Ad

Changing of the Guard: Rusland og den nye sikkerhedspolitiske virkelighed

Kreml Foto: Pavel Kazachkov

Kreml Foto: Pavel Kazachkov

 Med oprettelsen af en ny nationalgarde på op mod 300.000 mand er der for alvor kommet gang i spekulationerne om, hvad der foregår blandt den politiske elite i Kreml, og hvor stabilt styret egentlig er op til Duma-valget i september.

 Af Thomas Lie Eriksen

Thomas LieRusland: Den nye styrke er på mange måder en nyskabelse i russisk sikkerhedspolitik. Først og fremmest fordi den vil stå direkte under præsidentens kontrol og derfor kan opfattes som Putins egen personlige hær, samtidig med at magtkoncentrationen i Kreml øges yderligere.

Nationalgarden vil bl.a. bestå af tropper, der kommer fra indenrigsministeriet, uropolitiet samt fra andre specialenheder. Sigtet med denne styrke er primært, at den skal operere inden for den russiske føderations grænser, hvor dens kerneopgaver bliver: bekæmpelse af terrorisme, efterforskning af narkotikahandel og anden organiseret og grænseoverskridende kriminalitet og endelig opretholdelse af den offentlige ro og orden i tilfælde af massive folkelige optøjer, samt på mistanke om fremmede magters indblanding i interne russiske forhold (læs: forsøg på farvede revolutioner).

Den nye nationalgarde er ikke en militærenhed i klassisk forstand, men må snare opfattes som en paramilitær enhed, der med stor fleksibilitet skal kunne agere på mange fronter på samme tid, og som skal operere i gråzonen mellem traditionelt militær, efterretnings- og politiarbejde.

Oprettelsen af garden har ført til fornyede spekulationer i Vesten om Putins egentlig motiver. Ledelsen af nationalgarden er blevet lagt i hænderne på en af Putins betroede medarbejder den relativt ukendte general Viktor Zolotov, som står direkte til ansvar over for præsidenten, noget af en administrativ nyskabelse i det russiske sikkerhedsapparat. Flere iagttagere tolker det således, at Kreml op til det forestående Duma-valg og på lidt længere sigt – præsidentvalget i 2018 – er usikker på den reelle folkelige opbakning og samtidig frygter vestlig indblanding og forsøg på regimeomvæltning.

At sidstnævnte forhold er en bekymring for inderkredsen omkring Putin står næppe til diskussion, om end den konkrete frygt nok bliver overvurderet i Vesten. Den folkelige opbakning til Putin synes solid, og med de stramninger og lovindgreb mod NGO og udenlandske organisationer, der har fundet sted over de senere år, er muligheden for indblanding udefra blevet væsentlig formindsket.

Det vil under alle omstændigheder være en fejl at tro, at nationalgarden kun er skabt med det formål at fastholde Putin ved magten. Hermed undervurderer man de mange sikkerhedspolitiske udfordringer, som Moskva står overfor – internt såvel som eksternt. Set i det lys udgør den nye garde et redskab, der kan afhjælpe en lang række problemer, som Rusland vil stå overfor i de kommende år.

 

En verden i kaos – set fra Moskva

At betegne klodens almene tilstand som kaotisk synes i disse tider nærmest at være en underdrivelse. Eurasien, verdens på mange måder ubestridte centrum, befinder sig i en transformationsproces af verdenshistoriske dimensioner. I en del af superkontinentet – Mellemøsten – er en total nedsmeltning i gang uden nogen ende i sigte, og uden at et klart resultat af de voldsomme omvæltninger ser ud til at manifestere sig.

I Europa, den gamle Verdens stærke centrum, er en mere fredelig, men dog stadig fremadskridende opløsningsproces under udvikling – eller afvikling alt efter betragtningsmåde. Ligesom med Mellemøsten er det umuligt at sige, hvordan og hvornår den europæiske krise vil finde sin afslutning og med hvilket resultat.

Asien er til gengæld blevet klodens nye dynamiske centrum inden for særligt økonomisk og militær udvikling, og de asiatiske stater fremstår med enkelte undtagelser som nogle af verdens mest stabile. Imidlertid er en tiltagende rivalisering mellem Kina og dets nabostater, samt USA, med til at gøre den sikkerhedspolitiske situation stadig mere usikker, hvilket besværliggør mulighederne for at navigere politisk i regionen.

Midt i dette komplekse system af politiske, historiske og kulturelle forandringer befinder Rusland sig. Verdens største stat og kontinentalmagt med grænse til alle de nævnte områder og regioner, fra Kaliningrad i vest til Vladivostok i øst. Denne geografiske beliggenhed er på samme tid kilden til Ruslands storhed og evige svaghed.

Opgaven med at sikre det enorme territorium kan synes uoverskuelig og har historisk krævet de største ofre. Samtidig medfører den voldsomme geografiske udstrækning, at russerne har adgang til store natur- og energiressourcer samt mulighed for at øve politisk indflydelse over hele Eurasien. Det forhold indebærer i dag, at Moskva har aktier i næsten alle de ovenfor nævnte kriser og konflikter eller forventes at tage aktivt stilling til disse. Det er i denne kontekst, skabelsen af den nye nationalgarde skal ses.

