Boganmeldelse: Rusland som militær stormagt

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Anmeldelse: Krig har aldrig været noget fjernt fænomen for den russiske stat. Med et fladt steppeland til alle sider har udfordrerne nærmest stået i kø. Mongolerne i øst i det 13. århundrede. Tyrkerne fra øst. Det lykkedes Napoleon at indtage Moskva. Hitler nåede kun til forstæderne. Kort sagt, i russisk optik er verden et farligt sted.

Verdenshistorien belønner ikke svaghed og sårbarhed. Den historiske lære påvirker de militære debatter i Rusland og er med til at forme og skabe patriotismen og den russiske forståelse for krig. Dette er centralt for at forstå den russiske selvforståelse og trusselsopfattelse, fastslår Jørgen Staun i bogen ”Rusland som stormagt”, udgivet af DJØF her i 2021 (s.63).

Bogen udspringer af et nyt forskningsprojekt ved Forsvarsakademiet. Projektet fokuserer i højere grad end tidligere projekter på russisk militær i snæver forstand med vægt på opbygning, øvelsesmønstre og den militære strategiske kultur, jævnfør indholdsfortegnelsen neden for. 

Det kunne måske forventes, at en bog fra Forsvarsakademiet er kendetegnet ved russofobi. Det er ikke tilfældet, i hvert fald ikke i særlig udpræget grad. Der tales godt nok om russisk ”aggression” og om ”troværdig afskrækkelse”, men det siges også, at (s.23), at det er vigtigt at diskutere, hvordan det aktuelt høje konfliktniveau kan nedbringes, og der kan skabes basis for, at det russiske forsvar kan blive en partner frem for en trussel.

Både russisk styrke og svaghed kan være en trussel (s.305). Eksempelvis kan Ruslands aktive brug af cyber (det ”kognitive domæne”) fortolkes som et svaghedstegn,  som et udtryk for at Rusland, modsat under Sovjetunionen, ikke har ressourcer til at konkurrere symmetrisk på militær og økonomi. I Ukraine og andre steder har Rusland kombineret brug af cyber og konventionel krigsførelse. Et svagt Rusland sænker tærsklen for, hvornår Rusland agter at bruge atomvåben i en krig. Det er et problem.

Rustningskontrolaftaler er stadig meget vigtige. Der tales (s.398) om, at et NATO-bidrag til at skabe fred i Østukraine kunne have været at afstå fra løfter om ukrainsk NATO-medlemskab. Det forslag blev omkring 2014 også stillet af Henry Kissinger og Zbigniew Brzezinski, men det fik desværre ikke den tilstrækkelige opbakning, og slet ikke herhjemme.

I 2013 stod danske, russiske, kinesiske og norske fartøjer i fællesskab omkring at konvojere kemiske våben væk fra Syrien. Det er også en vej til at bryde den onde cirkel. Besøg og tillidskabende foranstaltninger, fx via OSCE kan bidrage. Andre emner for samarbejde er søredning, minestrygning, isbrydning og katastrofeberedskab. Det er ikke mening med bogen, siges det (s.22), at bogen skal fremstå alarmistisk. Det rustningsniveau NATO aktuelt har, må i udgangspunktet virke afskrækkende på Rusland. Sådanne synspunkter luner en gammel militærskeptiker og fortaler for dialog og diplomati som jeg selv.

Under den gamle kolde krig og under Balkan-krigene i 1990erne var politikere ofte klart mere irrationelle og overreagerende end militærfolk. Militæret ved jo, hvad en storkrig fører til. Det er min personlige erfaring som MFer i 1980’erne, i både før og efter Michail Gorbatjov kom til, og under Balkan-krigene i 1990erne. Moskva kræver, at der tages hensyn til Ruslands interesser. Det vil i givet fald betyde vestlig accept af en mere multipolær verden. En ”stormagtskoncert” med aktiv russisk deltagelse er bestemt ikke fremmed for Moskva (s.74). Traditionelt har det russiske militær iflg. meningsmålingerne haft stor opbakning.

