Bliver Balkan stormagternes næste slagmark?

Mens NATO planlægger at udstationere soldater i de baltiske lande, Polen, Rumænien og Bulgarien, kan den næste slagmark, hvor Rusland og NATO støder sammen vise sig at ligge et helt andet sted: På Balkan,.

Af Ota Tiefenböck

Balkan: Det begyndte i 2008 i Georgien, tog fart i 2013 i Ukraine og blev for alvor bekræftet i 2015 i Syrien: Rusland er igen en global spiller og vil utvivlsomt fortsætte sin rolle også på Balkan, hvor udviklingen tegner til, at en konflikt kan være nært forestående.

Den seneste tids protester og ustabile politiske situation i Republikken Makedonien (Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, FYROM) og Montenegros underskrivelse af medlemskab af NATO kan vise sig at blive de begivenheder, der åbner op for ballet.

Fare for etniske uroligheder i Makedonien

I Makedonien har der siden februar været store befolkningsprotester. Protesterne, som blev døbt ”Farvefuld revolution”, blev udløst af Makedoniens præsident Gjorge Ivanovs amnesti til politikere anklaget for korruption. Formålet med amnestien var ifølge præsidenten, at alle politikere kunne deltage ved landets forestående parlamentsvalg på lige fod. Protesterne var en ny opblusning af befolkningsprotester som begyndte allerede i februar 2015, da formanden for det socialdemokratiske parti SDSM, Zoran Zaev, fremlagde beviser om det regerende konservative parti VMRO-DPMNE’s og flere fremtrædende politikeres deltagelse i omfattende korruption og valgsvindel.

Afsløringerne resulterede i en omfattende politisk krise og efterfølgende i en såkaldt ”Przhino aftale”, som blev til ved hjælp af EU og USA. Aftalen betød tilbagetræden af landets premierminister Nikola Gruevski, en overgangsregering og et nyvalg den 24. april. Derudover skulle der igangsættes en række reformer, hvis formål var både at sikre et retfærdigt demokratisk valg og samtidig bringe Makedonien tættere på EU og NATO. Aftalens punkter, heriblandt reformer på valg- og medieområdet, samt opbygning af demokratiske institutioner adskilt fra landets regerende parti blev dog langtfra gennemført, – og det fik SDSM til at afvise at deltage ved det nye valg. Valget blev i første omgang, efter international pres, flyttet til 5. juni, men er netop blevet udsat igen, uden at der er aftalt en ny dato.

Den kommende tid vil vise, hvorvidt udsættelsen af valget kan standse protesterne i landet, og hvorvidt der kan findes en løsning på krisen, som er acceptabel for alle parter. Det er dog ganske sikkert, at et nyt, retfærdigt demokratisk valg er en trussel for Nikola Gruevski, som formentlig vil gøre alt for for at sikre sig magten. Her kan det mest sandsynlige scenarium blive et forsøg på at puste til den etniske splittelse mellem landets henholdsvis makedonske og albanske befolkning. Det vil svække befolkningsprotesterne, som har været multietniske, fjerne fokus og skabe ustabilitet i landet, som vil gøre det nemmere for Gruevski at genvinde magten.

Her er det også værd at bemærke, at Gruevskis regering siden 2013, efter at Makedonien underskrev South Stream aftalen, som sikrede transit af russisk gas i gennem makedonsk territorium,, har et godt forhold til Rusland, som under en eventuel etnisk konflikt utvivlsomt vil støtte Gruevski. Formentlig til forskel for EU og Vesten, som efter flere års satsning på Gruevski ser ud til at vende sig mere mod den makedonske opposition og Zoran Zaev.

Rusland vil udnytte en splittet montenegrinsk befolkning

Den 19. maj underskrev Montenegro en ansøgning om medlemskab af NATO , og alt tyder på, at landet bliver et fuldbyrdigt medlem af alliancen i løbet af 2017, efter ratificeringen af medlemskabet i alle NATO medlemslande.