Den største umiddelbare trussel mod russiske interesser udgår ikke fra Vesten, som man ellers nemt kan få indtryk af. Truslen fra vest handler i første omgang om traditionel militær afskrækkelse over for en klart defineret modstander – NATO, og det følger heraf at opgaven på denne front består i en klassisk inddæmning af problemet. Inddæmning betyder i denne sammenhæng, at der sættes en klar grænse for, hvor langt militær infrastruktur kan rykkes mod den russiske grænse samt forsøg på at sikre en form for bufferzone vendt mod den vestlige forsvarsalliance.

Den nye sikkerhedspolitiske virkelighed

Selv om frygten for Vesten og NATO må betragtes som reel blandt den politiske elite i Moskva, står Rusland over for langt mere komplekse og i virkeligheden farligere udfordringer sydfra. Centralasien, Kaukasus og Mellemøsten er de områder, der på kort og mellemlangt sigt præsenterer de største sikkerhedspolitiske opgaver for Moskva.

Terrortruslen, der i disse år skaber så stor frygt i Europa, er ikke mindre aktuel i en russisk virkelighed. Med sit engagement i den syriske borgerkrig, som skal understøtte regimet og præsident al-Assad, er risikoen for terroranslag kun øget, selv om formålet med Syrien-aktionen bl.a. var at forhindre, at Islamisk Stat fik yderligere kontrol med syrisk territorium og derefter kunne begynde at rette opmærksomheden mod det urolige russiske Nordkaukasus.

Den russiske aktion i Syrien er i vid udstrækning lykkedes, idet IS` fremrykning er stadset, og regimets position er blevet stabiliseret. Men hermed er truslen mod den russiske befolkning og territorium ikke afværget fuldstændig. Som det er tilfældet med Europa, hvor der hersker stor frygt for, at der blandt de mange flygtninge og migranter, der har kurs mod kontinentet, skulle befinde sig IS-kriger under dække, er der i Moskva på samme vis frygt for, at IS og andre terrororganisationer vil benytte migranter fra Centralasien, som søger arbejde i Rusland, til at infiltrere det russisk samfund og plante terrorceller. Dette kommer oven i den stor bekymring for, om IS vil lykkes med at rekruttere folk og øve indflydelse blandt Nordkaukasus`forskellige folkeslag, hvorved der på ny kan skabes en eksplosiv konflikt der, vil dræne staten for ressourcer, som det skete med Tjetjenien-krigene i 90erne.

Det er netop med henblik på sådanne scenarier, at den nye nationalgarde er skabt. Hvor traditionelt militær ofte kommer til kort i den nye avancerede form for hybrid-krig, som Islamisk stat og andre aktører har skabt, er formålet med nationalgarden at skabe et redskab, der med stor fleksibilitet og hurtighed skal kunne indsættes på en hvilken som helst front inden for føderationens grænser, og dermed forhåbentlig vil kunne forebygge og forhindre en række konflikter i at udvikle sig til deciderede kriser.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt Putin med den ny styrke har skabt en personlig hær, er der også her flere forskellige faktorer i spil. Først og fremmest er det ikke unaturligt, at præsidenten ønsker en form for personlig kontrol over en så stor ny styrke. Hvis nationalgarden fx stod under indenrigsministeren, ville dette betyde en direkte udfordring til præsidentens magt, og en central del af Putins politiske projekt består netop i en stærk centralisering af magten for herigennem at skabe størst mulig stabilitet for den russiske stat. Om man så er enig i denne fremgangsmåde er en anden sag.

Med til spørgsmålet om nationalgardens kommandostruktur hører også tidligere erfaringer. I forlængelse af Tjetjenien-krigene blev Rusland gennem en årrække ramt af en stribe terroraktioner, anslag der ikke nødvendigvis blev håndteret særlig professionelt af myndighederne. Ved en spektakulær aktion på en skole i Beslan i Nordossetien den 1. september 2004 udviklede en gidseltagning udført af tjetjenske terrorister sig fuldstændig katastrofalt, da sikkerhedsstyrker efter tre dages forgæves forhandlinger indledte et angreb mod terroristerne med det resultat, at 334 gidsler, heraf 186 børn, blev dræbt. En væsentlig del af forklaringen på denne tragedie skal findes i uklare kommandostrukturer og dårlig koordinering sikkerhedsstyrkerne i mellem, hvor ansvaret for befrielsesaktionen var fordelt mellem tre forskellige operative hovedkvarterer. Skulle Rusland som følge af uroligheder i Mellemøsten, Kaukasus eller Centralasien endnu engang blive udsat for terroranslag, vil nationalgarden udgøre et nyttigt værktøj i bestræbelserne på at beskytte befolkning og vigtig infrastruktur.

I en verden, hvor velkendte regler og den overordnende verdensorden undergår voldsomme forandringer, er det nødvendig at gentænke og udvikle nye sikkerhedspolitiske strategier, som kan tilpasses de forskellige udfordringer og trusler, der kan opstå pludseligt. Man må kunne agere i en global virkelighed, hvor der ikke længere findes konstanter. Særligt verdens stormagt må forsøge at indrette sig under disse nye sikkerhedspolitiske realiteter, hvor en blanding af statslige og ikke- statslige aktører vil komme til at udgøre en politisk mosaik, som det vil kræve forskellige handlingsplaner og redskaber at håndtere. Et sådant arbejde tager tid og vil kræve grundig planlægning, når det skal omsættes i praksis. Det er dette arbejde og de medfølgende udfordringer, som Moskva nu begynder at tage livtag med.