Ad

Boganmeldelse: Krigen i Syrien og Ruslands rolle

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

ANMELDELSE: Det er ikke hverdagskost, at der udgives gode, seriøse og uvildige analyser af krigen i Syrien. Men det oplever vi bestemt i Christoffer Phillips fremragende bog ”The Battle for Syria”.

Philips kommer hele vejen rundt, understreger de helt særlige forhold der har gjort sig gældende i Syrien sammenlignet med forholdene i andre lande i Nordafrika og Mellemøsten før, under og efter det arabiske forår for nu snart 10 år siden. Det internationale samfund har, siger Phillips, et stort medansvar for katastrofen.

Kendskabet til de helt særlige forhold i Syrien har slet og ret været for lavt, Vesten troede eksempelvis på Assad’s hurtige fald og intern opløsning af den syriske hær. Den viste sig langt mere loyal over for Assad end ventet. Det var en af mange fejlslutninger.

Geopolitik undergravede muligheden for fred. USA, Europa, Rusland, Saudi Arabien, Qatar, Tyrkiet og Iran havde hver deres geopolitiske dagsorden. Disse beskrives på spændende vis. For USA gjaldt det frem for alt om at undergrave Irans indflydelse, og det uanset at Iran jo er en vigtig regional aktør. Saudi Arabien, Qatar og Tyrkiet støttede, selv under de forskellige mæglingsforsøg, oprørerne militært og undergravede derved fredsprocessen.

USA og Vesten krævede som sagt Assads hurtige afgang (”Assad must go”), det uanset at hans magtbase viste sig meget stærkere end forventet. For Rusland gjaldt det frem for alt om at undgå en vestlig militær aktion, opretholde russiske militærbaser i Syrien, sikre våbeneksporten til Syrien og andre mellemøstlige lande og holde Assad ved magten i mangel på alternativer på posten. Derfor fik vi de russiske (og kinesiske) vetoer i FNs sikkerhedsråd.

Den russiske Syrien politik, siger Phillip, har været kendetegnet ved opportunisme og kynisme. Groft sagt har den været bestemt ud fra en kombination af indenrigspolitiske hensyn, geopolitik og økonomiske interesser. 14 pct af den russiske befolkning er muslimer, og et nederlag i Syrien ville kunne styrke dem.

Den russiske ortodokse kirke har aktivt støttet krigen i Syrien som forsvar for kristne i landet; mange kristne i Syrien er ortodokse kristne. Ganske mange fra Rusland – især fra Kaukasus – har rejst til Syrien og støttet ISIS. Men Rusland har ikke ønsket eskalation for enhver pris. Rusland støttede således den Arabiske Ligas og Kofi Annans fredsplaner, fredsprocessen i Wien forhandlingerne og kommunikeerne fra forhandlingerne i Geneve. Rusland var desuden aktiv medspiller i aftalen om at fjerne Assads kemiske våben.

Rusland spiller sammen med Tyrkiet og Iran i bestræbelserne på at finde en eller anden form for ”fred” i Syrien og virkeliggøre ønsket om militær tilbagestrækning. Optrapningen af den russiske militære indsats fra 2016 var møntet på at gøre krigen kort. Scenariet fra den anden Tjetenien-krig var forbilledet for Putin, mareridtet var langstrakt krig a la krigen i Afghanistan fra 1979 og langt ind i 1980erne. 

Krigen i Syrien kunne også tjene til at træne og opgradere det russiske militær i form af konkrete aktioner og derudover reklamere for russiske våben i de mellemøstlige lande. Og det sidste har ikke været uden resultater, NATO-landet Tyrkiet har således valgt russiske våben frem for amerikanske.

Christopher Phillips, ”The Battle for Syria, International Rivalry in the New Middle East”, New Haven, New York:Yale University Press, 2018