Ad

Året der gik i polsk politik- Del 4 – Fremtiden

Polens hovedstad Warszawa Foto: Ota Tiefenböck

Af Michael Hardenfelt

Den store politiske begivenhed i 2018 var lokalvalget i oktober, som løb af staben uden uregelmæssigheder eller anklager om valgsvindel.
Valget blev en understregning af den splittelse, som ses i Polen, særligt i forhold til de store byer overfor landdistrikterne. Det skal imidlertid slås fast, at polsk lokalpolitik er noget ganske andet end landspolitik, og oftest snakker man sig ude i kommunerne frem til et resultat på tværs af partiskel. Det ses også af det store antal borgerlister over hele landet, og langt de fleste borgmestre blev valgt fra grupper, som ikke tilhører et af de landsdækkende partier.
Alligevel kan der godt udledes nogle tendenser af resultatet. Hvis vi ses på de største polske byer, tilhører 34 borgmestre (som i de store byer betegnes Bypræsidenter) landsdækkende oppositionspartier, mens kun 4 er medlemmer af regeringspartiet, og 69 ikke er medlemmer af en landsdækkende politisk parti.

Borgmestrene vælges direkte i alle polske byer, og hvis en kandidat ikke opnår mindst 50% af de afgivne stemmer, afholdes en 2. valgrunde. Det har således stor symbolsk betydning, hvem der vælges til borgmester. Regeringspartiet (PiS) tabte 2. valgrunde i stort set alle de 20 største byer i Polen.
I de mindre byer og landdistrikterne fik regeringspartiet et hæderligt valg, men igen – det er de lokale lister, som er den absolutte topscorer, sammen med PSL (det Polske Folkeparti), som traditionelt står stærkt i landdistrikterne og normalt lige nøjagtigt klarer spærregrænsen til de nationale valg. Men kun omkring 30% af borgmesterposterne blev taget af personer med tilknytning til de landsdækkende politiske partier.
Hvis man ser på mandatfordelingen i regionerne, som er det organ, der bedst afspejler de landspolitiske tendenser, fik regeringspartiet et godt valg i det østlige Polen, og fik absolut flertal i 6 regioner ud af 16 regioner, mens oppositionen har absolut flertal i 7 vestliggende regioner. Uanset de geografiske tendenser og forskellen mellem land og by må det dog konstateres, at de landspolitiske partier alle er stærke stort set overalt i Polen, og at der ikke af valgresultatet kan læses noget tegn på en svækkelse af regeringspartiet.

Næste års EU-valg
Det politiske landskab i Polen lader i øjeblikket op til valget til EU-parlamentet, som afvikles i maj 2019. Traditionelt er der lav valgdeltagelse til EU-valget, og kampen kommer i høj grad til at dreje sig om sofavælgerne.
Valget er interessant i en situation, hvor Polen har betydelige problemer med EU, som har anklaget landet for gennem sine retsreformer at gennemhulle de almindelige demokratiske principper, som alle EU-medlemsstater forventes at overholde. Selv om det nok bliver svært at skabe enstemmighed i EU for at fratage Polen sin stemmeret, har EU andre metoder, så som nedfrysning af samarbejdet og begrænsning af økonomiske overførsler til Polen. 
Som tidligere nævnt er der en overvældende tilslutning til EU i Polen, som siden 2004 har nydt godt af enorme summer til opbygningen af en infrastruktur, samtidigt med at polakker nok er det land i EU, som har gjort størst brug af muligheden for arbejdskraftens frie bevægelighed. Alle har simpelt hen venner og familie, som arbejder i England, Danmark, Tyskland eller et andet EU-land.
Det afspejler sig også i en EU-positiv holdning hos stort set alle politiske partier, selv om store dele af regeringspartiet ser EU som en konstruktion, der minder om Sovjetunionen. Stemningen er imidlertid EU-positiv her op til EU-valget, hvilket dog hurtigt kan ændres senere i 2019, særligt hvis der opstår større kriser i forholdet mellem EU og Polen. 
Polens videre tilknytning til EU vil utvivlsomt være meget påvirket af de internationale strømninger, herunder nationalistiske tendenser i andre vestlige lande, men en situation hvor Polen i løbet af en kortere årrække udtræder af EU kan absolut ikke udelukkes, hvis regeringspartiet vinder næste valg. Det skal her erindres, at Polen teoretisk set kan melde sig ud af EU, uden at gennemføre en folkeafstemning om emnet. Det vil være dybt kontroversielt, men fx. justitsminister Ziobro har på det sidste stillet sig som fortaler for en sag ved Forfatningsdomstolen om, hvorvidt den polske forfatning har forrang i forhold til EU-lovgivningen. Resultatet af en sådan retssag vil kunne skabe en så mudret situation, at Regeringen med en vis ret vil kunne hævde, at de ikke har andre muligheder end at forlade EU. 
Parlament og præsidentvalg i 2019 og 2020. 
Langt mere en kommunale og europæiske valg, betyder imidlertid parlamentsvalget, som skal afholdes senest i oktober 2019, og præsidentvalget, som løber af staben i maj 2020. 
Regeringspartiet (PiS) har indtil videre fastholdt sin position som ledende politisk parti, og ligger pt. med en tilslutning på 35% af stemmerne i opinionsundersøgelser. Det lyder ikke så voldsomt, men på grund af valgsystemet, som er fordelagtigt for store partier, samt risikoen for stemmespild blandt partier, som ikke når op over spærregrænsen, kan 35% af de afgivne stemmer være tilstrækkeligt til at opnå flertal i parlamentet, og regeringspartiet fik da heller ikke mere end 37,5% af de afgivne stemmer ved parlamentsvalget i 2015, som gav dem et solidt flertal i parlamentet. 