Bogen gør meget ud af at drøfte de teoretiske og metodiske problemer, som er forbundet med at nå frem til holdbare konklusioner om det russiske militær. Tilgangen er overvejende politologisk og med inddragelse af teoretiske og metodiske problemstiller herfra. Groft sagt har vi tre forskellige tilgange, områdestudier, dvs. det landespecifikke, international politik tilgangen samt krigs- og militærteori (s.29). Kildeadgang er som bekendt ikke let, når det gælder militærstudier. I afsnittet om strategisk kultur benyttes tre hovedkilder (s.71): de offentlige russiske sikkerhedsdoktriner, militærdoktrinerne samt udsagn og vurderinger fra militærteoretikere, fx formuleret i militærtidsskriftet ”Vojennaja Mysl” (oversat: ”Militær Tænkning”).

Afgørende for Vladimir Putin har været ambitionen om, at Rusland igen skal være en betydende stormagt og ”verdensmagt” , dog ikke supermagt som før (s.72-73). Følelsen af teknologisk og geostrategisk sårbarhed og fare for overraskelsesangreb er stærk og af gode grunde (s.91). Trods betydelige landetab i 1991 er Ruslands territorium enormt, over 17 mio. km2, landegrænsen er på små 20.000 km og kystlinjen på over 37.000 km og derfor svært at forsvare. Dette afspejles meget tydeligt i de militære doktriner.

I 1990erne og et stykke ind i 00erne var russisk militær stærkt svækket. Efter krigen i Georgien i 2008 igangsatte Rusland et gennemgribende reform og en solid oprustning med vægt på modernisering af materiellet, militærøvelser og evne til at deployere store styrker på kort tid. Kamphandlingerne i Sydossetien i 2008, der blev startet af Georgien (s.14) førte til kursskiftet. At programmet gav resultater, er blevet afsløret i forbindelse med Syrien-krigen og annekteringen af Krim 2014 og kampene samtidigt i Østukraine, hvor russisk militær har optrådt klart mere professionelt end under Georgien-krigen.  Kort sagt er Ruslands militære kapabilitet i dag milevidt fra lavpunktet under den første Tjetenien krig midt i 1990erne og har udviklet sig betydeligt fra krigen i Georgien i 2008, hvor Rusland vandt på slagmarken, men ikke uden at blotlægge alvorlige huller (s.385).

Bogen gør meget ud af at diskutere den russiske krigsopfattelse, som den udlægges i den russiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite (s.387). Russiske militæreksperter har været inspireret af Carl von Clausewitz’ klassiske værker. Sikkert er, at grænsen mellem krig og fred er blevet mere uklar. En stor del af eliten ser Rusland som de facto værende i krig med Vesten (måske går det også modsatte vej). En lav-intens krig er pt. begrænset til cyberdomænet eller informationskrig og udkæmpes primært med ikke-militære og hybride midler – bort set naturligvis fra Syrien og til dels Libyen.

Som fremgår af indholdsfortegnelsen neden for har bogen selvstændige afsnit om sømilitæret, luftvåbnet, kernevåben, cyber og militærfirmaer. Under militærfirmaer får virksomheden TkKV Wagner særlig omtale (s.359ff). Rusland har siden 2011 opgraderet flyvevåbnet frem for hær og flåde (s.267). Den russiske flåde har mistet evnen til at operere på oceanerne, er i stigende grad ved at udvikle sig til en kystflåde (s.244). Efterretningstjenesterne er også omtalt.

Efter Sovjetunionens opløsning blev KGB opdelt i flere tjenester (s.344). Særlig opmærksomhed er rettet mod FSB, den føderale sikkerhedstjeneste, der er den største og den direkte arvtager til KGB. Den var formentlig ansvarlig for giftmordene i Storbritannien og lige nu i forbindelse med nedkæmpelsen af demonstrationerne i Rusland. De forskellige sikkerhedstjenester er tydeligt i en indbyrdes konkurrence om ressourcer og kompetencer og agerer i en eller anden udstrækning selvstændigt i forhold til de centrale myndigheder. Kulturen er forskellig. Eksempelvis finder vi betydelige forskelle i strategisk kultur i FSB og den militære sikkerhedstjeneste (GRU) (s.345). 

