Ad

Boganmeldelse: demokratiets krise og de nye autokratier

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Anmeldelse: Der synes i dag at herske enighed om, at demokratiet er slidt og træt, hvis ikke ved at vælte helt. Eller for at bruge en metafor, vore demokratier synes at gennemleve en midtvejskrise, har mistet orienteringen og ser ud til at falde fra hinanden. Sådan lyder det i det redaktionelle forord i en ny bog udgivet fra Aarhus Universitetscenter omhandlende demokratiets krise og fremvækst af nye autokratier.

Der er forskellige typer af demokratiske tilbageskridt og, som fremgår af gennemgangen af 12 lande er det sket med variationer fra land til land og fra region til region. I bogen får vi ud over tre indledende afsnit en gennemgang af 12 lande eller regioner, så vi bliver godt dækket.

De enkelte lande gennemgås på forskellig vis, men omdrejningspunktet, graden af demokratisk forfald, går igen. Som redaktørerne gør opmærksom på (s.8) bygger de enkelte kapitler ikke på en fastlagt model og har heller ikke som udgangspunkt et bestemt politisk standpunkt. De enkelte kapitler har forskellig længde, fra 15 op til godt og vel 20 sider tekst. I de indledende afsnit får vi præsenteret en række vigtige begreber og de vigtigste forskningsmæssige tilgange til studiet af demokrati og tilbagegange for demokratiet.

Listen typer af demokrati og regimer i demokratisk forfald er lang. De begreber der omtales i de indledende kapitler, er dog sjældent eksplicit i de enkelte landeafsnit. Det klassiske repræsentative liberale demokrati og neoliberalt demokrati stilles over for det illiberale, det fejlslagne, facade demokratiet og det styrede (”managed”) demokrati.

”Digital autoritarisme” har set dagens lys i takt med udbredelsen af de sociale medier. I Jacob Jensens afsnit får vi en grundig gennemgang af ”public choice”, den økonomividenskabelige tilgang til studiet af politik med vægt på politik forstået som en markedsmekanisme og med borgernes efterspørgsel efter offentlige goder som omdrejningspunktet. I Chrisian Axboe Nielsens gennemgang af Balkan indtager ”stabilitokrati” en central plads, men dette nye meget vigtige begreb er ikke med i de indledende afsnit. Stabilitokratiet sætter stabilitet og sikkerhed i højsædet, ofte på bekostning af menneskerettighederne i liberal-demokratisk betydning. Måske ud fra en erkendelse af, at det liberale demokrati ikke lader sig gennemføre pga. den historiske arv og den dybe kultur.

Stabilitokrati er også nævnt som en mulighed, når Putin engang forlader posten. ”Kazachstan modellen” går på. at den afgående leder udpeger afløseren, blev brugt, da Putin selv kom til i 1999. Et nyt begreb jeg synes også burde inddrages er ”masseprotestdemokratiet” (”politics of mass protests”). ”Masseprotestdemokrati” oplever vi i et stigende antal lande. Valg bliver gennemført, men de respekteres ikke, hverken af vinderne eller taberne. Taberne går ofte på gaden og protesterer næsten dagen efter valgnederlag, en særlig variant af ”backsliding” og demokratisk ”regress”. Under sådanne forhold kan stabilitokratiet være den mindst dårlige udvej. Serbien under Vucic er ét af mange eksempler. Listen over lande med masseprotester tæller både overvejende demokratiske og overvejende autoritære regimer, fx Frankrig, Hongkong. Thailand og Peru.

Pladsen tillader ikke en detaljeret gennemgang af de enkelte landeafsnit. Som sagt, de er opbygget ret forskelligt og har heller ikke samme længde. Nogle forfattere anlægger et bredt historisk perspektiv, andre fokuserer mest på ét bestemt tema og på bestemte personer/ledere. Det sidste gælder afsnittet om USA, hvor personen Donald Trump naturligt nok er i fokus. Trods et begrænset sidetal, omkring de 15-20, lykkes det mange forfattere at give læseren en god indsigt og forståelse.

Jeg er ikke selv ekspert i alle landene, tværtimod, og føler mig klart bedre oplyst efter at have læst bogen. Afsnittene om Balkan og Mellemøsten har valgt det brede perspektiv, og det slipper forfatterne, Christian Axboe Nielsen og Peter Seeberg rigtig godt fra. I afsnittet om Mellemøsten får vi fint beskrevet, hvordan nogle lande har oplevet alvorlige tilbageslag for demokratiet, Egypten, Irak og Syrien eksempelvis, imens det i andre, Jordan, Marokko og især Tunis er gået bedre, USA og til dels EU har støttet diktaturet i Egypten under el-Sisi uanset de alvorlige tilbageslag for demokratiet (s.258).

