Ad

Biden og Trumps forskellige syn på Rusland

Donald Trump Foto: Gage Skidmore

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland/USA: Præsidentvalget i USA i november afgør, om USA vil indgå flere aftaler (”deals”) med Rusland og opdeler området mod øst i indflydelsessfærer eller, om kursen over for Rusland stik modsat vil blive yderligere skærpet. Det skriver Jeremy Shapiro i en interessant kommentar for den liberale tænketank ECFR (14.5.20).

De to præsidentkandidater, Biden og Trump, er uenige om politikken over for Rusland, men de er meget enige, når det gælder linjen over for Kina. Kina betragtes af begge kandidater som ”mægtigt, truende og fyldt med infektionssygdomme”. Begge præsidentkandidater betragter Kina som ”skrækkeligt” (”awful”). Kampen gælder mest, hvem der vil være mest ”tough” over for Kina.

Anderledes forholder det sig, når vi ser på politikken over for Putin og Rusland. Trump har over de sidste tre år omtalt Putin som en ”strongman”, med hvem USA godt kan indgå aftaler, om nødvendigt uden at spørge europæerne om ret til det. Biden derimod ser Putin som ”reckless” og hans regime som ”grusomt” (”cruel”). Putin, siger Biden, bekæmper amerikanske værdier og interesser.

Biden er ”idealistisk liberal internationalist”, kæmper for ”pax americana” og en unipolær USA-domineret verdensorden. Præsidentvalget i november vil således afgøre, om Rusland efter 2020 bliver en ”partner” eller ”fjende”. Sagt med andre ord, om vi får en ”cold war 2.0” med kobling til den gamle kolde krig og ”tilbageruling” (”roll back”) og inddæmning (”containment”) af magter (Kina og Rusland), der truer det ønskede amerikanske hegemoni.

Shapiro gør opmærksom på, at Trumps politik over for Rusland ikke har været særlig konsistent. Der har været uenigheder i hans administration og pres fra Kongressen, hvor ”høgene” har været (og er) i flertal. Helt grundlæggende er der under Trump blevet holdt i Obama’s linje, sanktionerne mod Rusland og militær støtte til Østeuropa og Ukraine som svar på Ruslands annektering af Krim. Der er oprettet permanente amerikanske militærbaser i Polen (”fort Trump”), men Polen har måttet betale dyrt for at få ønsket herom opfyldt.

I den nationale sikkerhedsstrategi vedtaget i 2017 blev Rusland betegnet som en ”strategisk konkurrent” og en trussel mod det vestlige liberale demokrati. Men samtidig hermed forsøgte Trump at få Rusland genoptaget i G-7, ligesom han så langt som muligt gik imod yderligere sanktioner mod Rusland. Når Trump talte om sikkerhedspolitiske trusler var der ikke meget omtale af Rusland, langt det meste i strategien vedrørte Kina.

Trump har flere gange talt med Putin over telefon og udtalt sig positivt om samtalerne, ligesom han hilste Zelenskys, den ukrainske præsidents aftaler om fangeudveksling og neddrosling af spændingen i Øst-Ukraine positivt. Får Trump en anden præsidentperiode vil han formentlig handle mere selvstændigt og mindre modsætningsfyldt. Måske får vi et ”kondomium”, dvs. aftaler om fred og oprettelse af indflydelsessfærer i Østeuropa og SNG-området uanset modstand i Kongressen. Aftaler med Rusland vil give ham Trump handlefrihed, når det gælder vigtigere emner som sikring af grænsen til Mexico og Kina-politikken.

Anderledes bliver det, dersom Biden bliver præsident. Som vicepræsident var han Obama’s mand i Ukraine og efter annekteringen af Krim fortaler for den hårde linje over for Rusland med fokus på sanktioner, et styrket NATO og øget militær støtte til Ukraine, kort sagt en ”cold war 2.0” politik. Hverken Biden´s hårde ”manikæiske politik” eller Trumps ”deal” politik modtages med begejstring i Europa.

Shapiro anbefaler, at Europa finder frem til en mere selvstændig politik. Macrons ”tough engagement” politik er at foretrække som udgangspunktet, måske kan den påvirke manden i det Hvide Hus, hvad enten det bliver Biden eller Trump, måske endda svække ”høgene” i Kongressen.