Boganmeldelse: Breve fra Rusland
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Anmeldelse: Marquis de Custine var en fransk aristokrat, som i 1843 udsendte et større værk, en samling breve fra en rejse i Rusland på omkring hele 1800 sider og med titlen Rusland i året 1839. Værket udkom på få år i seks oplag og i adskillige oversættelser i udlandet. Nu har vi i Danmark lang tid efter, anno 2020 fået en oversættelse, et uddrag af Custine´s rejseoplevelser.
Som Fritz Wolder skriver i forordet, Rusland var i 1839 et fjernt og mystisk land. Ikke mange, om nogen besøgte dengang Rusland som Marquis de Custine. Rejsen blev begyndt i starten af 1839 og varede helt frem til september måned samme år. Det startede i Skt. Petersburg, senere gik turen til Moskva og andre byer. Skt. Petersborg oplevede han som en lagt tristere og mere grå by end Moskva. Det første der slog mig i Moskvas gader var, skriver han, at befolkningen syntes livligere i sin færden og mere fri i sin munterhed end St. Petersborg. ”Man indånder her en friskere luft en i den øvrige del af riget” (s.134).
Det var den reaktionære tsar Nikolaj I, der havde magten det år, Custine ankom. Custine havde i flere omgange adgang til Vinterpaladset, hoffet og tsaren selv, men det skabte ikke et mere positivt billede, hverken af tsaren eller landet. ”Når jeg nærmer mig kejseren og ser hans skønhed, beundrer jeg dette underværk…. Når jeg på nært hold betragter denne personlighed, enestående i verden, tror jeg, at hans hoved har to ansigter ligesom Janus, og at ord som vold, forvisning, undertrykkelse, eller hvad der kan stå for dem alle, Sibirien, er indgraveret på den af de to pander, jeg ikke kan se (s.120)
Rejseoplevelserne tegner bestemt ikke noget positivt billede af Rusland, tværtimod. Hans direkte konfrontation med den russiske virkelighed var en chokerende oplevelse. Han opdagede, at befolkningen levede som slaver under den almægtige hersker. Custine så i sit eget hjemland Frankrig adelen som modvægt mod monarkers absolutte magt. At Rusland var som det er, skyldtes iflg. Custine i høj grad, at den russiske adel havde svigtet så groft. Et undertrykt folk har altid fortjent sin straf, tyranniet er nationernes eget værk. Adelen tilbedte tsaren og gjorde sig dermed medskyldig i hans misbrug af den øverste magt, for at den selv kan fortsætte med ad at undertrykke folket, mente han (s.59-60).
Rusland er en nation af stumme. En magiker har forvandlet tre millioner mennesker til automater, der venter på en anden heksemesters tryllestav for at blive genfødt og vækket til live (s.98) Hvor friheden mangler, mangler sjælen og sandheden (s.89). Forholdet til Vesten er noget særligt. Siden Peter den Store har det problem, som de russiske herskere skulle løse, været at udnytte de europæiske nationers administrative fremskridt for bedre at kunne regere tres millioner mennesker på en orientalsk manér (s.88). Den ortodokse kirke har Custine bestemt heller ikke meget til overs for. Præsternes indflydelse begrænser sig til at få folket og de store herrer til at gøre korsets tegn og udføre knæbøjninger. Trods dyrkelsen af Helligånden har denne nation (Rusland) altid haft sin Gud på jorden. Ligesom Batu og Tamerlan er den russiske tsar forgudet af sine undersåtter. Den russiske lov har ikke undergået nogen dåb (s.101). Ruslands politiske regime ville ikke kunne overleve tyve års fri kommunikation med det vestlige Europa (s.62).
