Ad

Boganmeldelse: Dmitri Trenins nye bog om Rusland

              

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Boganmeldelse: Under den nuværende ”kold krig” er det særlig vigtigt at kende Ruslands historie og kultur. I hvert fald er det en ultimativ betingelse for at udforme de rette strategier, gerne nedtrappe unødvendige konflikter og undgå ødelæggende (atom)krig. Dmitri Trenin, direktør for Carnegie Center i Moskva siden 2008, har gennem analyser og kommentarer også i vestlige medier og igennem bøger, fx ”Should We Fear Russia?” fra 2016 i høj grad bidraget til at fjerne fjendebilleder og mindske uvidenhed. Han har da også, bredt hen over det politiske spektrum, fået anerkendelse herfor, vel bort set fra det ultrakonservative højre. Historie-politik, at (mis)bruge historien til at fremme bestemte politiske mål er blevet helt normalt, tænk blot historiestriden mellem Polen og Ukraine, mellem Polen og Israel og senest, her omkring nytår, mellem Rusland og Polen, endda i en meget dramatisk udgave. 

I sin nyeste bog ”Russia” fra 2019 giver Trenin på blot 186 sider om Ruslands (og Sovjetunionens) læseren et fint overblik. Selv Ruslandskendere og russisk-læsere har glæde af bogen. Den koncentrerer sig om udviklingen siden 1900. I det indledende kapitel (s. 1 ff) får vi et kort overblik over Ruslands historie i århundrederne inden, fra Ruslands tilblivelse. Her omtales kort vikingerne, Kiev Rus, Novgorod, Alexander Nevsky, den ortodokse kristendom, mongolerne, czarerne, Romanov-dynastiet, Napoleons invasion af Rusland og 1800-tallets ”stormagtkoncert” og Krim-krigen.

Derefter følger så de mere grundige afsnit om revolutionære opstande og de tabte krige fra århundredeskiftet i årene op til 1914. Her omtales naturligvis februar- og oktoberrevolutionen i 2017 og borgerkrigen der fulgte efter, naturligvis med omtale og analyser af Lenin og Leninismen. Derefter følger (side 51 ff) gennemgange af oprettelsen af Sovjetunionen, magtkampene i det kommunistiske parti, der fulgte efter og Stalinismen med de brutale udrensninger i 1930erne. Tredje afsnit (fra s.77) behandler 2. verdenskrig og den ”store fædrelandskrig” samt årene efter krigen og frem til Stalins død i 1953. I 4 afsnit (fra s.100) får vi en gennemgang af perioden fra Stalins død og ”stagnationsårene” under Brejsnev frem til 1985. I 5. afsnit, kaldt ”Democratic Upheaval” (s.122 ff) vurderer Trenin årene under Gorbatjov. Og i 6. afsnit, kaldt ”From Stability to Uncertainty” (fra side 149), vurderes årene efter Sovjetunionens opløsning, først 1990erne under Jeltsin og derefter årene siden 2000 under Vladimir Putin. I konklusionen vurderer Trenin, hvad der kan ske efter 2024, hvor Putin formentlig fratræder. Trenin er her god til at forudsige, i hvert fald set i lyset af det der faktisk skete i januar måned 2020 med Medvedjevs afgang og Putins planer for ændringer af grundloven.  

Trenins Rusland-gennemgang er saglig og nøgtern og uden skønmaleri og historie-misbrug. De mørke sider skjuler han ikke, tværtimod. Den katastrofale sult 1932-33 skabt af tvangskollektiviseringen, i Ukraine kaldt ”Holodomor”, kostede omkring 6.5 mio.. livet, deraf de 4 millioner ukrainere (s.64). Omstændighederne lige op til udbruddet af 2. verdenskrig, herunder Molotov-Ribbentrop aftalerne er også omtalt. Stalin forsøgte efter München-forræderiet i 1938, at give landene i Central- og Østeuropa sikkerhedsgarantier (s.78), men det krævede støtte fra i hvert fald Frankrig. Oven i dette fik de blodige udrensninger og fangelejrene (GULAG). Ikke mindre end 18-20 mio. borgere måtte en tur i fangelejrene (GULAG), 7 mio. blev tvunget i indre eller ydre eksil (s. 97).  

