Bliver Centraleuropa Europas flagskib for frihed og demokrati?

 

Visegrad landene Foto: CrazyPhunk

Centraleuropa: Hvilken rolle kommer de centraleuropæiske lande til at spille i Europa og kan Centraleuropa fremover blive Europas fyrtårn for frihed og fremskridt?

I et interview i det ungarske magasin Heti Válasz diskuterer historikerne Stafano Bottoni og Márton Békés emnet og er langtfra enige. Békés hævder, at Centraleuropa ikke længere kan betragtes som mindre udviklet end Vesteuropa. Han argumenterer for, at Vesteuropa har været meget mindre succesfuldt end Centraleuropa i at tackle udfordringer. Eksempelvis udfordringer forbundet med den økonomiske krise og migrationskrisen. Hovedårsagen er ifølge Békés, at Vesten har fjernet sig fra sine centrale værdier. Han nævner blandt andet ungarske medier, som efter hans opfattelse fungerer som et forum for en åben diskussion. I modsætning til det »ufrie« vestlige medielandskab. Vestlige medier er ifølge ham præget af tabuer og politisk korrekthed. Békés er overbevist om, at Vesteuropa snart vil se Centraleuropa som inspiration til at løse de nuværende økonomiske og migrationsrelaterede udfordringer og vil se op til Centraleuropas åbne demokrati.

Bottoni er uenig. Han mener, at påstanden for Vestens tilbagegang er stærkt overdrevet. Han ser heller ikke situationen i Ungarn som så fantastisk. Han peger blandt andet på, at unge centraleuropere stadig tager til Vesten i håb om et bedre liv og at de centrale værdier, herunder religiøse, familie- og borgerlige ikke er stærkere i Centraleuropa end i Vesten. Han er ligeledes kritisk når det gælder frihed og demokrati i Ungarn og anklager den ungarske regering for at ødelægge institutionel kultur samt for at forsøge at forankre Fidesz’s magt for altid. ota

 

Share This