Bulgarske sæsonarbejdere rejser ud, mens billig arbejdskraft rykker ind

Varna Foto: Harrieta171

Bulgarien: Bulgarske feriesteder mangler arbejdskraft, da mange bulgarere er rejst til Spanien og Grækenland for at arbejde til en højere løn, end de kan få i Bulgarien. Det skaber mangel på arbejdskraft i Bulgarien som er nødt til at importere billig arbejdskraft fra nabolandene Moldova, Ukraine, Makedonien og Hviderusland, skriver Balkan Insight.

Bulgariens ministerium for turisme forventer i år en stigning i turisme med omkring 10 procent, og det betyder, at landets servicesektor kommer til at mangle mellem 15.000-25.000 arbejdere.

Bulgarske myndigheder har derfor lempet reglerne for sæsonarbejdere fra ikke-EU lande og forventer at besætte manglende arbejdspladser med arbejdere fra nabolandene.

Idéen får dog ikke medvind hos landets fagforeninger, som mener, at bulgarske arbejdsgivere skal betale højere lønninger, så bulgarske arbejdere ikke er tvunget til at arbejde i udlandet.

Share This