Ad

Brunkul, besværligt at slippe af med, også i Polen

Det polske kulbaserede kraftværk i Belchatow er et af de mest forurenede kraftværker i hele EU Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Alene udvindingen af brunkul svarer til 7 pct. af al den energi, der forbruges i Polen i dag. Det skriver journalist Adam Grzeszak i ugeskriftet ”Polityka” (3. 2020). Og ganske som i Tyskland er der knyttet stærke fagforeningsinteresser til fortsat at bruge kul som energikilde. Flere centrale ministre og politikere, fx de tidligere ministre Beata Szydlo og Antoni Macierewicz, er valgt i valgdistrikter med stor kulproduktion.

Værket Belchatow der kører på brunkul har den tvivlsomme ære at være største forurener i hele Europa, det udleder ikke mindre end 32 mio. tons CO2 om året.

I oktober 2019 besluttede den polske regering fortsat at udvinde kul fra forekomster der skønnes at have en ”strategisk betydning” og uden at følge bestemte fastlagte procedurer. Brunkulsværkerne er placeret i et bælte strækkende sig i det centrale, groft sagt fra Bydgoszcz til syd for Lodz.

Kuludvindingen har også skabt problemer i forholdt til Tjekkiet, der har præsenteret en lang klageliste. Frem for alt klages der over forureningen af luft og af vand. I de officielle planer er der udstedt garanti for fortsat udvinding af brunkul fra selskabet PGE frem til år 2030. Værket Belchatow skal iflg. de nuværende planer kunne producere helt frem til 2037/38.

Selskabet PGE har dog problemer med finansieringen, for lånebehovet er sat til ikke mindre en 17 mia. zloty (ca. 26 mia. danske kr.) eller mere end PGEs samlede værdi på børsen. Redningen for mange af brunkulsværkerne har været store statssubsidier, der for Belchatow værket svarer subsidierne til 7-10 af samtlige indkomster. Så det er svært at opnå lån fra bankerne.

Brunkul er billig at udvinde, men skadelig for miljøet, og der skal betales CO2 afgifter, lige nu 26 euro pr. ton CO2. Tallet vil stige til 40, ja måske 50 euro. Det er desuden for dyrt at transportere kullet over lange afstande. Fortsat udvinding af brunkul har forståelig nok ført til mange protester lokalt. Bedre bliver det ikke af, at der indføres stigende mængder kul fra Rusland af tvivlsom kvalitet.

Grundvandet er truet. I forvejen er forsyningen med vand et meget stort problem i den centrale del af Polen. Lokalstyret i Zloczewa er interesseret i at beholde det brunkulfyrede væk, det skaffer penge, men borgerne er fortvivlede. Tusinder er blevet tvangsforflyttet, brunkullet skal udvindes 340 meter nede eller 170 m under havets overflade. Det store vandforbrug skader drikkevandsforsyningen.

I langtidsplanerne for energi indgår oprettelse af flere atomkraftværker. Fra 2025 skal mulighederne for at subsidiere værker der udsteder mere end 550 kg CO2/MWh ophøre. Det vil uundgåelig nedbringe og udfase produktionen fra kulfyrede værker.

Det er på den baggrund, vi skal se opførelsen af Baltic Pipe ledningen via Danmark til de norske felter i Nordsøen, et projekt der er blevet kaldt økonomisk tvivlsomt. Polen har i årtier importeret gas, olie og kul fra Rusland, men et fælles tysk-projekt som Northstream II er man imod.

Ja, tidligere udenrigsminister Radoslaw Sikorski betegnede projektet som en ny ”Molotov-Ribbentrop pagt”. Under den gamle kolde krig, og ikke alene under Willy Brandt, holdt Europa fast i energisamarbejdet med Sovjetunionen uanset protester fra amerikansk side.

Udbygningen med vedvarende energi halter lige nu efter EU’s planer. De seneste opgørelser viser endda faldende forbrug af vedvarende energi. Det kan betyde yderligere økonomisk straf fra EU.