Ad

Borgerplatformen fylder 20-år

Donald Tusk Foto: Andrzej Barabasz

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: For 24 år siden, helt nøjagtigt den 24. januar, i Olivia Hallen i Gdansk, holdt de ”tre tenorer”, Donald Tusk, Maciej Plazynski og Andrzej Olechowski de taler, der markerede oprettelsen af et helt nyt parti kaldt Borgerplatformen. Plazynski og Tusk var dengang i 40erne, Olechowski et årti ældre. Forinden havde Donald Tusk forladt det liberale Frihedsunionen, en fusion af de to liberale partier KLD og Demokratisk Union. Tusk havde forud forsøgt at vinde formandsposten i et kampvalg med Bronislaw Gemerek, daværende udenrigsminister og tidligere dissident, men tabte.

Maciej Plazynski havde inden oprettelsen af Borgerplatformen forladt centrum-højre alliancen ”Valgaktion Solidaritet (AWS), der havde dannet regering fra 1997 og frem til 2001. Andrzej Olechowski stillede op ved præsidentvalget i 2000, hvor han opnåede en pæn stemmeandel, 17.3 pct. Samarbejdet mellem de tre ”tenorer” blev kort, det var svært at forene den liberale Tusk og den moderat national konservative Plazynski.  Maciej Plazynski var partiets leder, indtil at han trak sig i 2003, forlod partiet og nærmede sig Lech og Jaroslaw Kaczynski’s Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), også oprettet i 2001. Olechowski blev i Borgerplatformen frem til 2009, hvorefter han trak sig. Borgerplatformen under Donald Tusk mindede ham for meget om det gamle liberale Frihedsunionen. 

Året 2001 var omvæltningernes år. AWS gik i opløsning, Frihedsunionen forsvandt og nye partier, frem for alt Borgerplatformen og Lov og Retfærdighedspartiet så dagens lys. Som Janicki fremhæver i sin analyse, nye mere tidssvarende partier så dagens lys efter et årti (1990erne) med proto-partier og koalitioner og ”amatøragtig” og ustabil politik. Både Borgerplatformen og Lov og Retfærdighedspartiet fik ret hurtigt etableret en ret fast organisation og vedtaget politiske programmer, som vælgerne kunne identificere sig med – for eller imod. Sagt med andre ord, de fremstod snart som ”valgmaskiner” og ”marketing partier”, godt hjulpet op af den nye statsstøtte til især de politiske partier, der klarede spærregrænsen ved valgene. Borgerplatformen forsøgte fra start at appellere bredere socialt end de tidligere liberale partier, at agere som et ”catch all” parti, ikke blot at appellere til de vælgere der er bosiddende i store byer, frem for alt Warszawa og Gdansk.

Ved valget i 2001 opnåede Platformen 12.7 pct. af vælgerne, Lov og Retfærdighedspartiet 9.5 pct. Klart største parti blev venstre alliancen SLD ledet af Leszek Miller, der også blev ny regeringschef. Tusk’s drøm var en ny mere bæredygtig centrum-højre partidannelse med bred social appel. Men drømmen var ikke let at omsætte i praksis. Donald Tusk tabte således præsidentvalget i 2005 til Lov og Retfærdighedspartiets (PiS) Lech Kaczynski og kort efter også parlamentsvalget. Men det lykkedes ham at besejre PiS ved valget i 2007 og fastholde regeringsmagten i 8 år, dvs. to valgperioder.

De 8 år var ikke en dans på roser. I 2008, året efter valget, udbrød den globale finanskrise. Her klarede Polen sig dog ganske godt. Partiet var ikke helt fri for skandaler rejst i medierne, fx en sag relateret til hazardspil (”afera hazardowa”). Men det lykkedes Tusk og Borgerplatformen at genvinde regeringsmagten ved valget i 2012. Flykatastrofen ved Smolensk 10. april 2010, hvor bl.a. Lech Kaczynski og hans kone omkom, skabte dybe politiske kløfter. Polsk politik blev snart stærkt polariseret, men Jaroslaw Kaczynski og Lov og Retfærdighedspartiets hårde linje gav ikke resultater politisk, hverken ved præsidentvalget i 2010 eller parlamentsvalget i 2012. 

Efter valget i 2012 gik det støt ned ad bakke for Borgerplatformen. De politiske visioner og appeller forsvandt. Det kneb med partisammenholdet, regeringen førte kortsigtet ”dag til dag” politik. Der udspandt sig en magtkamp i partiet mellem Donald Tusk og Grzegorz Schetyna, der overtog formandsposten. I 2014 forlod Donald Tusk Polen for at indtage posten som EU-præsident. Ministerpræsidentposten blev overtaget af Ewa Kopacz. Men den negative spiral blev ikke brudt. Ved valget i 2015 gik regeringsmagten tabt. Lov og Retfærdighedspartiet overtog også præsidentposten (Andrzej Duda).

I dag, siger Mariusz Janicki, fremstår Borgerplatformen som ret stort, men ikke særlig ”elsket” parti. Formanden, Borys Budka, er meget lidt kendt af offentligheden. Borgmesteren i Warszawa og præsidentkandidat i 2019, Rafal Trzaskowski, er kendt af langt flere, men han er ikke partileder. Klare politiske budskaber og evne til at sætte den politiske dagsorden er hårdt savnet. Det har været planen her omkring 20 året for oprettelsen at vedtage en langsigtet politisk program, men den beslutning er blevet udskudt. Men Borgerplatformen er uundværligt, dersom Lov og Retfærdighedspartiet skal tabe næste parlamentsvalg, der finder sted senest i 2023. Om oppositionspartierne vil evne samarbejde og præsentere et bæredygtigt alternativ til den nuværende regering kan kun tiden vise. Siden 2015 har Lov og Retfærdighedspartiet vundet hele fem valg i træk, senest præsidentvalget hvor Andrzej Duda vandt, dog med en snæver margin. Regeringssamarbejdet halter, så valg i utide kan ikke helt udelukkes. Heller ikke et regeringsskifte.