Rusland har over århundreder været ramt af angreb ude fra, har selv skabt imperier og løbende kæmpet med terror og revolutioner. At få skabt stabilitet udadtil og indadtil og oprettet en funktionel stat har været svært, men højt prioriteret og ikke kun hos eliterne, også bredt i befolkningen (s.178). Efter de turbulente 1990ere, fik Putins ”autoritære konsolidering” bred opbakning i befolkningen. Det gjaldt også Putins krav om mere respekt fra det internationale samfund. Hans modstand mod de farvede revolutioner, NATO-udvidelserne, Georgien i 2008, Maidan 2013-14 og annekteringen af Krim skabte en ny ”kold krig” med Vesten, men styrkede ham indadtil. 

Trenin beskriver og analyserer på en fin måde op – og nedturene i Ruslands forhold til Vesten. Både Jeltsin og Putin talte åbent om et russisk medlemskab af NATO, men dét ønske blev ikke opfyldt. Det forhindrede dog ikke, omkring 2010 et tøbrud i Vestens forhold til Rusland. ”New Start” aftalen om våbenkontrol blev indgået. Nye planer for et strategisk partnerskab mellem Vesten og Rusland så dagens lys, ja der var dengang seriøse debatter om etablering af et fælles missilforsvarsprogrammer (s.169). Vestlige lande, også Danmark, indgik aftaler om deltagelse i Ruslands moderniseringsprogram. Rusland accepterede også FN-vedtagelsen om en ikke-fly zone i Libyen. 

Med genvalget af Putin som præsident i 2012 og snart derefter Maidan oprøret og annekteringen af Krim blev forholdet mellem Vesten og Rusland bragt ned på frysepunktet. Det er ikke for meget sagt, at vi i året 2014 var tættest på regulær krig med Rusland siden 1991. Siden 2014 har vi også haft eksempelvis krigen i Syrien, konflikten i Venezuela samt vedtagelsen af Magnitsky-act loven i USA og de vestlige sanktioner. Rusland er rykket nærmere Kina, er blevet mere selvforsynende og har oprettet Den Eurasiske Økonomiske Union med det mål at begrænse virkningerne af de vestlige sanktioner.

Emnet 2024 og årene op til får omtale i bogens afslutning (s.180 ff.). Som sagt indledningsvist var Trenin en god spåmand, da han i 2019 skrev bogen. I hvert fald forudså han en grundlovsændring med en styrkelse af Statsrådet, en post Putin kan meget vel satse på, når/hvis han forlader præsidentposten i 2024. Han vil, skriver Trenin, formentlig herfra indtage en overvågende ”mentor” rolle. Allerede nu er Putin godt i gang med at få indsat nye loyale folk i de vigtigste statsinstitutioner.

Konfrontationerne med Vesten ophører næppe. Meget, siger Trenin, vil afhænger af, om Putin i de nærmeste år vil være i stand til at få begrænset den omfattende korruption og den udbredte inerti og uvillighed til at indføre dybere strukturelle forandringer. Liberal kapitalisme får vi ikke, siger Trenin, det betragtes som en gentagelse af forholdene under Jeltsin i 1990erne og som kapitulation over for Vesten. Den primære opgave må være at få nedbrudt den nuværende oligarkiske ”crony” petro-stat kapitalisme, erstattet af en mere effektiv, mere national og human form for statskapitalisme.

Det var Putins fortjeneste, fastslår Trenin, at han for 20 år siden fik skabt et funktionelt regime og en regulær stat efter det udbredte kaos og anarki i 1990erne. 1990erne’s kaos må ikke gentages. ”Regimet” skal omdannes og med en mere funktionel ”stat” (s.183). I den forbindelse vil der formodentlig mere blive skelet til Kina end til Vesten. Forholdet til USA skal ændres (”revised”), helst til det bedre. En ny type uafhængighed og interdependens, et ”Grand Eurasian Equilibium” mellem Beijing, Moskva, New Delhi og Berlin må meget gerne se dagens lys, set fra Moskva. Det ønske deles ikke af mindre europæiske lande. De ønsker ikke et ”stormagtshegemoni”.

Det er altid lærerigt og tankevækkende at læse Dmitri Trenins artikler og bøger. Den nyeste bog, ”Russia”, er bestemt ikke en undtagelse herfra. Den er læseværdig og kan kun anbefales.   

Dmitri Trenin, Russia, Cambridge:Polity Press, 2019