Bandlysning, blowjob og lejemord: Teaterstykke provokerer

klatwa_515

Planlægning af mord på lederen af Polens regerende PiS-parti, Jarosław Kaczyński. Paveligt blowjob. Polens politiske magthavere og landets katolske kirke har fået et teaterstykke galt i halsen. Troende og højreradikale protesterer og beder foran et teater, der er blevet politianmeldt af parlamentsmedlemmer fra PiS. Skuespiller er sat på den sorte liste af nationalstatsligt tv. Bølgeskvulpene tager til i den kolde polske borgerkrig.

af Kim Halling Mortensen

Kim

For 118 år siden skrev Polens berømte dramatiker, poet og kunstner, Stanisław Wyspiański, teaterstykket Klątwa– Bandlysning. Inspireret af virkelige begivenheder foregik handlingen i samtiden ude på landet, hvor bønder i årevis havde lidt under en tørke. I desperation over denne tilstand rettede de deres blikke mod den lokale præsts usømmelige omgang med en kvinde. Her lå den syndige årsag til tørken øjensynligt begravet. Kvinden blev derfor stenet til døde i det lønlige håb om snarlig regn. Stykket blev dengang forbudt i Kraków, men kunne opføres i Warszawa med krav om, at handlingen skulle foregå i middelalderen. Et stykke om tro og overtro. Om vrede, afmagt og skyld.

Bandlysning danner udgangspunkt for den kroatiske instruktør Oliver Frljićs nye stykke på Teatr Powszechny i Warszawa.  Stykket foregår på flere planer og omhandler temaer som kirkens  indflydelse over det verdslige polske samfund, dens rolle som statsbærende element og om problemerne med at se igennem fingre med pædofili og andre seksuelle overgreb inden for kirken. Kort sagt om kirkens magtstilling antager et omfang, der reelt lægger seriøse hindringer i vejen for enhver kritik.

Teaterstykket beskæftiger sig imidlertid også med teatrets og kunstens egen verden. Både i forhold til om man udøver selvcensur og i hvor høj grad man selv bidrager til at videreformidle fasttømrede normer. Blandt modstandere af kleresiet findes der også magthierarkier og fremstilling af – f.eks. – kvinder, der ikke just står tilbage for kirkens billeder. Der drømmes også våde drømme blandt liberale om at likvidere sine modstandere. Og det er her, der i stykket optræder en monolog, hvor der udtrykkes overvejelser om man skulle lave en pengeindsamling til lejemorder, der kunne gøre Kaczyński tavs. En monolog der selv gør op med den slags vanvittige tanker. Men ikke desto mindre et punkt, som modstanderne af stykket har revet ud af sin sammenhæng og gør et stort nummer ud af. Det hævdes ufortrødent, at man på scenen opfordrer til mord på selveste Kaczyński.

Der hersker ingen tvivl om, at Bandlysning er et stærkt provokerende teaterstykke. Dog ikke med anvendelse af billige tricks, som en kommentator bemærker i  ugemagasinet Newsweek Polska. Thi i så fald havde stykket ikke nogen chance eller kunstnerisk værdi overhovedet. At en statue af den nu afdøde polske pave køres ind på scenen med en løkke om halsen og påført et protestskilt med påskriften ”de pædofiles forsvarer” vækker alt andet lige visse følelser. Med garanti også hos ikke-troende. At en kvindelig skuespiller endog simulerer oralsex på denne skulptur er naturligvis at udfordre den aura af hellighed, der forventes at herske omkring den polske pave. Eller er det mons tro sagens kerne? Her er vi tilbage hos Wyspiański for 118 år siden. Hvor det var kvinden, der blev ofret. Ikke præsten. Selv om han brød sit cølibatløfte. Den katolske kirke er besat af sex, hævdes det ofte af kritikere. Hyklerisk er et ord der ofte tilføjes i forbindelse med kirkens holdning til seksuallivet. Er vi andre bedre?

klatwa_2017_no_logo_www

Teaterstykket er blevet piratfilmet og polsk nationalstatsligt tv – TVP –  har vist bittesmå fragmenter af disse ulovlige optagelser. Dermed har de brudt ophavsretten og der er derfor lagt sag an mod TVP. Til gengæld indgår disse få sekunders optagelser naturligvis som det væsentligste element i kritikken af stykket. Få sekunder til at sætte sind i kog. Få sekunder med fokus udelukkende på blowjob og lejemord.

Spørgsmålene er som altid mangfoldige, når kunsten går ombord i de religiøse udøveres verden. Formålet med teaterstykket er dog først og fremmest ønsket om at debattere. Slå et kunstnerisk slag i bolledejen. Jeg har ikke set stykket. De fleste har ikke set det. Kun yderst få af de fordømmende kritikere har tilsyneladende set det. Men det spilles for fulde huse.

Den kroatiske instruktør er langt fra noget ubeskrevet blad. Oliver Frljićs stykker opføres jævnligt med fine anmeldelser i Tyskland og Østrig. I sit eget hjemland er han dog noget nær persona non grata. Her har han været chef for Nationalteatret i Rijeka, men valgte at trække sig efter budgetnedskæringer, trusler på livet og indbrud i hans families hjem. Han har tidligere opført teaterstykker, der har haft en kritisk tilgang til de herskende kroatiske fremstillinger af den jugoslaviske borgerkrig. Det er han blevet hyldet for i Beograd. Men samme steds er han også blevet mødt med stærke protester for at fremstille Milosovics demokratiske modstandere i et positivt lys. Han er kort sagt ikke en herre, der vælger det nemme rolige liv på de skrå brædder. Denne sommer er han en af de kunstneriske ledere af den internationale kunstfestival  kaldet ”Malta” i Poznań. Det vil næppe gå stille for sig.

Det er i skrivende stund endnu uvist om der indledes retssager mod Teatr Powszechny i Warszawa. Strafferammen for opfordring til mord er på op til tre år. For blasfemisk omgang med religiøse følelser kan man få op til to år i fængsel. Teatret forsvarer sig med den grundlovssikrede (kunstneriske) ytringsfrihed. Indtil videre er bandlysning altså blot navnet på et teaterstykke. Bortset fra at et andet teaterstykke med en af de medvirkende skuespillere, Julia Wyszyńska, allerede er blevet bandlyst af polsk nationalstatsligt tv alene pga af skuespillerens medvirken i Bandlysning.

 

Anvendte kilder:

Gazeta Wyborcza

Newsweek Polska

w.polityce.pl

Czesław Miłosz: History of Polish Literature

Nachtkritik.de

 

Share This