Ad

Berlin-processen og Vestbalkan, status 5 år efter 

Balkan Foto: Peter Fitzgerald

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Balkan: For 5 år siden erkendte EU – og ikke mindst den tyske kansler Angela Merkel – et behov for at bryde stilstanden i EU’s politik over for Vestbalkan og den udbredte ”udvidelsestræthed”, der også dengang rådede i mange EU-lande. Det blev starten på det, der er blevet kaldt ”Berlin-processen”.

Der blev taget en række initiativer til at styrke båndende til landene på Vestbalkan og også afholdt en serie af årlige topmøder. Målet var at styrke dialogen med de politiske ledere på Vestbalkan og gøre den førte EU-politik mere konsistent.

Lederne i Serbien og Albanien blev bragt til forhandlingsbordet. Det lykkedes også at opnå resultater på tre ikke uvæsentlige områder, i navnestriden mellem Grækenland og Makedonien, grænsedragningen mellem Montenegro og Kosovo og mellem Bosnien-Hercegovina og Montenegro. Senest er også opnået en tilnærmelse mellem Bulgarien og Nordmakedonien.

Berlin-processen blev lanceret som en fireårsplan under tysk lederskab og med det primære formål at genstarte og styrke båndene mellem EU og Vestbalkan. Målet var at sikre konkrete fremskridt på områder som transport, økonomisk vækst, konkurrenceevne, samhandel og arbejdskraftens bevægelighed. I alt 20 konkrete projekter blev igangsat. Håbet er, at der skabes en positiv spill-over effekt på andre politikområder. Også folk-til-folk samarbejdet og styrkelse af samarbejdet på civilsamfundsniveau skulle styrkes, fx skete det via lanceringen af det regionale kontor for ungdomssamarbejde (RYCO).

Hovedproblemet, hedder det i en status artikel i ”New Eastern Europe”, har været den for store spredning på projekter, den begrænsede administrative kapacitet i modtagerlandene, de mere illiberale demokratier i flere modtagerlande, den fortsat høje korruption, de store modsætninger mellem land og by, de demografiske problemer og det stadig meget lave BNP.

Arbejdsløsheden er stadig for høj, og udlandsgælden er steget. Samlet er der fra EU-side bevilget 1 mia. euro for perioden 2015-2020, ikke nok til at holde andre aktører, Kina, Rusland, Iran og Tyrkiet stangen. En udvidelse af EU kan tidligst komme på tale i 2025, det er nu den officielle EU-politik. Men EU-optagelse prioriteres meget højt i forventning om, at det fører til øget velstand.

Det vakte derfor vrede i Nordmakedonien og Albanien, da EU i 2018 udsatte starten på optagelsesforhandlingerne. Også det forhold, at Kommissionen i april 2018 udsatte offentliggørelsen af landerapporterne og derefter udelukkede landene på Vestbalkan fra topmødet i Sibiu (under det rumænske EU-formandskab) skabte utilfredshed.

Modstanden mod EU’s udvidelse mod Balkan er stærk i EU-medlemskredsen og især i Frankrig. Siden 2015 har holdningerne til Vestbalkan været meget påvirket af spørgsmålet om flygtninge og indvandring. Situationen langs den kroatisk-bosniske grænse har på det seneste udviklet sig yderst dramatisk, for de kroatiske myndigheder har, som det hedder det i analysen, illegalt og brutalt sendt tusindvis af mennesker tilbage til Bosnien og nægtet dem international beskyttelse.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Rumænien og Bulgarien, optaget i EU i 2007, i dag må mange måder føler sig som ”second-class members” i EU, begge er fx holdt uden for Schengen.  Mange i EU-systemet er af den opfattelse, at Bulgarien og Rumænien i 2007 opnåede EU-medlemskabet for tidligt.