Bulgarsk profil stopper karriere efter skænderi om hjørnespark

Georgi Peev Foto: Mikhail Slain

Georgi Peev Foto: Mikhail Slain

Den bulgarske fodboldspiller Georgi Peev har lagt fodboldstøvlerne på hylden i en alder af 37, da han ikke længere følte, at hans træner stod bag ham

Af Toke Møller Theilade

Bulgarien: Bulgarske Georgi Peev har længe været et stort navn i bulgarsk såvel som østeuropæisk fodbold, men nu er det slut.

Peev, der til daglig spiller for Amkar Perm i den bedste russiske række, trak sig tilbage i sidste uge efter Amkars pokalsemifinalenederlag til storklubben Zenit Skt. Petersborg. Normalt hænger pensioneringer i den alder sammen med skader, men dette var langt fra tilfældet for Peev. Kampen blev tabt i straffekonkurrence, og her var Peev en af de skytter, der brændte for hjemmeholdet, hvilket efterfølgende udløste et skænderi i mellem ham og klubbens træner Ghadzhi Ghadzhiev i omklædningsrummet.

”Ved slutningen af kampen løb jeg ud for at tage et hjørnespark, fordi det er mit job, og på dette tidspunkt skreg Ghadzhiev, at jeg ikke skulle tage det, men i stedet lade [Georgy red.] Dzhikiya tage det,” fortalte Peev R-Sport dagen efter kampen.

”Fodbold handler om de små ting, og dette var en lille ting, men psykologisk var det et meget vigtigt øjeblik. Det var et minut før kampen sluttede, og det viste, at jeg ikke var værdig til at sparke et hjørnespark eller, at jeg ikke var god til at tage det. I omklædningsrummet efter kampen begyndte han at råbe af mig, og han spurgte, hvorfor jeg ikke gav ham hånden. Jeg sagde: ”Fordi det var din skyld, at jeg brændte mit straffespark, da jeg følte, at du ingen tillid havde til mig.” Han bandede. Det samme gjorde jeg. Det var sådan det startede.”

Dette er ikke første gang i denne sæson, at Ghadziev og Peev har været oppe og skændes, men Peevs udtalelse og pensionering er dog stadig bemærkelsesværdig, i og med han sidste sommer netop forlængede sin kontrakt med Amkar, og dermed droppede sin planlagte pensionering, på grund af sin respekt for Ghadzhiev.

Peev har spillet for Amkar siden 2007. Han har tidligere i karrieren spillet for ukrainske Dinamo Kiev for hvem, han var med til at vinde tre nationale mesterskaber og to pokaltitler. Derudover har han spillet 54 landskampe for Bulgarien, for hvem han deltog ved EM i 2004.

Share This