Brzezinski’s mareridt er blevet en realitet, hvordan skal vi reagere?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Afdøde professor og sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski’s mareridt, en tæt alliance mellem Rusland og Kina rettet mod Vesten, er reelt blevet til virkelighed. Det konstaterer Graham T. Allison og Dmitri K. Simes i en artikel i Wall street Journal, gengivet i det polske ”Gazeta Wyborcza”. Og de to er ikke ”mr. hvem som helst”. Allison er professor i politologi ved Havard Universitet og Simes leder af tænketanken ”The Center for the National Interest”.

USA kan ikke, siger de, bevare sin position som verdens dominerende magt, dersom Rusland og Kina indgår en tæt alliance rettet mod USA. Med andre ord, skal den kinesisk-russiske alliance brydes, må Rusland trækkes væk fra Kina. USA må derfor starte en ”ny åbning” , et nyt ”re-set” i forholdet til Rusland. Ja, USA er tvunget til det. En tæt alliance mellem Rusland og Kina er i betydning meget lig den, der efter krigen blev skabt mellem Sovjetunionen og Mao’s Kina; dog med den forskel, at dengang fra Sovjetunionen den ledende kraft, i dag er det Kina. Kun få har lyttet til Brzezinski’s advarsler, og det vil koste dyrt. Rusland og Kina modsætter sig unipolaritet og vestlig dominans og truslen fra USA

Nu afgåede forsvarsminister Jim Mattis mente, at meningsforskellene mellem Rusland og Kina er for store til, at de to lande kan agere i fællesskab. Den holdning er stadig den fremherskende. Ja, der er forskelle mellem de to lande, konstaterer de to forfattere, men en alliance kan bygge på at ”min fjendes fjende er min ven”, og det er netop tilfældet, når det gælder Kina-Rusland forholdet og forholdet til USA. Historien har før kendt aparte alliancer af den type, Rippentrop-Molotov pagten og senere pagten mellem Vesten og Stalin under kampen mod nazi-Tyskland. Og vi har også set aparte ad hoc alliancer i nyeste tid.

I dag er Vesten i ”krig” med Rusland primært i Ruslands nære udland, fx Ukraine og i Mellemøsten. Obama lagde ikke skjul på sin negative vurdering af Putin. Den holdning er stadig fremherskende blandt Demokraterne i USA. Trump ser Kina som hovedfjenden og har beskyldt Kina for at ”øve vold mod USA”. Dette har bragt Rusland og Kina tættere sammen, skabt et tæt ”komplekst strategisk partnerskab”. De to lande optræder i fællesskab i FN, i BRICS (sammen med Brasilien, Sydafrika og Indien) og i Shanghai samarbejdsorganisationen. Kina og Rusland udvider, trods bureaukratiske barrierer, deres indbyrdes økonomiske samarbejde, og ikke kun på energiområdet men i høj grad også når det gælder militær og forsvar. Rusland er således begyndt at sælge til Kina avancerede våben, fx S-400 antiraketsystemer. De to lande samarbejder også på efterretningsområdet og for at omgå det dollarbaserede internationale betalingssystem, som USA bruger flittigt politisk. Kort sagt, Brzezinski’s ”mareridt” er blevet virkelighed.

For 50 år siden fik udenrigsminister Henry Kissinger og præsident Richard Nixon brudt den sovjetisk-kinesiske alliance. Det medvirkede til at svække Sovjetunionen og bane vej for kommunismen undergang. Kina, ikke USA har lært af historien og inddraget Putins Rusland i den formentlig langvarige konfrontation med USA og kamp mod amerikansk dominans. Hvis Kina vitterlig er USA’s værste fjende, har Washington ikke nogen anden udvej end at bryde det stigende samarbejde mellem Kina og Rusland, ja det bør have højeste prioritet. Det kræver omstilling, og det er svært lige nu, hvor Rusland næsten ses som roden til alt ondt, uanset at Rusland slet ikke har supermagtstatus. Det er jo Kina, ikke Rusland, der vokser og overhaler USA økonomisk. Krustjov troede i sin tid på at Sovjetunionen ville overhale Vesten. Han tog grusomt fejl. Men det vil Kina kunne. 

Spørgsmålet er, om Allison og Simes har ret. Det har de vel, hvis vi, som mange i USA mener, betragter Kina som en fjende nu, hvor landet overhaler os økonomisk. Men er konfrontation med Kina uundgåelig – og eneste udvej? Eller skal vi indrette os på, at magten forskydes fra USA/Europa mod Asien? Meningerne er delte, også i vort eget Danmark, hvor mange politikere og også regeringen ikke længere ser forholdet til Kina som et partnerskab. IT giganten Huawei ses nu som en trussel, ja Zoologisk Have må ikke få foræret pandaer fra Kina! Menneskerettigheder og Tibet bruges som argument, men reelt er der, som hos Trump, tale om frygt for at miste den dominans globalt økonomisk og militært, som i virkeligheden er umulig at (gen)oprette. Det unipolære gen, tesen fra 1989 om historiens død og den fri markedsøkonomi og det liberale demokratis verdensomspændende sejr har stadig godt fat. Og det uanset at truslen mest sker inde fra.