Andrzej Duda Foto:Chancellery of the Prime Minister of Poland

Den polske præsident Duda

Det skal hertil tilføjes, at det suverænt er regeringspartiet, som fastsætter valgforordningen, og her vil de have mulighed for at lægge valgkredse og valgmetoder, således at det giver det bedst mulige resultat til regeringspartiet. Det er måske ikke meget, der kan flyttes på denne måde, men det kan være nok til at sikre flertallet i det nye parlament.
Endelig er man nødt til at forholde sig til muligheden for valgsvindel. Kommunalvalget forløb i god orden, og det samme kommer valget til EU-parlamentet formodentligt til. De fleste medlemmer (herunder parlamentsmedlemmer) af regeringspartiet er formodentligt demokrater, som ikke vil deltage i gennemførelsen af et autoritativt parlamentarisk system i Polen, hvor kun et parti har mulighed for at vinde. På den anden side skal man ikke underkende, at der er tradition for et sådant system i Polen (1947-1989), og frygten for en rigsretssag vil muligvis kunne fremkalde desperate reaktioner blandt ledende politikere, som vil kunne anklages for voldtægt af Polens Forfatning. Det skal dog her bemærkes, at en rigsretssag mod præsidenten kræver et flertal på 2/3 i en forsamling af parlamentets 2 kamre, hvilket kun vil være muligt i tilfælde af et totalt valgnederlag til regeringspartiet. En rigsretssag mod medlemmer af regeringen (herunder statsministeren) kræver derimod 60% af stemmerne i parlamentets underhus, Sejmen, og ligger også uden for de praktiske muligheder, med mindre der kommer et jordskredsvalg. Som sådan vil de ledende medlemmer af regeringen formodentligt kunne føle sig sikre, selv hvis de taber det kommende parlamentsvalg.

Det polske kulbaserede kraftværk i Belchatow er et af de mest forurenede kraftværker i hele EU Foto: Ota Tiefenböck


 Kul, el, smog og socialstat
Spørgsmålet er så, hvad parlamentsvalget egentligt kommer til at dreje sig om. Regeringen er lynhurtig med fejekosten, og sørger for i ekspresfart at slippe af med alle ubehagelige emner. Der er forbud mod at tale om EU-modstand og abort, som ellers er emner, der kan samle oppositionen. Samtidigt uddeles lønforhøjelser med løs hånd, når den ene eller anden gruppe protesterer. Her er en dygtig og strategisk ledelse stillet overfor en miserabel og idefortabt opposition, som egentligt ikke har noget dybere at sige, bortset fra deres fælles modstand mod regeringen. Det kan imidlertid ændre sig.
Økonomien kører godt og arbejdsløsheden er minimal, godt hjulpet på vej af en lang række mødre, som med sociale tilskud er sendt hjem for at passe børn. Et tilbageværende problem er den tætte smog i de polske byer, som er afstedfødt af brugen af kul og billig brændsel i små og gammeldags ovne. EU har givet ordre til nye afgifter, for at begrænse CO2 udledningen, hvilket har varslet betydelige stigninger på elregningen, men heldigvis kan alle problemer løses med penge, så regeringen har givet besked på at kompensere elprisstigningerne i 2019 med tilskud fra finansloven – så er problemet i det mindste løst for valgårets vedkommende. 
Den polske socialstat er en realitet. Efter gennemførelsen af børnepenge på 500 zloty pr. barn for mindrebemidlede, og universelt fra og med barn nr. 2, er Polen indtrådt i gruppen af europæiske socialstater. Der er samtidigt iværksat en lang række andre socialpolitiske tiltag, og ingen drømmer i dag om at rulle regeringens socialpolitiske reformer tilbage – det ville være politisk selvmord. Tilbage står så nedsættelsen af pensionsalderen til 60 år for kvinder og 65 år for mænd i et samfund, hvor befolkningen bliver ældre og ældre, men folkepensionerne er baseret på individuelle indbetalinger, så der er ikke meget pension at gøre godt med, hvis man vælger at holde op med at arbejde som 60-årig. Regeringen forsvarer imidlertid pensionsalderen med næb og klør, og specielt i kvindernes pensionsalder på 60 år ligger der også en klar udnyttelse af de forsorgskapaciteter der ligger i denne gruppe i forhold til deres forældre og børnebørn – hvilket specifikt er et af familieminister Elzbieta Rafalskas argumenter for en fastholdelse af den lave pensionsalder. 
Premierminister Morawiecki er i færd med at skabe et stort nationalt politisk parti, som han drømmer om at kunne fastholde regeringsmagten med det næste tiår eller to. Det er visionen om den gode stat, som hjælper sine medborgere og bekæmper svindel og misbrug. Morawiecki er klar i mælet, når han taler om samarbejdet mellem stat og erhvervsliv, som efter hans opfattelse bør understøtte hinanden i en form for karteldannelse, og stillet overfor visionen om en stor og enig national familie er talefrihed og demokrati måske slet ikke så vigtigt. Med en regeringskontrolleret Forfatningsdomstol kan det hele passes ind under den nuværende forfatning, og kun Præsident Duda har plæderet for en folkeafstemning om forfatningsændringer, hvilket regeringspartiet dog har forkastet af frygt for et eventuelt og sandsynligt valgnederlag. 


