Vejle Boldklub og matrjosjka dukkerne

 

Vejle Stadion. Foto: WikiWikiWuhuu

Vejle Stadion. Foto: WikiWikiWuhuu

Blog: Moldovisk millionærs opkøb af Vejle Boldklub skaber jubel i Vejle og omegn, men tidligere sager i europæisk fodbold burde få alarmklokkerne til at ringe.

Af Toke Møller Theilade

Optimismen har været stor i Vejle efter, at byens fodboldklub, Vejle Boldklub, i sidste uge offentliggjorde, at moldoveren Andrei Zolotko havde opkøbt aktiemajoriteten i klubben. Zolotkos overtagelse har allerede fået fans og spillere til at drømme om succes, og tidligere spillere som John Sivebæk og Peter Graulund, såvel som formanden for den officielle fanklub The Crazy Reds har alle udtrykt, at det er ligegyldigt, hvor pengene kommer fra. Der er altså sol og glade dage både i Vejle og i den danske sportspresse, da Zolotko har været så flink at love at udvikle klubben i en positiv retning.

I stedet for at snakke om ungdomsudvikling og Superliga-fodbold, så burde en overtagelse som denne dog få alarmklokkerne til at ringe iblandt både fans, journalister og politimænd. Zolotkos overtagelse af Vejle Boldklub minder nemlig om et andet fodboldklub opkøb, som langtfra er endt med succes.

For to måneder siden blev den russiske spilleragent Nikolai Tolstikov anholdt i Portugal under en større aktion kaldet Operation Matrjosjka, opkaldt efter de berømte russiske dukker. Udover at repræsentere en lang række russiske fodboldspillere, heriblandt landsholdsspillerne Aleksandr Erokhin og Stanislav Kritsyuk, så stod Tolstikov også i spidsen for en investorgruppe, der opkøbte den portugisiske tredje divisions klub UD Leiria.

Tolstikov blev efterfølgende sigtet for skattesnyd, hvidvaskning af penge og dokumentforfalskning, og under anholdelsen beslaglagde Europol flere tusinde euro i kontanter under deres ransagninger af fire fodboldklubber og 22 husstande i Portugal. Tolstikov og hans kumpaner blev sat i forbindelse med organiseret kriminalitet i Østrig, Estland, Tyskland, Letland, Moldova og Storbritannien.

Han anklages for at være en del af en kriminel gruppe, der har forbindelse med den russiske mafia, for hvem han har hvidvasket millioner af euro igennem en årrække.

Denne hvidvaskning af sorte penge sker igennem europæiske fodboldklubber. Nærmere betegnet sker den igennem fodboldklubber med finansielle problemer, som de kriminelle indynder sig hos, hvorefter de igennem, hvad Europol i forbindelse med Operation Matrjosjka betegnede som et ’sofistikeret netværk af holding selskaber ejet af shell companies, der er registreret i udenlandske skattely’ opkøber klubben. På denne måde kan de rigtige ejere og deres indtægtskilder forblive anonyme og skjulte.

Dette var lige præcis, hvad der skete i UD Leiria, som Tolstikov opkøbte i juli 2015, og det kunne ligeledes være, hvad der er sket i Vejle. Zolotko ville ikke fortælle, hvem folkene bag hans opkøb af Vejle Boldklub er, hvilket ligner billedet i UD Leiria.

Vejle Boldklub tabte ydermere 11 millioner i 2015, og klubbens egenkapital har længe været negativ. Dette har stillet dem i en elendig forhandlingssituation, hvor de har været desperate i deres jagt på ny kapital. Dermed har de været et oplagt mål for kriminelle.

Det er ikke tilfældigt, at kriminelle investerer deres sorte penge i fodboldklubber. I forbindelse med Tolstikovs anholdelse udtalte Igor Angelini, der leder Europols Financial Intelligence Group: ”Fodboldsektoren er skrøbelig på grund af dens strukturer, finansierings model og kultur, hvilket kan blive udnyttet af kriminelle. Det ser ud til, at Tolstikov og hans medsammensvorne har udnyttet disse svagheder til deres fordel ved at flytte spillere rundt i mellem europæiske klubber og enten forlangt for meget eller for lidt for de spillere, der er blevet solgt.”

I alt var UD Leiria involveret i ikke mindre end 40 handler i det år Tolstikov ejede klubben, og det er netop i gennem spillerhandler, at han har vasket penge hvide. I 2009 udgav The Financial Action Task Force (TFATF), en organisation under OECD, der bekæmper økonomisk kriminalitet, en rapport om hvidvaskning af penge i fodbold, hvori det konkluderes, at fodboldverden var skrøbelig overfor pengehvidvaskning på grund af de store transfersummer og uprofessionelle klubejere.

De identificerede heri fire måder at hvidvaske penge igennem fodbold på: 1) ejerskab af fodboldklubber, 2) transfermarkedet, 3) betting, 4) sponsorater, hvoraf de første tre alle kan identificeres i forbindelse med UD Leiria sagen.

Det er manglen på gennemsigtighed på klubbernes finansieringskilder, der gør dem skrøbelige, og det gør det ligeledes svært, at bevise, hvorvidt de investerede penge er beskidte eller ej, da det er relativt nemt at sende penge igennem holdingselskaber. De kriminelles største fordel er dog, at fodboldklubber er nemme at opkøbe samt, at store summer ofte skifter hænder som følge af transfers, der også er kendt for at være kronisk ugennemsigtige.

Når der er agenter som Tolstikov og Zolotko involveret skal man være yderligere forsigtig, da deres job som agenter giver dem rig mulighed for pengehvidvaskning i forbindelse med deres arbejde og daglige adgang til mange forskellige aktører indenfor sporten.

På nuværende tidspunkt, under en måned fra sæsonstart, mangler Vejle både en cheftræner såvel som en lang række spillere for at have en komplet trup. Dette giver rig mulighed for at sende en store beløb frem og tilbage i mellem klubber og agenter.

Der er endnu ikke sket noget mistænkeligt i Vejle, men en spørgsmål bør rejses, og de næste par måneder bliver utrolig spændende at følge.

Share This