Ad

Centraleuropa er ikke anti-europæisk, men derimod kæmper for Europa

Dannelsen af Visegrad gruppen i 1991, præsidenterne Vaclav Havel, Jozsef Antall og Lech Walesa skriver under på aftalen Foto: Péter Antall

Af Andrej Duhan

Debat: Centraleuropa er ikke anti-europæisk eller ønsker at vende tilbage mod øst (Ungarn og Polen er blandt lande med den største opbakning til EU). Centraleuropa ønsker at kæmpe for, hvad det betyder at være Europa. Det er foreløbigt en ulig konflikt. En konflikt med lande, der ikke kun er rigere og mere indflydelsesrige, men også rent historisk symboliserer Vesten.

Landene i Centraleuropa nægter at betragte sig selv som en slags tilhæng, der blindt følger Vesteuropa. De er desuden, set udfra et vesteuropæisk synspunkt, ganske frækt begyndt at præsentere sig selv som et ideologisk alternativ til den tilsyneladende historisk uundgåelige ideologi af den progressive liberalisme. Rent symbolsk begyndte det hele under migrationskrisen i 2015.

På den vesteuropæiske side viste krisen en række bemærkelsesværdige kendsgerninger. Vesteuropa accepterede masseindvandring og manglede vilje til at forsvare egne grænser. Vesteuropa viste en frygt for at skelne mellem indvandrere udfra deres kultur, selvom kulturen er afgørende for deres fremtidige integration. Vesteuropa valgte desuden at prioritere migranternes rettigheder frem for at tage sine borgeres bekymringer alvorligt.

Når man endeligt forsøgte at løse problemet, var det med en monstrøs tværnational teknokratisk løsning i form af kvoter, som skulle håndhæves uanset deres absolutte dysfunktion. Alt dette blev ledsaget med en enorm arrogance og hidtil uset trussel om tilbagetrækning af subsidier, sådan som repræsentanterne for vestlige regeringer truede Centraleuropa med.

Centraleuropas modstand mod masseindvandring og obligatoriske flytningkvoter skyldes det faktum, at demografiske beslutninger, til forskel for eksempelvis skatter, stort set er uforanderlige. De stadig voksende indvandrerbefolkninger i Vesteuropa og den tilsyneladende mangel på assimilering af nogle af dem er en tydelig advarsel for Centraleuropa. Postmoderne vestlige politikeres taler om mangfoldighed, åbenhed og tolerance kan ikke erstatte tabet af den sociale solidaritet og fælles identitet, en følelse af sikkerhed eller følelsen af at være udlænding i sit eget land.

Migrationskrisen var en katalysator for etableringen af ​​Centraleuropa og en kilde til dets selvtillid. V4-landene halter økonomisk bagefter Vesten (af indlysende grunde), men fraværet af store indvandrersamfund er en af de mest håndgribelige fordele Centraleuropa har i forhold til Vesteuropa.

V-4 landes klare og urokkelig standpunkt har derfor sin mening. Det til trods for den generelle narrativ om centraleuropæernes manglende solidaritet og xenofobi, som har ødelagt landenes gode navn. Deres restriktive tilgang til indvandring bliver dog i stigende grad alligevel til en europæisk mainstream.

Tredive år efter kommunismens fald dukker Centraleuropa frem som en særlig enhed, repræsenteret af især V4-landene. Det sker på grund af geopolitik, den historiske udvikling og den nuværende politiske situation. Dynamikken i disse faktorer vil styrke følelsen af ​​specifik identitet og behovet for gensidigt samarbejde i Centraleuropa.

Kommentarer