Fremtiden i polsk politik
Den polske regering synes at have godt tag i fremtiden. Oppositionen er fumlende og synes ikke at kunne præsentere noget reelt alternativ. Men – historien viser, at tingene går hurtigt i polsk politik, og 10 måneder til valget er lang tid. 
En person, som vil kunne samle dele af den demokratiske opposition, er den tidligere borgmester i Slupsk og forhenværende parlamentsmedlem for Palikotbevægelsen, Robert Biedron, som for nylig har startet en ny politisk gruppering. Den ligger i øjeblikket på omkring 8% i meningsmålingerne, men har potentiale til at vokse. Biedrons klare fordel er hans egen vindende personlighed, en glimrende ledelse af Slupsk og manglende tilknytning til de gamle partier og deres negative vælgergruppe. 
En anden regeringsmodstander er EU-præsident Donald Tusk, som dog ikke når tilbage fra sit nuværende job i EU inden valget til oktober. Tusk har som tidligere polsk Premierminister ligeledes en stort negativ  vælgergruppe, men vil også kunne samle en række tilhængere bag sig, og kommer med den autoritet der ligger i jobbet som EU-formand, og så er han vanvittigt kvik i replikken. Selv om han næppe vil spille en større rolle ved parlamentsvalget, er der stor sandsynlighed for at han kan være en stærk kandidat mod den nuværende præsident Duda ved præsidentvalget i 2020.Der kan stadig nå at dukke nye grupperinger op, men regeringens vigtigste modstander er måske den selv. Regeringspartiet er gået til valg på et løfte om “rene hænder”, et opgør med kammerateri og korruption, og partiformand Kaczynski præsenteres med sin asketiske levevis som personificeringen af renhed.
Det seneneste halve år har imidlertid set en lang række sager komme op til overfladen, herunder måske mest alvorligt den 36 årige politisk udnævnte formand for Finanstilsynet, som beviseligt har foreslået en bank at se bort fra visse vanskeligheder, såfremt de ville ansætte en af hans bekendte i bestyrelsen mod et honorar på 70 millioner danske kroner. 
Samtidigt vælter sagerne om kammerateri og nepotisme frem. Polen har et meget stort antal statslige selskaber (til dels en arv fra kommunisttiden), og traditionelt blev ledende poster frem til 2004 besat af den siddende regerings støtter. Siden 2004 er denne tradition i et vist omfang blevet nedtonet, og PO-regeringen fra 2007-2015 søgte i det mindste at ansætte ledende personale på basis af kvalifikationer, selv om gode forbindelser til regeringen nok også har hjulpet.
Perioden fra 2015 har imidlertid været et blodbad, hvor de tidligere ledende medarbejdere er blevet afskediget og erstattet af regeringstro medarbejdere, som har set disse stillinger som en naturlig belønning for mange års tro kamp for partiet. Samtidigt ansættes børn og familie til partifunktionærer i disse statsselskaber i vellønnede stillinger, som sjældent svarer til deres kvalifikationer.
Ansættelsespolitikken er ved at være almindeligt kendt i Polen, og kaster en skygge over “rene hænder”, som skulle adskille regeringen fra alle forgængere. Det er næppe noget partiledelsen er glad for, men med et flertal på over 50% i parlamentet er det svært at afvise sine gode støtter. Spørgsmålet er, hvor stor indflydelse det kan have på parlamentsvalget, men regeringen har fået taget sin mødom.

Kommentarer