Armenien, Georgien og Aserbajdsjan versus Rusland og EU: fra ”enten eller” til ”både og” strategi?

Illustrationsfoto: Mtaylor848

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Armenien/Georgien/Aserbajdsjan: Den 24. november underskrev EU og Armenien en ”Comprehensive and Enhanced Partnership Agreement” i Bruxelles. Aftalen var i selve indholdet ikke vidtgående, men ikke desto mindre særdeles betydningsfuld – og det frem for alt af politiske årsager.

I 2013 afviste Jerevan at underskrive en associeringsaftale med EU og tilsluttede sig i stedet den russisk dominerede Eurasiske Toldunion, i dag kaldt Den Eurasiske Økonomiske Union (EEU).

Det nye og epokegørende er, som sagt af Sergei Markedonov for Carnegie Endowment, (7.12.2017), at Armeniens aftale markerer, at aftaler mellem EU og naboskabslandene vedtages samtidig med aftaler med Rusland inden for rammerne af Den Eurasiske Økonomiske Union (EEU), kort sagt en overgang fra ”enten” eller (EU-aftale”) til ”både og” aftaler samtidig med EU og EEU.

I på topmødet i Vilnius i november 2013 blev EU’s aftale med Ukraine (og senere med Georgien) set som en ”enten eller aftale”, som et valg mellem EU og Rusland. Det gav som bekendt anledning til oprøret (”Maidan”) mod Janukovitj og de blodige begivenheder, der hærgede Ukraine i månederne efter. Var en ”både og” aftale blevet indgået i 2013, kunne det måske være undgået, i hvert fald på det tidspunkt.

Armenien har længe været betragtet som Ruslands nære allierede og er det for så vidt stadig, Rusland har endda en militærbase i landet. Det har sine helt naturlige årsager. Armenien grænser op til Tyrkiet, med hvem Armenien ikke har det bedste forhold, dertil kommer konflikten med Aserbajdsjan om enklaven Nagorno Karabach. I begge konflikter har Armenien behov for støtte fra Rusland. Det nære samarbejde med Rusland har dog ikke forhindret Armenien i allerede i 2005 at indgå en partnerskabsaftale med NATO og tage del i NATO-operationer spændende fra Kosovo til Afghanistan og Irak.

Jerevan har også på det sidste søgt tættere relationer til Iran og Kina. Georgien har som sagt indgået en mere vidtgående associeringsaftale med EU og talt om et NATO-medlemskab, men er ikke desto mindre slået ind på en multi-vektor politik for, ud over Rusland, at undgå en ensidig afhængighed af EU (og NATO). Og, siger Markedonov, årsagerne hertil er for så vidt helt logiske.

Georgiens samhandel med EU har været dalende, derfor satses der nu på mere samhandel med og investeringer fra Kina. Visa-reglerne med Iran er blevet lettet, og der er blevet åbnet en georgisk ambassade i Minsk. Der har også været tale om en vis tilnærmelse til Rusland, uanset striden om Abkhasien og Sydossetien.  Aserbajdsjan er det stærkeste land økonomisk i Sydkaukasus, frem for alt pga. gas- og olieressourcerne. Strategien er at undgå integration både i forhold til Rusland og EU. Samtidig forsøger Baku bedst muligt at balancere mellem Iran, Israel og Palestina.

Kort sagt, Georgien, Armenien og Aserbajdsan forfølger pragmatisk men konsekvent egne politiske og økonomiske interesse, de har skiftet over tid men på det sidste drejet i en multi-vektor retning. Som Ukraine har landene i Sydkaukasus, Armenien, Aserbajdsjan og Georgien uløste etno-politiske konflikter, hvilket uundgåeligt har sat sig dybe spor i de tre landes udenrigspolitik. Men der er, når det gælder forholdet EU, sket en bevægelse bort fra ”enten eller” over mod ”både og”.

Aftaler med EU skal ikke hindre længere tættere forbindelser med fx Rusland, Kina og Iran. Det har både stor symbolsk og på sigt også politisk betydning og kan måske skabe en ny variant af det ”fælles europæiske hus”, som Gorbatjov og mange efter ham mange andre drømte om, og dermed mindske den ny ”kolde krig” med ”enten eller” politik og et ødelæggende nul-sum spil mellem Vesten og EU.  Det kan på sigt få betydning for og påvirke Ukraine-konflikten, der stadig raser som en ”enten eller” konflikt og påfører Ukraine store menneskelige og økonomiske tab.

Share This