Det er foreløbigt sket uden nævneværdige reaktioner fra befolkningen i Montenegro, men det er formentlig kun spørgsmål om tid, hvornår disse kommer. Da det sidste år blev kendt, at Montenegro ville få en officiel invitation til et medlemskab af NATO, udløste det længe inden, en lang række demonstrationer og protester i landets hovedstad Podgorica. Det montenegrinske samfund er ganske splittet, hvad angår landets medlemskab af NATO, og det er sådan set tvivlsomt, hvorvidt hovedparten befolkningen over hovedet ønsker at blive medlem af NATO, da den montengrinske regering afviste at afholde en folkeafstemning om medlemskabet. Modstanderne af NATO og pro-russiske sympatisører får oven i købet støtte fra den serbisk ortodokse kirke, som er den ortodokse kirke i landet og som er kendt for sit gode forhold til Rusland. Det er denne gruppe Rusland med sikkerhed vil benytte sig af, når Montenegros medlemskab af NATO kommer tættere på at blive en realitet. Dels i et forsøg på at hindre landet i at blive medlem af alliancen, og dels for at andre lande på Balkan ikke får tanker i samme retning.

Rusland kan imidlertid ikke forhindre Montenegro i at blive medlem af NATO, men russerne kan bestemt skabe ustabilitet i landet. Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, advarede allerede i september sidste år om, at Rusland vil betragte enhver udvidelse af NATO på Balkan som en provokation.

Konflikter på Balkan har en tendens til at brede sig

Ruslands største allierede på Balkan er utvivlsomt Serbien. Serbien har blandt andet afvist at deltage i de europæiske sanktioner mod Rusland efter den russiske annektering af Krim, og har netop indgået et militært samarbejde med Rusland. Landet er samtidigt i fuld gang med forhandlinger om EU-medlemskab, og her bliver landets tætte forhold Rusland før eller senere et problem. Derudover spøger et mulig pres fra EU’s side om en serbisk anerkendelse af Kosovos selvstændighed i kulissen, noget som utvivlsomt vil kaste landet direkte tilbage i armene på Rusland.

Risiko for en mulig konflikt er også til stede i Bosnien-Hercegovina, hvor en af de to politiske entiteter staten består af – den serbisk og russisk støttede Republika Srpska – er med sine separatistiske tendenser i en klar konflikt med landets kurs mod EU-integration og provestlig orientering.

Tidligere erfaringer viser, at konflikter på Balkan har det med at brede sig. Der er derfor en klar risiko for, at en eventuel konflikt i et af landene vil kunne sprede sig over det etnisk splittede Balkan med lynets hast. Dårlig økonomi og levestandard, som de fleste Balkan-lande kæmper med, er en glimrende grobund for revolutioner og folkelige protester. Disse vil ikke bare potentielt kunne destabilisere hele Balkan og skabe en ny slagmark mellem Rusland og Vesten, men som i sit værste scenarium også vil kunne udnyttes af islamistiske kræfter i de Balkan-lande, som har en betydelig muslimsk population, såsom Bosnien-Hercegovina, Kosovo og Makedonien. Kosovo er i forvejen det land, som målt per indbyggertal har leveret det største antal soldater til Islamisk Stat og ligeledes i Bosnien-Herzegovina meldes der om stigende tilslutning til radikal islamisme.

To løsningsmuligheder

Der tegner sig umiddelbart kun to muligheder for Vestens og især NATOs handlemuligheder på Balkan. Den ene af dem er at anerkende Ruslands geopolitiske ambitioner på Balkan, træde varsomt frem og undgå problemer. Den anden mulighed, at fortsætte integration af Balkanlandene i EU og især NATO, ser ud til, om man ønsker det eller ej, at være konfrontationernes vej, som kan ende med at give ikke kun problemer på selve Balkan, men i hele Europa.