Rusland er placeret på grænsen mellem to kontinenter. Hvad der kommer fra Europa er ikke af en sådan natur, at det kan sammensmeltes fuldstændigt med det, man har bragt med sig fra Asien. Dette samfund (Rusland) har hidtil kun udviklet sig ved at tåle volden og uoverensstemmelsen mellem to over for hinanden stillede og meget forskellige civilisationer (s.86). Man skal besøge dette land, fortsætter han (s.92) for at lære at hade reservation. Russerne har intet af deres eget undtagen lydighed og efterligning. Deres åndelige orientering, deres dømmekraft, deres frie vilje tilhører herskeren (tsaren)(s.149).
Rusland udgjorde iflg. Custine en dødelig trussel mod det frie og civiliserede Europa. I befolkningen hersker der udbredt modstand mod fremmede ””Franskmændene og englænderne bilder sig ind, at de er alle andre folk overlegne”, og det er grund nok til at få russerne til at hade fremmede. En rå skinsyge, en barnlig misundelse, men umulig at udrydde, dominerer hovedparten af russerne i deres forhold til mennesker fra andre lande (s.118).
De negative vurderinger skal ses i Frankrigs relationer til Rusland dengang. Efter den franske revolution og Napoleons omvæltning af den daværende europæiske orden havde sejrsmagterne på Wienerkongressen sikret genindsættelse af fyrster og bragt magtbalancen, en europæisk ”koncert” og stabilitet højt op på den politiske dagsorden. Den russiske tsar blev efter Wienerkongressen ligefrem kaldt ”Europas gendarm”. Den politiske rolle gjorde ham ikke populær, slet ikke i Frankrig. Den store udbredelse af bogen skyldtes i høj grad den russiskfjendtlige indstilling, især i Frankrig.
Kort sagt, som Holder skriver, bogen er igen kommet til ære og værdighed. Den ”kolde krig” er med Putin vendt tilbage, samtidig også de negative ”fortællinger” om Rusland. Mange af Custine’s betragtninger kan genkendes anno 2020. Vurderingerne af Rusland (og Sovjetunionen) har været og er forbundet med graden af konfrontation mellem Rusland/Sovjetunionen og Vesten. Men Vesten har altid haft svært ved at bestemme om Rusland bør være en del af Europa. Rusland selv har haft samme problem, skal Rusland være europæisk eller asiatisk, eller måske begge dele samtidigt?
Under Jeltsin og Putin bevægede Rusland sig i perioder nærmere Europa, ja begge talte om russisk optagelse i NATO. Men det varede ikke ret længe. Sidst i 1990rne, efter NATO-bombardementerne af Serbien i 1998, talte Jeltsin stik modsat om ”kold fred”. Putin følte, at hans støtte til USA efter 11. september slet ikke blev belønnet. Mangel på dialog og indsigt oplever vi i begge lejre, bestemt også fobien.
Hvorfor skal vi læse rejseberetninger fra en fransk adelig så langt tilbage i tiden? Det er vigtigt at finde frem til fobiens historiske rødder, og det bidrager Custines rejsebreve så afgjort til. Som sagt, mange ”russofober” nikker sikkert genkendende til mange af Custines betragtninger. George Kennan, fadderen til ”inddæmningspolitikken” over for Sovjetunionen under den gamle kolde krig, læste Custines værk med begejstring. Fobi trives bedst under ”kold krig”, og det på begge sider. Et konstruktivt middel til at formindske fobien er mere viden og respekt for andre kulturer. Vi har selv meget bidrage med.
For nogle år siden blev der eksempelvis fra dansk side i Moskva afholdt kurser og møder om Grundtvig. Dialog og respekt for andre kulturer, som højskole-idéen altid har stået for, er et af flere midler til at mindske den fobi, der desværre har fået et mærbart come-back, også i vores egen verden. Derfor er Custines rejsebetragtninger interessante. Og derfor er der mange gode grunde til at udgive uddrag fra bogen på moderne dansk. Danmark er jo et af de mest russofobiske lande.
Marquis de Custine, Breve fra Rusland, Sandheden om det russiske despoti, Helikon, 2020