Geopolitik vejer tungest, slet og ret. Iran har oplevet både nedture og opture, en form for ”perestrojka” i årene fra 1989 til 2005. Mugabe og arven efter ham fylder rigtig meget i afsnittet om Zimbabwe. Mugabe var fra start, i 1980 nationalhelt, men siden er det gået ned ad bakke, og i dag er landet hårdt ramt også økonomisk. I 1990erne indførte EU med Storbritannien i frontlinien økonomiske sanktioner. De direkte effekter heraf på magteliten var begrænsede, fastslår Stig Jensen. Målsætningen om regimeskift blev ikke indfriet (s.316). Det er et problem, at teorier og teoriudvikling i den grad er hentet fra vestlige samfund, og at disse teorier præsenteres som universelle (s.308).

Problemet kendes i andre sammenhænge, fx ved studier af Rusland og Kina/Asien. Erik Kulavig giver læseren en fin indføring i Ruslands historie, fra Lenin og Stalin, over Khrustev, Brejsnev og Gorbatjov og videre til Jeltsin og Putin. Distinktionen slavofile over for vestligt orienterede (”zapadniki”) er stadig relevant. Der burde nok have været plads også til en diskussion om, hvad der sker, når Putin på et tidspunkt takker af. Måske sker det i 2024, måske senere. 

Malene Winds ret korte afsnit af Ungarn og Polen har et snævrere fokus, mest koncentreret om retssystemerne. Der er ikke meget om, hvorfor Kaczynski og Orbán vinder valgene og hvorfor utilfredsheden med det liberale ”hegemoni” er så stor i befolkningerne. Det er kritisabelt. Både Kaczynski og Orbán har tidligere tabt valg og regeringsmagt, men regeringen i Polen og præsident Duda blev genvalgt, De store forskelle mellem Polen og Ungarn burde også være omtalt. Illiberalismen er klart dybere forankret i Ungarn end i Polen. 

I gennemgangen af Italien lægger Gert Sørensen naturligt nok vægt på arven fra fascismen og de forskellige perioder i italiensk politik efter 2. verdenskrig med en omtale af eksempelvis det økonomiske mirakel i en helt del efterkrigsår, terroren og truslerne mod demokratiet i 1970erne, Berlusconi og de nye partier, herunder Liga Nord og Femstjernebevægelsen.

Afsnittet om Brasilien er interessant. Jeg tror, mange læsere, jeg selv inklusiv, er chokeret over, hvor groft det juridiske system er blevet brugt til at slippe af med og fængsle valgte præsidenter og politikere. Kort sagt bliver der udøvet parlamentariske statskup. Systemet betegner Georg Wink meget rammende ”ideokrati” og ”paradedemokrati” (s.325 og s.343). Det gik hårdt ud over eksempelvis den navnkundige præsident Louiz Inacio Lula da Silva, mest kaldt ”Lula” og senere Dilma Reouussef. Anklagerne var groteske, fremgår det. Lula blev efter lynjustits forhindret i at genopstille mod Bolsonaro og idømt ikke mindre end 12 års fængsel. Alle præsidenter siden landets redemokratisering har været udsat for dusinvis af rigsretsanklager. I tilfældet Dilma Rousseff kunne ingen tilstrækkelig lovovertrædelse påvises ud over en retorisk anklage, hvilket flere imvolverede siden har indrømmet (s.329). Apati og modstand mod politik og politikere er stærk. Ved valget i 2018 var over 30 pct. af de afgivne stemmer blanke! Det ultrahøjre har vokset sig stærkt. Det gav Bolsonaro chancen. Corona-krisen har han som bekendt håndteret på egen måde- Systemet er generelt kendetegnet ved konservatisme i den private sfære og økonomisk liberalisme i den offentlige. Den symbiose har ikke skabt stabilitet og større opbakning til demokratiet.

Som min gennemgang gerne skulle vise, har vi at gøre med en spændende, læseværdig og stofmættet fremstilling. De enkelte afsnit er ret forskellige, hvilket de to redaktører af bogen selv gør opmærksom på, og med forskellige koblinger og vægte mellem empiri og teori. Nogle afsnit giver læseren en større og bredere indsigt historisk og geografisk end andre. Det er dog til at leve med. 

Landegennemgangene og forfatterne (i parentes)

Storbritannien og Brexit (Casper Syvest)                Italien (Gert Sørensen)

Tyskland    (Thomas Wegener Friis)                       USA  (Niels Bjerre-Poulsen)

Frankrig  (Manni Crone)                                          Rusland  (Erik Kulavig)

Ungarn og Polen (Marlene Wind)                          Mellemøsten (Peter Seeberg) 

Balkan  (Christian Axboe Nielsen)                           Zimbabwe (Stig Jensen)

Ian  (Claus Valling Pedersen)                                   Brasilien  (Georg Wink) 

Peter Seeberg, Mikkel Thorup (red.), Demokratiets krise og de nye autokratier, Aarhus Universitetsforlag, 2020.