Befolkningen skal forberedes på udbrud af regulær krig. Fædrelandskærlighed, patriotisme, offervilje og patriotisme fremhæves igen og igen. At høj moral, stærk fællesskabsfølelse og stor offervilje er i den optik forudsætningen for høj kampkraft går langt tilbage i den russiske militærkultur. Det betyder villighed til at tage store tab. Generalstabschef Valerij Gerasimov’s synspunkter på krig gengives ofte i bogen, og med god grund. Gerasimov slår på initiativ og handlekraft, taktisk fleksibilitet, decentralisering og innovation (s.132-133).  Han henviser til de farvede revolutioner, der i Vesten udlægges som demokratiske kampe, men som i russisk optik er ”statskup organiseret ude fra”, som eksempel på hybrid krigsførelse fra vestlig side (s.85).

Maidan 2013-14 er ét af mange eksempler. Oprøret i Hviderusland har været ”selvbegrænsende”, militært tilhørsforhold er, som i Polen i 1980, ikke på dagsordenen. USA og NATO bruger ngo´ere, oppositionstilhængere og femte kolonne agenter til at destabilisere og vælte regeringer. Oprøret i Rusland efter Navalnyjs tilbagevenden til Rusland betragtes som i Ukraine og Georgien som vestligt inspireret og understøttet. Den vestlige indblanding, siges det, giver Rusland ret til at forsvare sig og svare igen.

Bogen er gået i trykken før de seneste ugers demonstrationer i Rusland. Også før valget af Joe Biden som præsident i USA. Biden har lagt op til ”New START” forhandlinger om rustningskontrol, men forholdet mellem USA og Rusland vil givetvis helt grundlæggende forblive spændt. Men vægten vil formentlig fortsat mest blive lagt på forholdet til Kina.

Bogen er stofmættet. Det er derfor umuligt at kommentere de enkelte afsnit. Jeg har forsøgt at fokusere på det vigtigste. De mange våbensystemer er omtalt i bogen. Det er en del af problemstillingen, men vel lovlig ”teknisk” for mange læsere, inkl. mig selv.

Som sagt er bogen nyttig læsning. Bogen har kun få meningsforstyrrende trykfejl og uforståelige formuleringer. En enkelt forstår jeg ikke, sætningen (s.21): ”Den amerikansk dominerede vestlig-liberale verdensorden er i disse år under kraftig ombygning og nye konfliktmønstre og fremstormende ”unge” stormagter kan true Danmarks sikkerhed og interesser …” Hvem er de fremstormende ”unge stormagter”, Kina kan vel ikke betragtes som en ”ung stormagt”.

Bogen giver et godt indblik i, hvordan der tænkes i forsvaret. Politikerne bør afgjort læse den. Det vil højne det faglige grundlag for at tage svære politiske beslutninger om udenrigspolitik og forsvar.

De enkelte kapitler/emner (let forkortet)

Del 1

1. Indledning,   af Niels Bo Poulsen og Jørgen Staun

2. Studiet af Ruslands sikkerhedspolitik og forsvar,  af Niels Bo Poulsen og Jørgen Staun

3. I krig med Vesten: Russisk militær-strategisk kultur, af Jørgen Staun

4. Ruslands militærkultur: Reformprocessens akilleshæl? Michael Gjerstad og Niels Bo Poulsen

5. Militarisme og patriotisme i Rusland – kulturen bag den militære kampkraft, af Flemming Splidsboel Hansen

Del 2 Er Rusland klar til kamp?

6.  Introduktion til spørgsmålet om det russisk forsvars militære evne,  af Steen Wegener

7.  Fra rustne til rustede – den russiske hærs genopstandelse i årene 2008-2020

8.  Ruslands militære søudvikling: fra global flådemagt til kystforsvar,  af Anders Puck Nielsen

9.  Opblomstringen af Ruslands luftmagt,  Karsten Marrup og Kåre Dahl

10. Ruslands nukleare kapabiliteter,  af Carina Meyn

11. Rusland og cyber,  af Mikkel Storm Jensen

12.  Militærfirmaernes indtog,   af Niklas Rendboe

13.  Konklusion,  af Niels Bo Poulsen og Jørgen Staun

Niels Bo Poulsen og Jørgen Staun (red.), Rusland som militær stormagt, DJØF Forlag 2021

Share This