selv i denne periode ofte blev betegnet, som en person, der hele tiden er utilfreds med et eller andet. Denne periode blev ligeledes kendetegnet af Walesas leflen for både den ene og den anden side af det politiske spektrum i Polen. Formentlig for at pleje sine egne interesser, ikke Polens interesser. Lech Walesa forsøgte at fortsætte på præsidentposten, men tabte præsidentvalget i anden runde til Aleksander Kwasniewski. I året 2000 forsøgte han at generobre præsidentposten, men fik knap en procent af stemmerne. Altså, jeg gentager, under 1 % af stemmerne.

Den store frihedshelt er desuden blevet anklaget for et samarbejde med det polske hemmelige politi. Polske grafologer har fastslået, at agent Bolek, som angiveligt var Walesas dæknavn, var identisk med Walesas underskrift. Hvorvidt det er rigtigt eller ej, bliver formentlig aldrig afklaret, takket være polariseringen af den politiske scene i Polen og den utroværdighed og spil der følger med.

Walesa selv afviser et hvert kendskab til sagen, mens fjenden, formand for det regerende polske parti Jaroslaw Kaczynski og det polske erindringinstitut mener noget andet. Hvad det sande i sagen er, kommer formentlig endnu engang an på øjnene der ser og hvilken side man holder med. Helten forbliver en helt for nogen uanset hvad han har gjort, mens han for andre snarere er en skurk.

Uanset hvad man mener og hvem man holder med i det politiske liv i Polen, har frihedshelten, efter sin store indsats ved væltning af muren i Europa og en fortjent Nobels fredspris, ikke formået at løse Polens problemer. Selvom han havde mange gode muligheder for at gøre det. Han har tværtimod selv været medvirkende til, at Polen fortsat har problemer med demokrati og er så demokratisk umodent, at to politiske holdninger ikke er i stand til at indgå dialog, men kun bekæmper hinanden. Det gælder uanset, hvad der står på den sweatshirt Lech Walesa ifører sig. Der skal nemlig en del mere til end et ord over brystet. 

Share This