Bliver Lech Walesa’s søn borgmester i Gdansk?

Jarosław Wałęsa Foto- Jarosław Wałęsa – biuro poselskie

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: Søndag er der lokalvalg i Polen. Det imødeses med stor spænding, for det er første gang siden parlamentsvalget i 2015, at vælgerne i Polen skal til stemmeurnerne.
I meningsmålingerne ligger det regerende Lov og Retfærdighedspartiet godt til, og i en eller anden udstrækning vil det afspejle sig lokalt, selv om landspolitik er en del anderledes end lokalpolitik.
Lov og Retfærdighedspartiet vil givetvis klare sig bedst i landdistrikterne og i de mindre byer, mens oppositionen vinder i de store byer. Her vælges borgmestrene (“præsidenterne”) direkte og i to valgomgange hvis ingen får over 50 pct. i den første.
I hovedstaden Warszawa satser oppositionen på at få valgt Rafael Trzaskowski. At dømme efter meningsmålingerne har han gode chancer for at vinde, intet er dog sikkert. I Østersøbyen Gdansk opstiller Jaroslaw Walesa, søn af den navnkundige Lech Walesa og medlem af Europa-Parlamentet for Borgerplatformen.
Han slås her med den siddende præsident Pawel Adamowicz, der i sin tid var valgt for Borgerplatformen, men stiller op selvstændigt denne gang. Meningsmålingerne viser, at Walesa vil kunne slå ham knebent, hvis han når frem til 2. valgrunde. Gdansk har lige siden 1989 været en liberal højborg. EU-præsident og tidligere ministerpræsident i Polen Donald Tusk stammer da også fra Gdansk.
Share This